16 personer er omkommet, efter Elevador da Glória, som er en kabelbane i Lissabon, Portugals hovedstad, kørte af sporet og forulykkede onsdag 3. september 2025.

Redningstjenesterne har desuden bekræftet, at mere end 20 andre personer blev såret i ulykken, der fandt sted, da aftenmyldretiden var under opsejling.

Tragedien følger i kølvandet på et tidligere uheld på samme linje i maj 2018, hvor én af vognene kørte af sporet som følge af fejl i vedligeholdelsen af hjulene. Ingen mistede dengang livet.

Øjenvidner rapporterer, at den gule og hvide vogn ikke lod til at være under kontrol, da den susede ned ad bakken, inden den kørte af sporet i et sving og styrede ind i en bygning.

Billeder fra ulykkesstedet viser en sammenkrøllet bunke kabler og stål.

Kabelsporvognene er sjældne levn fra 1800-tallet og findes kun i få meget stejle områder rundt om i verden.

Men hvordan fungerer de egentlig? Og hvorfor er de stadig i brug?

Almindelige tog og sporvogne fungerer typisk kun på fladt terræn. Det skyldes, at deres stålhjul ikke kan få tilstrækkeligt greb på stålskinner på stejle skråninger eller gader.

Som en løsning bygger jernbaneteknikere ofte tunneler gennem stejle bjergsider.

Kabelbaner kan derimod klare meget stejle skråninger. De består som regel af to vogne, som er fastgjort i hver sin ende af et trækkabel.

Når den ene vogn kører nedad, hjælper den med at trække den anden vogn op ad bakken. Vægten af den opadgående vogn forhindrer samtidig, at den nedadgående vogn kører af sporet.

En del moderne kabelbaner har elektriske motorer, og nogle kan aktivere en envejs mekanisk fremdrift specifikt til stejle skråninger.

Selvom kabelbanesystemer typisk er forholdsvis langsomme og lidt klodsede, er de stadig populære blandt både turister og lokale i de byer, hvor de findes.

Elevador da Glória-kabelbanen i Lissabon åbnede i 1885. Den er én af tre kabelbanelinjer i Lissabon og forbinder byens centrum med bydelen Bairro Alto, som ligger på en bakketop.

Men der findes også andre eksempler på kabelsporvogne rundt om i verden.

I Schweiz er der flere kabelbaner, hvoraf den mest bemærkelsesværdige er Stoosbahn, som er verdens stejleste kabelbane. Stoosbahn, som tilbagelægger 743 højdemeter med en hældning på op til 47 grader på 4 minutter, er en populær turistattraktion.

Peak Tram, som har kørt i Hongkong siden 1888, transporterer passagerer næsten helt til toppen af Hongkong-øen.

Sidste år diskuterede man planerne om at etablere et nyt kabelbanesystem i Blue Mountains i New South Wales, Australien, med en hastighed på 14 meter i sekundet.

Kabelbaner tjener stadig et formål for folk, der bor i eller besøger områder, med stejle gader og skråninger. Men nyere teknologi betyder, at mere konventionelle transportformer på skinner i dag har langt færre begrænsninger, når det gælder op- og nedstigninger.

For eksempel er sporvogne uden skinner en slags hybrid mellem sporvogn og bus. De bruger GPS og digitale sensorer til at bevæge sig præcist langs et usynligt spor og har gummihjul, som gør dem i stand til at klare stigninger på op til 15 procent. De er dog endnu ikke bygget til mere stejle skråninger.

Jeg har selv nydt at køre med kabelbanesporvogne i flere byer med stejle gader, men denne ulykke vil sandsynligvis tage noget af glæden ved oplevelsen fra turisterne.

Det er på tide, at vi får en tidssvarende og langt mere sikker løsning.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.