Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Kræft hos menneskets bedste ven minder overraskende meget om kræft hos os selv


Listen Later

For mange hundeejere er deres hunde en del af familien. Ud over lange gåture i regnvejr og blæst deler hunden vores selskab, livsstil, miljø og nogle gange vores (dårlige) madvaner.
Desværre deler vores firbenede venner også en lang række sygdomme med os, som kan være relateret til både livsstil, miljø og genetik. Det gælder også kræft.
Et studie har vist, at kræft er den hyppigste sygdomsrelaterede dødsårsag hos hunde i Danmark.
Risikoen for at udvikle kræft stiger med alderen: jo ældre en hund eller et menneske er, jo større er sandsynligheden for, at kræft bliver dødsårsagen.
Som dyrlæge er det slående at observere, hvordan kræft hos hunde i høj grad ligner kræft hos mennesker. Det rammer de samme organer og spreder sig på samme måde i kroppen.
Jeg forsker i kræft hos hunde, og jeg kan se, at lighederne ikke stopper der. Og dét åbner muligheden for, at hunde og mennesker også kan være hinandens bedste venner i kræftsammenhæng.
Vores forskning viser nemlig, at sygdommene er ensartet helt ned på det molekylære plan, når man kigger på de forandringer (mutationer), som forekommer i kræftcellernes arvemasse (DNA).
Vi finder altså præcis de samme DNA-forandringer i kræftceller hos hunde som hos mennesker.
For eksempel kan vi genfinde de samme mutationer i genet 'PIK3CA' i tumorceller fra hunde med mælkekirtel-tumorer som hos kvinder med brystkræft.
Også for knoglekræft har vi vist, at der er overlap i de gener, som er muteret i kræftcellerne hos hunde og mennesker.
Vi har også fundet andre overlappende mutationer mellem hunde og mennesker.
Eksempelvis i genet 'H3C3', som er muteret i lymfekræftceller fra hunde. Det ser ud til at have negativ betydning for hundenes overlevelse og evne til at respondere på behandling.
Samme tumor-mutation ser man hos unge mennesker med en speciel type hjernetumorer (gliomer). Også her finder forskerne dårligere overlevelse.
Menneskets og hundens arvemasse består af henholdsvis 3 og 2,5 milliarder DNA-basepar. Alligevel er det præcis de samme basepar, som er forandret i kræftceller gentagne gange i begge arter.
Det er ret vildt. Jeg blev overrasket, da jeg så det. Overrasket, fordi det betyder, at der er det samme på spil, når kræft udvikler sig i hunde og mennesker.
Og dén lighed åbner muligheden for komparativ forskning, hvor dét, vi lærer ved at forske i kræft hos hunde, også kan bruges i mennesker - og vice versa. Til gavn for hunde såvel som mennesker.
Når man tester ny medicin eller afprøver nye behandlinger, sker det i kliniske studier. Her finder man ud af, om en given (kræft)behandling har effekt og eventuelt bivirkninger.
Og hunde kan faktisk være med. Ikke som klassiske forsøgsdyr, men på linje med mennesker, hvis øvrige behandlingsmuligheder er udtømte.
Hundene får her mulighed for at modtage behandling, som ellers ikke er tilgængelig. Samtidig kan forskere eller virksomheder, som udvikler lægemidler, udvinde vigtig information omkring effekten af en given behandling.
Virker den? Hvor godt? Hvilke bivirkninger er der? Og hvor slemme er de?
Nogle kræftformer, eksempelvis knoglekræft (osteosarkom), er hyppigere forekommende hos hunde end hos mennesker.
Det betyder, at det kan være lettere at lave et klinisk studie i hunde med denne type kræft end hos mennesker.
Helt konkret bliver hundene rekrutteret fra et dyrehospital, hvor de ligesom mennesker på et hospital, er blevet udredt og har fået en kræftdiagnose.
Med ejerens tilladelse - og hvis man forventer en effekt, som kan give hunden et bedre liv - kan man teste ny medicin eller behandling.
Og det kan så i sidste ende komme både vores firbenede venner og os til gavn.
I de senere år er det blevet almindeligt med udvikling af præcisionsmedicin til behandling af kræft hos mennesker.
Det vil sige, at man målretter behandling mod eksempelvis specifikke DNA-forandringer, som spiller en vigtig rolle i at drive kræftsygdommen.
Kemoterapi rammer både de raske og de syge celler. Ved præcisionsmedicin er idéen netop kun at ramme de syge, muterede...
...more
View all episodesView all episodes
Download on the App Store

Videnskab.dk - Automatisk oplæsningBy Videnskab.dk