Da Sara var 12 år gammel vågnede hun en morgen ved, at der var fuld af mennesker i uniform i huset. De var kommet for at fortælle, at hendes far var blevet dræbt under en mission som jægersoldat i Afghanistan. I tiden efter troppede hundredevis af mennesker op for at hylde og ære hendes far og hun lærte, hvordan både hans kammerater og hendes egen familie og venner rykkede sammen for at hjælpe alle gennem sorgen. Men i dag otte år senere har hun også lært, at hendes sorg aldrig forsvinder, men kommer og går og hun stadig kan komme i situationer, hvor hun pludseligt og nogen gange helt uventet bliver ramt af den