Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Årets bedste mulighed for stjerneskud: Sådan spotter du Perseiderne


Listen Later

Er du rumentusiast eller måske bare romantiker?
Så skal du trække i din sweater, pakke tæppet og tage en ven i hånden ud i natten eller de sene aftentimer de næste to døgn.
For når Solen er gået ned, vil et hav af skinnende stjerneskud vise sig på himlen.
Fænomenet med de mange stjerneskud kaldes Perseiderne og er en meteorsværm, der kan opleves hvert år fra omkring midten af juli til slutningen af august.
"Det er din absolut bedste chance for at se stjerneskud på hele året, og Perseiderne peaker i nat og i morgen nat (11. og 12 august, red.)," siger Ole Eggers Bjælde, der er astrofysiker og museumsinspektør på Science Museerne under Aarhus Universitet.
Selvom der også er mindre meteorsværme i løbet af året og en stor en af slagsens i december kaldet Geminiderne, er det noget lettere at kigge på stjerner i den varme sommerbrise, end i bidende vinterkulde, påpeger han.
"I princippet vil du kunne se op til 100 stjerneskud i timen, men det kræver, at der er virkelig mørkt. Og der er vi lidt uheldige, at der lige har været fuldmåne, så der er faktisk ret lyst om natten i øjeblikket," lyder det fra Ole Eggers Bjælde.
Mere realistisk er det nok, at man ser et stjerneskud hver andet eller hvert tredje minut.
"Og det er jo simpelthen bare så smukt. Og et vidnesbyrd om, at vi er en del af noget større, der roterer om sig selv og møder forskellige dele af rummet konstant," pointerer Ole Eggers Bjælde.
Hvad han mener med den sætning, uddyber vi om lidt. Først skal du vide, hvor du kan se de mange stjerneskud og hvad tid.
"Du skal enten afsted, før Solen står op i de tidlige morgentimer, eller når den er gået ned om aftenen. Mest ideelt er det midt på natten, hvor der er allermest mørkt," siger Ole Eggers Bjælde.
Hvis du kigger op på himlen, vil du formentlig blive peget i den rigtige se-retning af stjerneskuddene, der jo naturligt lyser op og tager din opmærksomhed.
Men hvis du vil hjælpe dig selv, kan du kigge mod stjernebilledet Perseus under Cassiopeia mod nordøst.
Derudover er stjerneskuddene mest tydelige steder, hvor der ikke er for meget lys fra byerne.
Det kan både være i forstæder til storbyerne i Danmark, eller man kan gå all in og finde en 'dark sky park', som både findes på Møn på Sjælland, Anholt ud for Midtjylland og i Nordjylland, fortæller Ole Eggers Bjælde.
"Men du kan også sagtens slippe afsted med at se dem fra Amager Strand i København," siger stjerneforskeren.
Men hvad er det egentlig, vi alle sammen står og ser på og synes er så smukt?
"Selve stjerneskuddet er et lille støvkorn eller sandkorn, der kommer ind i Jordens atmosfære. Så opstår der friktion mellem kornet og molekyler i atmosfæren, hvilket skaber varme. Det er simpelthen varmen fra det lille støvkorn, man kan se trække de her smukke lysende haler efter sig," forklarer Ole Eggers Bjælde.
De små støv- eller sandkorn er rester fra kometer, der er i kredsløb rundt om Solen.
Og når det gælder Perseiderne er det en særlig komet, der er ansvarlig for stjernestøvet, nemlig 'Swift Tuttle-kometen', der blev opdaget af de amerikanske astronomer Lewis Swift og Horace Tuttle i 1862.
"Det er en kæmpe komet-kugle, der er omkring 26 kilometer i diameter. Den er altså mere end dobbelt så stor som den komet, der udryddede dinosaurerne for flere millioner år siden. Den var omkring 10 kilometer i diameter," siger Ole Eggers Bjælde.
Kæmpekometen Swift Tuttle består af is, støv og frosne gasser og bevæger sig i løbet af sin baneperiode på 133 år fra den yderste del af Solsystemet til den inderste.
Når den kommer ind i den inderste del af Solsystemet og derved tættere på Solen, smelter en lille smule af den og afgiver rester i form af støv og småsten.
"Og når Jorden så kommer ind i kometens bane i juli og august, kan vi se de her rester som fantastiske stjerneskud på himlen," siger Ole Eggers Bjælde.
Hverken kikkert eller en særlig geografisk placering er nødvendig for at se de mange stjerneskud. Det eneste, du skal gøre er at kigge op.
...more
View all episodesView all episodes
Download on the App Store

Videnskab.dk - Automatisk oplæsningBy Videnskab.dk