Vores kontakt med naturen bliver mere og mere begrænset.
Det mener den engelske professor Miles Richardson fra University of Derby i hvert fald at have bevist ved hjælp af en ny computermodel, skriver videnskabsmediet Phys.org.
Computermodellen er blandt andet blevet fodret med historisk data om, hvordan byer er vokset gennem tiden.
Det er i studiet, som Miles Richardson er eneforfatter på, blevet sammenholdt med, hvor ofte naturord som 'flod', 'bjerg' eller 'dal' fremgår i kulturelle, engelsksprogede produkter. Der blev ledt efter i alt 28 naturrelaterede ord.
Og konklusionen fra Miles Richardson er, at vi er mere end 60 procent mere afkoblet fra naturen i dag, end vores forfædre var i år 1800.
Ifølge hans computermodel er det i øvrigt en tendens, der vil fortsætte, også selvom der er fokus på grønne områder i byerne.
Studiet mener dog, at tendensen kan ændre sig fra år 2050, hvis der sættes store og ambitiøse tiltag i gang for at forbinde de kommende generationer mere med naturen.