I dag er en festdag på niveau med den, hvor vi modtog vores nye optageudstyr! Der udkommer nemlig intet mindre end TO afsnit af Rytterstuen Rundt! På en blæsende januardag - vi håber, vinden er med til at give lidt hyggestemning - optog vi nemlig denne episode om rideskoler, men der var så mange ting, vi gerne ville omkring!
I del 1 får du en introduktion til, hvordan vores oplevelser har været med rideskole. Vi kommer omkring både de gode og de mindre gode oplevelser, som vi begge har haft, men som på samme tid har været med til at præge os som ryttere og hestemennesker. Vi er nemlig hestemennesker fremfor alt, og det kræver, at vi forstår og ser vores heste i al håndtering af dem.