Er du en inkarneret fan af Taylor Swift eller Harry Styles?
Så er du måske narcissist og materialist ifølge et nyt studie publiceret i tidsskriftet International Journal of Psychology, som mediet PsyPost beskriver.
Studiet konkluderer nemlig, at folk, der i høj grad beundrer berømtheder, har en tendens til at udvise narcissistiske træk og hæfte sig ved materialistiske værdier.
Det gør sig særligt gældende for superfans, der ser klare ligheder mellem den idoliserede berømthed og sig selv, lyder det i studiet.
I studiets undersøgelse rekrutterede forskerne 215 bachelorstuderende fra et universitet i det sydøstlige USA.
Deltagerne var hovedsageligt kvinder med en bred etnisk diversitet.
Hver af de studerende udfyldte en række spørgeskemaer, der målte deres holdninger til berømtheder, materialistiske værdier og narcissistiske træk.
Samtidig skulle de også svare på spørgsmål, der vurderede, hvor ens de følte sig i forhold til deres yndlingsberømtheds personlighed, udseende eller livsstil.
Resultaterne viste, at folk, der i høj grad beundrede berømtheder, udviste narcissistiske og materialistiske træk i højere grad end gennemsnittet. Forskningen læner sig op ad tidligere studier, der har givet et lignende billede.
Blandt andet har en tidligere undersøgelse vist, at fans af kunstneren Elvis Presley ikke kun adopterede 'Kongens' stil og værdier. De rapporterede nemlig også, at de følte sig dybt forbundne til hans identitet.
Studiet har dog en række begrænsninger. Blandt andet det, at respondenterne udelukkende er unge kvinder, der stammer fra et universitet i det sydøstlige USA.
Så om det også gør sig gældende for den brede befolkning, vides endnu ikke.