I mange lande står æggene fremme i stuetemperatur i supermarkedet. Herhjemme i Danmark finder vi dem på køl.
Men hvad er egentlig det rigtige? Betyder det noget for holdbarheden, hvordan vi opbevarer æg, eller handler det bare om kultur og vaner?
Æg er letfordærvelige fødevarer, og måden, vi opbevarer dem på, har stor betydning for både holdbarhed og fødevaresikkerhed.
Professor Marina Elisabeth Aspholm fra Norges miljø- og biovidenskabelige universitet (NMBU) forsker i fødevaresikkerhed og veterinær mikrobiologi. Hendes råd er ikke til at gå fejl af:
"Det er altid en god idé at opbevare æg i køleskabet, da det forlænger holdbarheden," siger hun.
En vigtig grund er, at æg er følsomme over for luft og temperaturændringer.
"Æggeskallen er porøs, og der sker gradvist en fordampning af vand og gasser gennem skallen. Det påvirker æggets kvalitet over tid," forklarer hun.
I køleskabet sker denne proces langsommere. Samtidig bremser kulden eventuelle bakterier, der måtte være til stede.
"Derfor holder æg sig friske og sikre meget længere i køleskabet - ofte flere uger efter 'bedst før'-datoen."
Æg fra norske og danske butikker betragtes som meget sikre at spise. Ifølge Marina Elisabeth Aspholm er der ikke grund til at bekymre sig om salmonella i disse æg.
"Det er vigtigt at understrege, at æg købt i butikker i Norge (og Danmark, red.) er fri for salmonella, og vi kan derfor roligt spise dem som blødkogte eller i retter som rå æggesnaps," siger hun.
Situationen er anderledes i mange andre lande, hvor salmonella i æg er mere udbredt, og hvor opbevaringskravene varierer.
I Norge og Danmark er køling med til at gøre systemet sikkert.
Æg fra private hønsehold eller lande uden for Norden kan være mindre sikre.
"Hvis du køber æg, der ikke stammer fra Norden, eller gårdæg fra fritgående høns, bør du være ekstra forsigtig og sørge for at varmebehandle dem, før de spises," siger Marina Elisabeth Aspholm.
Hun forklarer, at fritgående høns kan komme i kontakt med vilde fugle og andre dyr, som kan bære bakterier - herunder salmonella. Det øger risikoen.
"Selvom risikoen er lavere i Norge end i mange andre lande, er sådanne æg mindre kontrollerede end dem, man køber i butikken," siger hun.
Hvis du vil opbevare æg i lang tid, kan du faktisk fryse dem ned.
"Men fjern skallen, før æggene fryses ned," siger Marina Elisabeth Aspholm.
Nedfrysning kan ændre nogle af æggets egenskaber, for eksempel bliver det sværere at piske dem til en luftig æggesnaps, men de kan stadig sagtens spises.
Men vær opmærksom på, at hvis æggene indeholdt bakterier, før de blev frosset, forsvinder disse bakterier ikke ved frysning.
"De fleste bakterier tåler frysning ganske udmærket," påpeger Marina Elisabeth Aspholm.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.