Siden den 7. oktober 2023 er mere end 58.000 palæstinensere i Gaza rapporteret dræbt. Det tal er formentlig konservativt. Men de høje dødstal er ikke i sig selv nok til at sige, at Israel begår folkedrab.

Det kræver nemlig det, man kalder 'folkedrabshensigt', som er meget svært at bevise. Vi ser især på, hvad Srebrenica-dommen siger om begrebet 'folkedrabshensigt' - og hvad det kan betyde for situationen i Gaza.

Dette er tredje artikel i vores serie. Den første artikel forklarer, hvad definitionen af 'folkedrab' dækker over som international forbrydelse.

Den anden artikel giver eksempler på domme og tilfælde, hvor det kan være relevant at tale om folkedrab i juridisk forstand.

Hvis man vil forstå de vanskelige bevisstandarder omkring folkedrab, er bevisførelsen i Srebrenica-sagen ikke til at komme udenom.

Forløbet kan kort opsummeres således: 8. marts 1995 udstedte Radovan Karadžić, den bosnisk-serbiske leder under krigen i Bosnien, det såkaldte 'Direktiv 7' om de kamphandlinger, som skulle igangsættes i Srebrenica-området.

I Karadžićs direktiv hed det, at styrkerne skulle skabe "en ubærlig situation af total usikkerhed uden noget håb om yderligere overlevelse eller liv for indbyggerne".

Få måneder senere gennemførte bosnisk-serbiske styrker en blodig massakre mod de bosniske muslimer i området.

Et centralt spørgsmål i de efterfølgende retssager blev, om man kunne læse en folkedrabshensigt ud af direktivet. Det mente hverken ICTY (Jugoslavien-tribunalet) eller ICJ (FN's øverste dømmende myndighed), at man kunne (paragraf 281 her).

Massakren i Srebrenica få måneder senere i juli 1995 var til gengæld folkedrab. Men dommerne mente ikke, at der beviseligt lå en folkedrabshensigt gemt i direktivets formuleringer.

Det var simpelthen for ukonkret. Formålet med operationen kunne principielt være etnisk udrensning og ikke nødvendigvis folkedrab.

ICJ fandt i stedet, at hensigten til at begå folkedrab krystalliserede sig senere, da planen om at henrette omkring 8.000 bosnisk-muslimske mænd og drenge i og omkring Srebrenica og transportere de bosnisk-muslimske kvinder, børn og ældre væk fra området blev udviklet.

Da dén plan blev iværksat, vurderede dommerne, at de bosnisk-serbiske styrker "ikke blot vidste, at kombinationen af drabene på mændene og tvangsoverførslen af kvinder, børn og ældre uundgåeligt ville resultere i den fysiske forsvinden af den bosnisk-muslimske befolkning i Srebrenica, men også gennem deres handlinger klart tilsigtede gruppens fysiske ødelæggelse" (paragraf 294 her).

Derfor blev en række personer senere dømt for folkedrab i Srebrenica, herunder Karadžić og general Radislav Krstić.

De specifikke beviskrav, der blev udpenslet i forhold til Srebrenica-massakren, tilsiger, at en folkedrabshensigt dokumenteret på grundlag af et bestemt adfærdsmønster skal kunne fastslås helt klart.

Der må ikke være rimelig tvivl om, at adfærdsmønsteret er udtryk for en folkedrabshensigt. Det er for eksempel ikke tilstrækkeligt blot at sandsynliggøre, at handlingsmønsteret bygger på en folkedrabshensigt.

Det er heller ikke tilstrækkeligt at påvise, at den mest rimelige læsning af situationen er, at der er handlet med folkedrabshensigt. Det, der skal bevises, er, at situationen reelt ikke giver mening, medmindre man indlæser en folkedrabshensigt.

ICJ formulerer det sådan, at hvis en folkedrabshensigt skal udledes af et adfærdsmønster, skal dette være "den eneste slutning, der med rimelighed kan drages af de pågældende handlinger" (paragraf 148 her).

Det er vigtigt at understrege, at disse særdeles strenge beviskrav ikke betyder, at der ikke kan være hensigt til andre forbrydelser i spil samtidig med folkedrabshensigten.

For eksempel kan man, som det også var tilfældet i Srebrenica, begå folkedrab og samtidig have til hensigt at gennemføre etnisk udrensning af et område.

Srebrenica-bevisstandarden har betydning for ICJ-sagen vedrørende Gaza. Sydafrika skal føre bevis for, at Israels adfærdsmønster ikke 'blot' kan forklares som eksempel...