Skeletrester fundet i en mineskakt i Tjekkiet stammer fra to søstre fra tidsalderen neolitikum, også kendt som bondestenalderen.
Det viser et nyt studie fra tidsskriftet Archaeological and Anthropological Sciences, skriver Live Science.
På skeletresterne ses der tegn på skader på rygsøjlen, brud på underarmen og generelt overbelastning.
Søstrene anslås at være 30-40 år gamle, da de døde, og på baggrund af deres analyse mener forskerne, at søstrenes arbejde i minen var at hugge store sten ud, for at de kunne blive benyttet som våben eller værktøj.
Ud fra analyser af de fundne knogler og tænder regner forskerne med, at begge søstre var spinkle og svage.
Dette kan indikere, at man i bondestenalderen ikke nødvendigvis brugte de stærkeste mennesker til at udføre det hårde arbejde, men i stedet brugte dem, der lettest kunne udnyttes.