Stonehenge har længe været omgærdet af mystik. Nu kan en gammel ko-tand måske kaste nyt lys over, hvordan monumentet blev til. Det skriver The Guardian.
Stonehenge-monumentet i det sydlige England kan dateres tilbage til bondestenalderen, men spørgsmålet om, hvordan det blev bygget, er stadig til diskussion.
Flere af de enorme kampesten menes at stamme fra Wales, omkring 200 kilometer væk fra Stonehenge, og transporten har derfor været lidt af et mysterium.
Nye undersøgelser tyder på, at kvæg kan have spillet en afgørende rolle.
Forskere har undersøgt en gammel ko-tand, der for over hundrede år siden blev fundet på et kæbeben begravet ved Stonehenge. Ved at analysere tandens indhold af kulstof-, bly- og strontium-isotoper har forskerne kunnet finde tegn på, hvad koen har spist igennem sit liv, og hvor den er vokset op.
Ifølge forskerne peger analysen på, at koen sandsynligvis kom fra Wales - ligesom nogle af kampestenene.
Det åbner for "den fristende mulighed for, at kvæg hjalp med at slæbe stenene", siger Michael Parker Pearson, professor i britisk forhistorie ved University College London, til The Guardian.
Om koen kom levende til området ved Stonehenge, eller om dens jordiske rester senere blev fragtet dertil og begravet - måske som en del af et ritual for befolkningen - er dog stadig uvist.