"Nogle gange bliver politik simpelthen for grimt! Miljø- og teknikborgmester på Københavns Rådhus Line Barfod har lavet et vildt personangreb min kollega Pernille Rosenkrantz-Theil."

Sådan skrev det socialdemokratiske folketingsmedlem Ida Auken i et Facebook-opslag 28. august.

Det 'vilde personangreb', som Auken refererer til, er Enhedslistens Line Barfods kritik af Rosenkrantz-Theils stemmemønster i folketingssalen.

Her har Rosenkrantz-Theil nemlig stemt som resten af sit parti imod tiltag til at lægge pres på Israel i forbindelse med deres behandling af befolkningen i Gaza.

Det gælder eksempelvis stop for våbenhandel med Israel, at Danmark skal arbejde for øjeblikkelig våbenhvile i Gaza og anerkendelsen af en palæstinensisk stat.

Barfod mener derfor, at Rosenkrantz-Theil "stiller sig på den forkerte side af historien". En kandidat til posten som overborgmester i København, argumenterer Barfod, bør være på fredens og menneskerettighedernes side.

Er denne kritik udtryk for et personangreb, sådan som Auken hævder i sit forsvar af sin partifælle? Som forsker i retorik mener jeg, at svaret er nej. Hvorfor vender jeg tilbage til.

Først skal vi lige have nogle ting på plads: Hvad er et personangreb i en debat egentlig ifølge retorisk argumentationsteori, og hvad kan vi bruge dem til?

Det er gentaget utallige gange i den offentlige debat, at man altid skal gå efter bolden, ikke manden.

Dette udtryk er ikke bare kønsmæssigt uddateret, det er også en sandhed med modifikationer. I hvert fald hvis man anlægger et retorisk syn på argumentation.

I den formelle logik taler man om fejlslutninger. Det vil, groft sagt, sige måder at argumentere på, der ikke holder vand; konklusionen følger ikke af præmisserne.

Fejlslutninger ligner måske et godt argument, men er i realiteten noget juks. Sammenhængen mellem det, du påstår, og det, du bruger til at underbygge din påstand med, er suspekt.

Et af de mest kendte er stråmandsargumentet, hvor man angriber en version af modstanderens argument, som er fordrejet eller falsk, men som er lettere at skyde ned.

Som hvis jeg påstår, at min nabo vil jævne min have med jorden, når det eneste, der er blevet foreslået, er, at jeg beskærer de grene, der rækker ind over hegnet.

Personangrebet, eller det såkaldte ad hominem-argument, er også at finde på lister over formelle fejlslutninger. Essensen af ad hominem (latin, 'mod personen') er, at man kritiserer sin modstanders karakter i stedet for deres argument.

Til min vens argument om, at jeg bør betale de 500 kroner, jeg har skyldt ham i et halvt år, kan jeg for eksempel svare, at han da også bare er sur hele tiden og skal slappe lidt af.

Bolden er de 500 kr. Men jeg sparker min ven over skinnebenet i stedet ved at affeje ham som en sur mokke.

Klokkeklart personangreb. Rødt kort.

Men i den virkelige verdens skænderier, diskussioner og debatter kan gode og dårlige argumentationsformer ikke altid sættes på formel.

Retorisk argumentation er dynamisk. I forhold til personangreb, eller ad hominem, betyder det, at vi nogle gange har brug for, at debattører forholder sig til hinandens baggrund eller personlighed. Og nogle gange har vi ikke.

Det er ikke bare ligetil. Til gengæld er det et bedre instrument til at forstå praksis. Se faktaboksen, hvis du vil vide mere om dynamisk og statisk argumentation. Inden vi vender tilbage til Ida Auken og Line Barfod og anklagen om personangreb, skal vi forbi et par eksempler, der viser, hvordan ad hominem kan være nyttige, unyttige og et sted midtimellem.

I videnskab ville de fleste sige, at ad hominem er et totalt no-go. Det skal handle om data, om brugen af den videnskabelige metode, ikke om personfnidder.

Hvis jeg kritiserer en forskningsartikel, fordi forfatteren har en 'lav' stilling i det akademiske hierarki, er det åbenlyst en ret irrelevant (og temmelig arrogant) kritik.

Jeg burde i stedet forholde mig til, om artiklen lever op til de akademiske standarder på sit felt, om den bidrager med ny viden osv.

Men selv i videnskab...