Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Kendte klassikere: Sådan giver du dit barn en nærende start på dagen


Listen Later

Når I at få morgenmad i børnene derhjemme, inden I skal ud af døren? Og i så fald, hvad er der på tallerkenen?
Ifølge flere studier er det en rigtig god idé at have en fast rutine med morgenmåltider for skolebørn.
For eksempel viser et studie med 150.000 børn i skolealderen fra 42 forskellige lande, at det at spise morgenmad hver dag er forbundet med en højere oplevet livskvalitet og trivsel.
Samtidig konkluderer danske og norske forskere i et nyligt studie med flere tusinde danske børn, omtalt på Videnskab.dk, at jævnlige morgenmåltider kan have positive effekter på børns læse- og stave færdigheder i skolen.
Men én ting er, at morgenmad kan være positiv for trivsel og læring hos børn. Noget andet er, hvilken type morgenmad, der er mest nærende.
"Når børn vågner efter en lang nat og mange timer uden mad, har de brug for såkaldte makronæringsstoffer som kulhydrater, fedt og protein, der kan give kroppen energi, som varer ved i løbet af dagen," lyder det fra Christoffer Clemmensen, der forsker i sundhed og overvægt på Københavns Universitet.
En gammel klassiker har vist sig at være meget effektiv. Du har måske gættet det. Det er selvfølgelig havregrød.
"Det smarte ved havregrød er, at du får kulhydrat fra havren, og du kan tilsætte protein i form af nødder eller frø, der også fungerer som fedtstof. Du kan også tilsætte fibre, vitaminer og antioxidanter fra bær og frugt," siger Christoffer Clemmensen.
Derudover nævner han æg som en super morgenmadskilde. Man kan for eksempel servere en omelet med avocado ovenpå.
"Ægget indeholder protein, der har stor mæthedsværdi. Avocado er også relativt mættende og indeholder nogle gode fedtsyrer, der er forbundet med mange sundhedsfremmende effekter," fortæller Christoffer Clemmensen.
Eksempelvis er avocado kædet sammen med forbedret kredsløb og flere studier beskriver også, at fedtstofferne har gavnlige effekter på vores kognitive funktioner.
Hvis æg og gryn er svære at få børnene med på, findes der flere gode alternativer.
"Yoghurt med müsli er også et fint morgenmåltid. Man kan gå efter en yoghurt, der er nøglehulsmærket og ikke indeholder så meget sukker. Og det samme gælder müsli'en," fortæller Camilla T. Damsgaard, der er lektor i børns ernæring på Københavns Universitet.
Yoghurt indeholder calcium, der er vigtig for børns knogler, og müsli indeholder typisk havregryn, nødder og tørret frugt, der som tidligere nævnt også har flere helbredsfordele.
Camilla T. Damsgaard nævner også et godt gammeldags stykke rugbrød eller en grovbolle med ost som en mulighed.
"Her får barnet vigtige fuldkorn og gode fibre i brødet og vitaminer og mineraler fra osten. Alt i alt er et nærende og nemt hurtigt tilberedt måltid," siger hun.
Men hvad gør man, hvis det eneste, ens barn vil spise er Coco Pops eller Kellogg's Frosties?
Det er klart, at hvis man vil give sit barn et måltid, der mætter og giver en stabil energi henover dagen, er de ovennævnte sunde alternativer bedst, forklarer ernæringsforskerne.
"Hvor et sukkerholdigt måltid som Coco Pops vil give et peak i barnets blodsukker, der varer en times tid og risikerer at falde drastisk igen, vil en portion havregryn med mælk eller havregrød med nødder og bær give en langsommere stigning i blodsukkeret, der giver barnet mere stabil energi henover cirka tre til fire timer," forklarer Camilla T. Damsgaard.
Dog skal man ikke blive alt for urolig som forældre, hvis det eneste ens barn vil spise om morgenen er crüsli, guldkorn eller den sødeste jordbæryoghurt på markedet, mener Christoffer Clemmensen.
"God morgenmad er også den morgenmad, som barnet gider at spise. Og lidt sukkerholdig morgenmad er altså bedre end ingenting," siger han.
Samme pointe lyder fra Camilla T. Damsgaard.
"Hvis barnet slet ikke gider morgenmad kan man også give lidt mad med til ti-frikvarteret i form af en bolle eller lidt frugt," slutter hun.
...more
View all episodesView all episodes
Download on the App Store

Videnskab.dk - Automatisk oplæsningBy Videnskab.dk