I over 300 år har museer, universiteter og private samlere verden over indsamlet, opbevaret og forsket i tusindvis af kranier og knogler fra inuit i Grønland. Og Danmark var særligt aktiv.

Motiveret af Grønlands status som dansk koloni blev der iværksat mange ekspeditioner til det kolde Arktis.

Her kunne Danmark nemlig udmærke sig i den internationale forskning gennem kontrol over landet.

Koloniseringen af Grønland er ikke kun en historie om politik og magt. Det er også en historie om, hvordan videnskab blev brugt til at definere og kontrollere inuit i Grønland.

Jeg forsker i, hvordan otte 500-år gamle grønlandske mumier kan lære os noget om både fortiden og fremtiden - og hvordan vi giver inuit retten til deres fortid tilbage.

Hvis der er noget, som vi har lært af fortiden, er det, at forskning ikke er neutral. Den er altid præget af den tid, den bliver lavet i - og af dem, der står bag.

I mange år blev forskning brugt til at styrke kolonimagter og til at fortælle en bestemt historie, hvor nogle mennesker blev set som vigtigere end andre.

Derfor er det vigtigt, at vi i dag stopper op og spørger os selv: Hvem får lov til at forske? Hvem bliver lyttet til? Hvilke historier bliver fortalt - og hvilke bliver ikke?

I mit ph.d.-projekt undersøger jeg, hvordan folk i Grønland forholder sig til forskning i mumier og skeletter fra inuit, og hvordan den viden bruges i dag.

Jeg vil gerne finde ud af, hvordan forskningen kan gøres mere relevant og meningsfuld for dem, det faktisk handler om - inuit i Grønland.

Det gør jeg blandt andet ved at lave interviews, spørgeskemaundersøgelser samt holde oplæg forskellige steder i Grønland og stille spørgsmål til deltagerne (læs mere om min metode i faktaboksen).

De arktiske ekspeditioner for 100-300 år siden fandt sted i en tid, hvor man delte mennesker op i 'racer' og mente, at nogle var mere udviklede end andre.

Mange forskere troede, at man kunne måle nogens 'race', intelligens eller ondskab gennem kraniets form (også kaldet frenologi, læs mere her).

Den slags idéer, som, vi i dag ved, er forkerte og diskriminerende, var dengang helt almindelige i videnskaben.

Det var en tid, hvor europæiske mennesker blev betragtet som normen, og alle andre blev set som noget 'andet', noget, der skulle undersøges og forklares.

Denne fortælling er en vigtig, men lidt glemt del af vores fælles historie mellem Danmark og Grønland.

Det er et emne, der længe har været svært at tale om. Måske fordi det kræver, at vi tør stille spørgsmål ved vores egen rolle i historien? Men netop derfor er det vigtigt at tage op i dag.

For det handler ikke kun om fortiden, det handler også om, hvordan vi forstår hinanden i nutiden, og hvordan vi viser respekt for dem, hvis historier og kroppe blev taget uden at blive spurgt.

At tale åbent om emnet er en måde at tage ansvar på og lære af den fortid, som er en del af vores fælles historie.

Danmarks Radios dokumentar 'Skeletter i skabet' (maj 2025) sætter fokus på netop denne debat ved at vise, hvordan kranier og knogler fra Grønland blev stjålet til Danmark, og hvad det betyder i dag.

Dokumentaren går tæt på historierne bag skeletterne og åbner for det svære, men nødvendige spørgsmål: Hvad gør vi med de mennesker, der engang blev brugt som forskningsobjekter uden deres efterkommeres samtykke?

Det er en samtale, der længe har trængt sig på, hvorfor jeg i mit nye forskningsprojekt Qilakitsormiut ('menneskene fra Qilakitsoq') prøver at forstå, hvad denne fælles fortid betyder i dag. Ikke bare for os forskere, men for befolkningen i Grønland.

I Grønland er der et stærkt ønske om at skabe forskning, der bygger på grønlandske værdier og behov.

Det kan man blandt andet se ved Grønlands nye og første biologiuddannelse 'SILA', hvor man eksempelvis tager på rensdyrjagt som en del af undervisningen.

Vi må derfor forholde os til, hvordan samfundet i Grønland i dag ser på deres forfædre og den videnskab, som behandler dem.

Et godt eksempel på, hvordan vores syn på fortiden har ændret sig, og hv...