Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Spanien har nedbragt antallet af partnerdrab på kvinder med 30 procent


Listen Later

Du har måske hørt udtrykket: hjemmet er det farligste sted for en kvinde.
Det skyldes, at langt størstedelen af al vold mod kvinder sker i hjemmet, ofte begået af en nuværende eller tidligere partner. Her, bag lukkede døre, udspiller volden sig i det skjulte, langt fra offentlighedens øjne.
Hvert tiende minut bliver en kvinde myrdet et sted i verden, oftest af en mand i en nær relation.
Det er i medierne blevet omtalt som en global krise, men i Spanien er det lykkedes at mindske antallet af partnerdrab på kvinder med 30 procent ved hjælp af en omfattende lovpakke og en strategisk bred indsats.
Måske er det det varme syd, Danmark skal kigge mod, i kampen mod kvindedrab.
Ifølge tal fra EU's institut for ligestilling er antallet af partnerdrab på kvinder i Spanien faldet fra 71 tilfælde i 2003 til 48 tilfælde i 2024. Det svarer til et fald på knap 30 procent.
"Der er ingen tvivl om, at Spanien har formået at knække kurven for partnerdrab, men udviklingen ser ud til at være fladet ud de sidste 12 år," siger Ingrid Soldal Eriksen, som er ph.d.-studerende ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet.
Selvom Spaniens resultater har fået megen omtale i de danske medier, peger hun på, at landet altså stadig har problemer med partnerdrab.
Alligevel mener hun, at Spanien har haft held med fuldstændig at gentænke deres tilgang til partnervold.
"Det er jo ganske fantastisk, og det bør vi lade os inspirere af i Danmark."
I modsætning til Spanien, er der i Danmark sket en stigning i antallet af kvindedrab.
2025 har indtil videre budt på 15 sager om kvindedrab. Den seneste blev fundet skudt på gaden i Odense i går. Halvvejs inde i året har vi altså allerede overskredet Justitsministeriets estimat af, at der i gennemsnit sker 13,4 kvindedrab om året.
"Den slags tal taler for sig selv. Det rejser spørgsmålet om, om vi gør nok," siger William Østerby Sørensen, der er ph.d.-studerende ved Department of Political and Social Sciences på European University Institute (EUI).
Han forklarer, at det er derfor, vi i Danmark er begyndt at se mod lande som Spanien, hvor man har en mere tydelig og samlet måde at bekæmpe vold mod kvinder på, med fokus på både ligestilling og forebyggelse.
Mens kvindedrab er ældgammel forbrydelse, var det først i 1996, at Spanien, som det første land i verden, begyndte at anerkende offerets køn som en skærpende omstændighed ved drab.
Spanien blev dermed en pioner i den juridiske anerkendelse af kønsmotiverede drab.
Det var et skridt i retning af at anerkende den særlige karakter af kønsbaseret vold mod kvinder.
Den spanske regering begyndte officielt at registrere partnerrelaterede kvindedrab i 2003, og allerede året efter, i 2004, så en ny lovpakke om vold imod kvinder dagens lys. På det tidspunkt var det den mest vidtgående lovgivning om kvindevold, man havde set i Europa.
Lovpakken blev koblet med en national handlingsplan, som omfattede alt fra fodlænker til oplysningskampagner.
Samtidig indførte Spanien specialiserede domstole til at håndtere sager om partnervold, fortæller Ingrid Soldal Eriksen.
Ifølge et spansk studie fra 2024, har oprettelsen af de specialiserede partnervoldsdomstole haft den effekt, at flere anmelder partnervold til politiet, men det har ikke haft nogenumiddelbart effekt på antallet af partnerdrab.
Ingrid Soldal Eriksen mener dog, at alene den øgede opmærksomhed på partnervold, som domstolene medførte, er positiv:
"Mørketallet for partnervold er stort, når man sammenligner med øvrig vold. Det betyder, at der er rigtig meget partnervold, som politiet ikke får kendskab til og derfor ikke kan handle på. Så jo mere partnervold, der bliver anmeldt, jo bedre chance har politiet og øvrige myndigheder for at gøre noget ved det."
I et studie af risikofaktorer for partnerdrab i Norge i perioden 1990 til 2012 fandt en gruppe forskere ud af, at der ved 70 procent af drabene havde været vold i forholdet inden. Det tyder på, at hvis flere anmelder vold, kan det hjælpe med at forhindre d...
...more
View all episodesView all episodes
Download on the App Store

Videnskab.dk - Automatisk oplæsningBy Videnskab.dk