Hvis du skal bade i havet denne sommer, skal du passe på både røde og blå brandmænd.
De lange, tynde tråde (også kaldet tentakler), der hænger ud fra de geléagtige dyr, indeholder giftige nældeceller, som kan brænde dig, hvis du kommer i kontakt med dem.
Men hvorfor svider det så meget?
Brandmænd brænder af to grunde, fortæller forsker Tone Falkenhaug, seniorforsker på det norske Havforskningsinstituttet.
For det første gør de det for at fange føde.
"Brandmænd har jo hverken kløer eller tænder, så deres våben er et giftstof, der lammer byttet," siger Tone Falkenhaug.
Den føde, de fanger, kan være små vandlopper, fiskelarver eller endda mindre brandmænd.
Den anden grund? At forsvare sig mod større dyr.
Brandmænd er nemlig en lækkerbisken for både fugle og fisk.
Men hvad er det egentlig, der sker, når vi brænder os på en brandmand?
Svaret ligger inde i nogle helt særlige celler.
"Brandmænd har lange tentakler. På disse tråde sidder er der fyldt med nældeceller," forklarer Tone Falkenhaug.
Så længe brandmanden ikke bliver forstyrret, er trådene helt ufarlige. Men inde i nældecellerne gemmer der sig et hemmeligt våben.
Rullet op inde i cellerne ligger noget, Tone Falkenhaug sammenligner med en harpun; altså et våben, der kan skyde en spids pil ud, fastgjort til en tråd.
Inde i nældecellerne er der også et enormt tryk, lidt som i en sodavandsflaske, der er blevet rystet godt og grundigt.
"Når et lille byttedyr rører ved trådene, eksploderer blæren. Og så bliver harpunen sendt ud med ekstrem fart og enorm kraft," siger Tone Falkenhaug.
Giften på harpunen lammer det lille dyr. På den måde kan brandmanden spise byttet i fred og ro gennem munden, som sidder midt på undersiden af kroppen.
Den samme eksplosion sker, når vi bader i havet og kommer i kontakt med brandmandens tråde.
"Helt automatisk skydes harpunerne ud sammen med giftstoffet. Og så svider det voldsomt," siger Tone Falkenhaug.
Men brandmanden er slet ikke interesseret i mennesker, tilføjer hun.
"Evnen til at brænde er ikke noget, brandmanden selv styrer," siger Tone Falkenhaug.
Selv om det svider, er det godt at vide, at brandmænd i Norge ikke er farlige.
Hvis du bliver brændt over hele kroppen af en rød eller blå brandmand, vil du nok få det rigtig dårligt. Men så længe du ikke er allergisk, er det ikke farligt, ifølge Tone Falkenhaug.
Hun afslører også noget om en anden gople, vi kender godt: Vandmænd er også en brandmænd!
"Hos vandmænd er piggen og giften så svag, at den som regel ikke trænger gennem huden på vores hænder," fortæller hun.
"Men hvis du lagde den mod læberne eller øjenlåget, ville du nok kunne mærke det."
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.