Lige nu summer de brostensbelagte gader i Riga af liv og forventning. Byen er fyldt med unge forskerspirer.

I samlet flok bevæger de sig mod kulturcenteret Hanzas Perons, der lægger hus til dette års EM i Science (EUCYS 2025).

I dag er den tidligere varevognshal fyldt med unge mellem 14 og 20 år, som bringer ny viden, energi og perspektiver ind i en bygning fyldt med historie og karakter.

Mød syv hold af talentfulde unge, der gennem nationale konkurrencer har kvalificeret sig til at optræde i Europas største videnskabelige arena:

De fleste af os forbinder sæbebobler med barndom, sommerdage og leg i haven. For danske Sille Christensen er sæbebobler noget helt andet: et forskningsprojekt fyldt med matematik, fysik og avancerede modeller.

Ved sin stand viser hun plancher med sin dynamiske model, der beskriver, hvordan sæbebobler formes, hvordan de bevæger sig, og hvad der sker, når de springer.

"Sæbebobler prøver altid at minimere deres overfladeareal for at spare energi. Det er nemlig overfladespændingen, der bestemmer deres form," fortæller hun begejstret.

Sille kombinerer teoretisk matematik med naturens simple, men alligevel komplekse principper. De samme principper findes i arkitektur i sæbeboblernes buer og former, der både er stærke og energieffektive.

"Det er fascinerende, hvordan noget så let og skrøbeligt som en sæbeboble kan lære os om bygninger, der skal holde i mange år," siger hun med et smil.

Viktoriia Goncharenko fra Ukraine har skoliose, som er en eller flere skævheder i rygsøjlen, og oplevede på egen krop, hvordan den traditionelle behandling med korset ikke altid virker optimalt.

Det var gennem den personlige oplevelse, at idéen opstod: Hvordan kan man gøre målingen og modelleringen af skoliose mere præcis og individuelt tilpasset?

Derfor udviklede hun en model ved hjælp af matematik og computerprogrammer

"Min model skal hjælpe læger med at forstå og behandle skoliose mere præcist," siger hun med en blanding af håb og beslutsomhed i stemmen.

Modellen tager ikke bare højde for, hvordan ryggen buer, men også hvordan den drejer. Et skridt mod behandlinger, der passer bedre til den enkelte persons unikke ryg.

Et par brikker klirrer mod plastpladen. En lille robotarm bevæger sig præcist, som var den levende, og placerer endnu en gul brik i spillet 4 på stribe. Besøgende stimler til for at se robotten spille - og vinde.

"Vi har testet den rigtig mange gange, og den vinder ni ud af ti spil," fortæller Emma Coutelet og sender et blik mod sine to medopfindere, Kalvyn Martin og Bastien Alexandre Gaffet.

De tre unge studerende fra Frankrig har bygget robotten fra bunden, med alt hvad det indebærer af fejlsøgning, kodning og finjustering.

"Først ville vi lave en skakrobot, men det blev for komplekst - så vi valgte et spil, hvor vi stadig kunne vise strategisk tænkning og mekanik," siger Emma og rækker hånden ud mod robotarmen, som næsten stolt står klar til næste træk.

Konstruktionen er imponerende: Den mekaniske arm bevæger sig roligt og målrettet, mens den interne software analyserer modstanderens træk og beregner det optimale svar. Det var dog ikke uden problemer,

"Det var især den mekaniske præcision, der var sværest. Det tog lang tid at få armen til at placere brikkerne korrekt hver gang," afslører Kalvyn Martin.

Origami er ikke kun papirfoldning, det kan også være nøglen til fremtidens teknologiske gennembrud, mener norske Toma Sydnes på 17.

Til konkurrencen præsenterer han en algoritme, der kan forudsige, om en origami-struktur vil folde sig helt rigtigt, delvist eller slet ikke.

"Jeg blev nysgerrig, fordi selv små ændringer i mønstret kan betyde, at en struktur ikke folder sig ud. Der var ikke rigtig nogen forskning på det, så jeg besluttede mig for at undersøge det selv," fortæller han.

Selvom han indrømmer med et smil, at han ikke selv folder papir, er det tydeligt, at han mestrer det teoretiske bag. Hans inspiration kom fra rumteknologi, især James Webb-rumteleskopet, der folder sig ud i rummet som en giganti...