Ved den jyske østkyst er en række utrolige fund fra stenalderen blevet afdækket.

Blot otte meter under havets overflade har danske marinarkæologer fra Moesgaard Museum været på jagt.

Fundene afslører en kystboplads, som dateres til den del af stenalderen, der i fagsprog kaldes 'maglemosekulturen' og er en del af jægerstenalderen, som varede fra cirka 9500 til 6400 f.v.t.

Denne periode har ellers førhen været karakteriseret som værende en indlandskultur, altså en kultur, hvor de fleste mennesker levede i og omkring skovområder eller søer.

Måske kan disse fund fra Aarhusbugten være med til at nuancere billedet en smule.

"Vi har ikke fundet mange kystbopladser fra den her tid i Danmark. Det her er faktisk en af de ældste og mest velbevarede kystbopladser indtil videre," udtaler Peter Moe Astrup, marinarkæolog og museumsinspektør ved Moesgaard Museum, til Videnskab.dk.

"Førhen har man baseret de fleste arkæologiske tolkninger af Maglemosetiden på fund fra bopladser, som oprindeligt befandt sig langt inde i landet. Vi har gerne villet undersøge, om vi i virkeligheden har overset rigtig meget, fordi vi stadig ikke har fundet alt det, som oprindeligt fandtes ude langs kysterne, hvor der i dag er hav."

Marinarkæologen Peter Moe Astrup håber, at fund fra tidligere kystbopladser kan bidrage til en større forståelse af mennesker fra jægerstenalderens liv på kysterne.

"Udgravninger som disse giver os gode muligheder for at skabe klarhed om livet, der blev levet på kystbopladserne. Vi kan for eksempel undersøge, hvilke teknologier de brugte til at fange fisk eller jage sæler, og vurdere deres betydning i forhold til jagten i skovene. Det ved vi ikke så meget om, og det vil vi gerne undersøge."

Nedenfor kan du se nogle flere billeder af, hvad der blev fundet.

Jægerstenalderen er en overordnet betegnelse for den del af stenalderen, som fandtes, inden man begyndte at dyrke jorden for cirka 6.000 år siden. I jægerstenalderen steg temperaturen markant, og smeltevandet, der opstod på den baggrund, havde stor betydning for vandstanden.

"Der blev udledt enorme mængder smeltevand fra iskapperne i denne periode, og det betød faktisk, at vandstanden i perioder steg omkring to meter per hundrede år," forklarer marinarkæologen Peter Moe Astrup.

Stigende vandstand betød altså, at kystbopladser med tiden blev oversvømmet og derfor nu kan findes på havets bund.

Det positive ved denne dramatiske vandstigning fra en arkæologs perspektiv er, hvor velbevaret det arkæologiske materiale er sammenlignet med stenalderfund fra indlandet.

"Man skal forestille sig, at noget af det bearbejdede træ for 8.500 år siden endte ude i vandet foran kystbopladsen, hvor der ikke har været noget ilt, som kunne få træet til at rådne. Det betyder, at når vi dykker ned og graver det op, så er det, som om tiden har stået stille. Så velbevaret er det," fortæller marinarkæologen.

Vandstanden steg, og bopladserne blev med tiden oversvømmet. Det ved vi med sikkerhed. Men én ting, arkæologer stadig ikke helt ved, er indvirkningen, som vandstandens stigning har haft på stenalderfolkene ud fra et kort tidsperspektiv.

"Over et langt tidsrum så betød det selvfølgelig enormt meget for de her mennesker og samfund, fordi den stigende vandstand ændrede landskabet og levevilkårene fuldstændig," slår marinarkæolog Peter Moe Astrup fast.

"Inden for et kort tidsperspektiv, er det dog svært at vurdere, hvad for nogle konsekvenser det har haft for de her mennesker. Vi ved ikke, om menneskene levede tilstrækkeligt længe i de samme områder til at observere forskellene og mærke konsekvenserne. Det er svært at se, når man er 8.500 år tilbage i tiden."

"Vi ved derfor ikke, om de var tvunget til at flytte fra de oversvømmede bopladser, eller om de blot drog videre til et andet område, hvor der var flere dyr eller ressourcer."

"Vi håber med dette projekt også at kunne finde ud af, om menneskene opholdt sig på de samme bopladser i længere perioder, eller om opholdene måske var kortere og mere sæsonbestemt...