Det sker lige nu, mens du læser dette:
Et objekt, der stammer fra et andet solsystem, bevæger sig med en enorm hastighed på over 200.000 kilometer i timen gennem vores solsystem. Det svimlende tal svarer til cirka 57 kilometer i sekundet.
Objektet kaldes 3I/ATLAS, og ingen ved endnu præcist, hvordan det ser ud. Alle billeder viser blot et slags lysende punkt, men Hubble-teleskopet har leveret det hidtil tydeligste billede.
Objektet giver os en sjælden mulighed for at få et glimt af en helt anden verden.
De bedste billeder fra Hubble-teleskopet tyder på, at 3I/ATLAS er en komet. Når den - som andre kometer - nærmer sig Solen, begynder der at strømme gas ud fra kometens kerne.
Men denne komet har ikke nogen hale, hvilket er usædvanligt, påpeger Håkon Dahle, som er astronom ved Universitetet i Oslo. Forskerne spekulerer derfor på, om det, der frigives fra kernen, er større klumper af is.
Normalt frigives der masser af støvpartikler fra kometkerner, som danner den karakteristiske hale. Men hvis det kun er isklumper, der løsner sig, vil de ikke reflektere sollyset på samme måde - og derfor dannes der ingen hale.
"Det kan ændre sig, når kometen kommer tættere på Solen," siger Håkon Dahle. Når en komet nærmer sig Solen, begynder halen nemlig typisk at vokse.
Han påpeger, at mange teleskoper vil følge kometen nøje, mens den bevæger sig ind mod Solen. Den vil være tættest på Solen omkring slutningen af oktober og begyndelsen af november 2025.
Nogle af de første billeder blev taget på opfordring fra en forsker ved Universitetet i Oslo. I denne artikel på Videnskab.dk kan du læse mere om, hvordan den blev opdaget: Komet fra fjern stjerne er på vej gennem vores solsystem.
Den interstellare komet kan tilbagelægge afstanden mellem Skagen og Sønderborg (409 kilometer) på lidt over syv sekunder.
Selvom hastigheden virker ekstrem, er det faktisk langsomt, når man tænker på, at objektet måske har rejst tusindvis af lysår for at nå hertil.
Baseret på dens bane og indflyvningsretning tyder alt på, at den er meget gammel - måske op til 11 milliarder år. Det er langt ældre end vores solsystem.
Aldersbestemmelsen er usikker, men objektets bane peger på, at det stammer fra en ældre og fjernere del af Mælkevejen.
Ved hjælp af James Webb-teleskopet (JWST) har forskere undersøgt, hvad kometen er lavet af. Resultaterne er foreløbigt offentliggjort i en såkaldt preprint-artikel.
Studiet er baseret på spektroskopi, som er en teknik, der afslører, hvilke grundstoffer der findes i et objekt.
Webb-teleskopet er designet til netop denne type præcise målinger både i vores solsystem og på fjerne planeter. Og denne komet virker både velkendt og fremmed på samme tid.
"Det er urealistisk, at vi nogensinde kommer til at rejse til et andet solsystem," siger Håkon Dahle.
"Når objekter fra andre solsystemer kommer til os, kan vi studere dem i langt større detalje."
Han har fulgt den nye forskning og kender godt til James Webb-teleskopet, selvom han ikke er specialist i kometer.
Kometen har muligvis rejst ekstremt længe gennem det interstellare rum. Det betyder, at den kan have været udsat for meget stråling og partikelpåvirkning, som måske dannede en tyk overflade, ifølge artiklen.
Men hvordan al denne is er blevet påvirket af stråling - og hvordan kometen egentlig ser ud - er stadig spekulation.
"Vi ved alt for lidt om fjerne, isrige objekter og hvordan ismaterialer opfører sig under stråling til at kunne tolke dataene fra Webb endnu," skriver Stephanie Werner i en e-mail.
Hun er professor ved Center for Planetarisk Beboelighed ved Universitetet i Oslo.
Hun fortæller, at forskerne har brugt datamodeller til at forsøge at finde ud af, hvor kometen kommer fra, baseret på, hvilken type is de har fundet i den. Men også her er der stadig meget, vi ikke ved, siger Stephanie Werner.
Den nye komet, 3I/ATLAS, er kun det tredje bekræftede såkaldte interstellare objekt fra et andet solsystem, astronomener har kendskab til. Det er et relativt nyt forskningsfelt.
Kometens kerne...