En vaskeægte verdensstjerne blandt edderkopper er vendt tilbage til Bornholm efter 13 års fravær, skriver TV 2 Bornholm.
Sandspringedderkoppen (Yllenus arenarius) blev sidst set på Bornholm i 2012, men da ingen siden kunne finde den, troede man, at der blot var tale om en strejfer, der var blæst over fra den anden side af Østersøen.
Men efter en naturfotograf for nylig spottede en han i klitterne ved Dueodde, drog araknologen Frederik Leck Fischer straks til stedet og gjorde et vildt fund: Hele 25 hanner, én hun og over 40 unger gemte sig i klitterne.
Sandspringedderkoppen er både en national, men også international sjældenhed, hvilket gør fundet til noget helt særligt.
Den trives primært i golde klitter uden plantevækst. Dueodde kan derfor være dens eneste levested i Danmark.
Fischer vurderer, at edderkoppen nok har været der hele tiden - den er bare mester i at camouflere sig. Hans råd til de nysgerrige edderkoppe-spottere er ifølge TV 2 Bornholm derfor klart:
"Man skal lede i indlandsklitterne på det bare sand inde i landet. Man skal ikke gå helt ned til stranden, for der finder man den ikke. Du skal lede de steder, hvor du tænker 'der er ikke noget at finde' - altså de mest barske steder overhovedet midt ude på sandet," lyder anbefalingen.