Tech-selskaberne vælter sig i penge. Det er imponerende, men ikke nødvendigvis et faresignal – endnu. Vi har set det før: Når innovation bliver synonym med magt og markedsdominans, følger der som regel også en regning med. Men lige nu er der fortsat mere substans end luft i de amerikanske teknologigiganter.
Hos Ørsted er situationen til gengæld den modsatte: her er luften gået ud af ballonen. Peter ser frem til at høre, hvilken strategi ledelsen vil præsentere for at genoprette tilliden – både hos investorerne og i befolkningen. For det er ikke småting, der skal rettes op på.
I banksektoren er der også bevægelse. Fusionen mellem Arbejdernes Landsbank, Sydbank og Vestjysk Bank siger mere om branchens udfordringer end om dens styrke. Konkurrencen er begrænset, og årsagen er til dels den tunge regulering, som gør det dyrt og besværligt at drive bank i Danmark. Det er svært at konkurrere, når man skal bruge halvdelen af sine ressourcer på at overholde regler.
ATP fremstår ved første øjekast solid med en bonusreserve på 100 milliarder kroner. Men bag facaden ligger hovedparten af danskernes pensionsmidler – over 500 milliarder – nærmest uvirksomme, låst fast af en garantiordning, der måske ikke længere giver den tryghed, man tror.
Og så er der det geopolitiske spil mellem USA og Kina. Hvem har egentlig spillet sine kort bedst? Eller er det snarere et spørgsmål om, hvem der har overspillet dem?
Har du emner, vi skal have fokus på eller kommentar til vores Podcast, er du velkommen til at sende os en mail på
[email protected]