Det 37 meter lange krigsskib skærer sig gennem bølgerne. Ved forstavnen står en ung mand og skuer ud over bølgerne. Hans navn er Knud, og han er 20 år gammel. Skibet er pilespidsen af Knuds enorme flåde, som har kurs lige mod den engelske kyst. Det er sensommer i år 1015. Knud ved hvad der kræves af ham. Han kan mærke ansvaret på sine skuldre. Han ved, hvad han bliver nødt til at gøre, så snart hans fødder rammer den engelske jord. I dag skal vi til den sene vikingetid og høre om Knud; et ungt menneske, der fra barnsben opdrages til en dag at træde i sin fars sted og overtage kongetronen. Kan Knud leve op til forventningerne, når dagen kommer?
Vært: Jeanette Varberg, Museumsinspektør på Nationalmuseet. Medvirkende: Anne Pedersen, Seniorforsker på Nationalmuseet. Tilrettelagt og produceret af Nikolai Sørensen for Nationalmuseets Mediehus Vores Tid. Redaktør: Rikke Caroline Carlsen.