For 183 millioner år siden sank en langhalset øgle, en plesiosaur, ned og endte på en havbund, der længe efter blev kendt som Tyskland.

Dens liv sluttede formentlig tidligt, før den blev voksen.

Til gengæld for dens korte tid på Jorden har den fået sig et markant eftermæle, siden dens skelet i 1978 blev gravet frem i Holzmaden i det sydvestlige Tyskland.

"Den er blevet undersøgt rigtig meget gennem årene. Skelettet har været i så god stand, at man har kunnet analysere noget af dens bløde væv og blive klogere på plesiosaur-hud," fortæller Ida Bonnevier Wallstedt, der er palæontolog med ekspertise i marine reptiler ved Statens Naturhistoriske Museum, til Videnskab.dk.

"Men man har aldrig sat sig for at undersøge, hvilken art plesiosaur den faktisk var."

Før nu, hvor tyske og polske forskere har gennemanalyseret knoglerne i det usædvanligt komplette skelet.

Og det viser sig at være en art, der aldrig tidligere er registreret: Plesionectes longicollum ('langhalset nær-svømmer').

Inden vi ser nærmere på den nye art Plesionectes, skal vi lige have styr på hans slags: plesiosaurerne.

"De var en stor gruppe af krybdyr, der levede i havet samtidig med dinosaurerne, men de var deres helt egen gruppe," forklarer Ida Bonnevier Wallstedt.

Plesiosaurerne var toprovdyr, der levede fra cirka 203 millioner år siden og frem til meteornedslaget for 66 millioner år siden, der også gjorde det af med dinosaurerne.

"De levede i det meste af verden. Groft sagt kan man inddele dem i to grupper: dem med kort hals og stort hoved - og dem med lille hoved og lang hals."

Plesionectes longicollum, som det nye studie handler om, var af den slags med lille hoved og lang hals - faktisk en bemærkelsesværdig lang en af slagsen.

"Dens hals var ekstremt lang. Så lang, at den kan have rekorden for hele den tidlige juratid (cirka 201-174 millioner år siden, red.)," skriver Sven Sachs, der er medforfatter på det nye studie, i en mail til Videnskab.dk.

Forskerne kan se, at Plesionectes havde mindst 43 halshvirvler og var 3,2 meter lang. De mener dog også, at eksemplaret er fra et ungt dyr, så en fuldvoksen Plesionectes longicollum var formentlig endnu større.

Det er ikke første gang, langhalsen Plesionectes longicollum har bidraget til vores forståelse af plesiosaurer.

Man har tidligere fundet sedimentrester i dens mave, hvilket tyder på, at den har jaget i mere kystnære områder, inden den døde flere hundrede kilometer derfra.

I samme studie har man også analyseret vævsrester på dens knogler, der fik forskerne til at konkludere, at dens 'vinger' formentlig har været større, end man kan se alene på knoglerne.

"Det er en fantastisk spændende tid for plesiosaur-forskning," siger Ida Bonnevier Wallstedt.

For forskerne får i disse år konstant nye værktøjer til at studere fossilerne.

"Det er først i de sidste årtier, at man for alvor er begyndt at se nærmere på blødt væv hos fossilerne: for eksempel forstenet hud. Det giver os et helt andet indblik i disse dyrs liv."

Hun henviser til et studie fra 2025 - også baseret på fossiler fra samme område - der peger på, at mange plesiosaurer formentlig havde glat hud på kroppen og skæl på lufferne.

Det har formentlig hjulpet dem med at glide let gennem vandet og samtidig have et fast greb på det underlag, den har befundet sig på.

"Det er noget, vi slet ikke vidste for bare ti år siden. "

Synes du, at plesiosaurerne står lidt for meget i skyggen af dinosaurerne?

"Ja, det synes jeg faktisk, de gør. Men jeg tror, det begynder at ændre sig," svarer Ida Bonnevier Wallstedt.

"Populærkulturen er begyndt at få øjnene op for, hvor fascinerende de mange forskellige marine reptiler var, for eksempel med mosasaurerne i Jurassic World-filmene."