Velkommen til det sidste afsnit i vores tidskapsel-rejse: otte år foldet ud, ét afsnit ad gangen, fra 2017 til 2024. Vi har været stolte, rasende, trætte, rørte. Det har været en tur, ingen af os kunne forberede sig på. Og nu står vi her, ved kanten af 2025, og spørger: Hvordan har vi det egentlig?

Når vi ser tilbage på denne rejse, føles det som at åbne rum fuld af både guld og spøgelser. 

I dette afsnit vender vi blikket mod vores tidskapsel-rejse og mærker, hvad den egentlig har gjort ved os. For nogle af os blev tilbageblikket en konfrontation, der både gjorde ondt og lettede et rum, vi ikke vidste, vi stadig bar rundt på. For andre blev det en genkendelse, der ramte hårdere end forventet, en påmindelse om, hvor meget der har flyttet sig, og hvor meget der stadig står stille. Vi taler om det, der skiftede i os undervejs, om alt det, der pludselig blev tydeligt, og om den måde otte års arbejde kan forme mennesker, retninger og relationer.

Og et sted midt i det hele åbner vi også for noget personligt. Et valg. En bevægelse. Et nyt kapitel. Ikke som et dramatisk punktum, men som en ærlig konsekvens af alt det, vi har bygget, båret og kæmpet for.

Lyt med, når vi folder det sidste lag ud af tidskapslen, det vi lærte, det der gjorde nas, og det der gjorde os stolte. Og når vi stiller det vigtigste spørgsmål af dem alle: hvad gør man, når et bord, der har stået i otte år, begynder at skifte form?

Tak fordi I har fulgt tidskapslen. Tak fordi I stadig er her.

Tak til Rasmus Cleve for at klippe dette afsnit.

Tak til Maria Svehag for at holde vores socials levende.

Tak til Awinbeh for jinglen og Liv Habel for billederne.

Tak til Lasse Lund for at have klippet os gennem otte år, og til Mie Brandstrup og hele Lake Radio for at være en del af rejsen.

Rigtig godt nytår til de bedste lyttere i verden.

Vi ses i det næste kapitel.

Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.

I dag åbner vi tidskapslen for 2024 og lander direkte i et af de mest komplekse, sårbare og nødvendige afsnit, vi har lavet: vores live-samtale om colourism, optaget på Blaagaard Teater. 

Et rum, hvor vi inviterede jer, publikum, helt tæt på,ikke som gæster, men som medforfattere. Et rum, der skulle kunne holde både vrede, sorg, mod, ærlighed og de dér små rystelser i stemmen, som kun opstår, når man taler om noget, der rammer tæt på kroppen.

Fire mennesker vi elsker og respekterer, Lucia Odoom, Moussa Mchangama, Mary Tesfaye og Oda-Kange Midtvåge Diallo, løftede samtalen om colourism på måder, der stadig rumsterer i os.

I afsnittet talte vi om colourism som et racismebegreb, hvor mennesker inden for samme racialiserede gruppe behandles forskelligt alt efter deres nærhed til eurocentriske idealer. Vi undersøgte, hvordan colourism hænger sammen med antisorthed, kolonial historie, køn, klasse, krop og alle de normer, der bestemmer adgang til rum og fællesskaber. 

Når vi genlytter i 2025, spørger vi os selv, hvordan vi havde det dengang, hvad vi ville sige anderledes i dag, og om samtalen er blevet klogere, skarpere eller bare mere kompliceret. Colourism er stadig relevant, synligt og sårbart, og selvom sproget er blevet stærkere, står mange af de samme strukturer tilbage. Har afsnittet ældet godt? Ja, fordi bevidstheden er vokset. Nej, fordi hierarkierne stadig er til stede. Måske, fordi fælles ansvar tager tid. Men samtalen lever, og vi står stadig midt i den.

Tak fordi I stadig lytter med.

Tak til Lasse Lund for klipning og vodcast

Tak til Jakob Ranum for studietid

Tak til Liv Habel for artwork

Tak til Awinbeh for jinglen

Og tak til Maria Svehag for at genoplive vores insta

Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.

Velkommen tilbage til tidskapslen – og velkommen til 2023.

I dag åbner vi året, hvor vi blev Årets Stemme ved ELLE Awards 2023. Et øjeblik fyldt med hæder, hyldest og en lille, sitrende ambivalens. For hvad betyder det egentlig at blive løftet frem af et system, der samtidig reproducerer eurocentriske normer for krop, hår, stemme, tone, og idéer om “professionalisme”?

Priser giver en platform og et podium, ja. Men de forandrer sjældent vilkårene. Den erkendelse fulgte os som en stille modstemme hele året.

Og samtidig… hold nu op, hvor lavede vi meget i 2023. Talks, events, fester, afsnit, samarbejder, kampagner, debatter, biografaftener, you name it, mens vi samtidig passede krævende fuldtidsjobs. 2023 var både champagnepropper og kalenderkollaps.

Men det var også Renaissance-året.

Beyoncé i Hamborg. Visual-festen i Empire Bio.

Og Rihannas Super Bowl.

Der er år i ens liv, der føles som verdensomspændende koreografier. 2023 var ét stort beat drop.

Tak fordi I stadig lytter med.

Tak til Lasse Lund for klipning og vodcast

Tak til Jakob Ranum for studietid

Tak til Liv Habel for artwork

Tak til Awinbeh for jinglen

Og tak til Maria Svehag for at genoplive vores insta

Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.

Velkommen til tidskapslen 2022, et år der står som en mellemstation mellem verdensbrand og hverdagens skrøbelige håb. Og denne gang tager vi jer med til et rum, hvor vi havde publikum foran os og Aka Hansen ved bordet. Dengang hed det Teater Grob. I dag hedder det Blaagaard Teater. Nogle ting skifter navn, andre ting ændrer form og nogle ting nægter at forandre sig, uanset hvor mange år der går.

Det afsnit, vi åbner sammen i dag, blev optaget på scenen i 2022 som optakt til Kvindernes Kampdag 2022. Vores præmis var klar:

Hvid feminisme som verdenssyn står på et sæt antagelser, der centrerer hvidhed og overskriver alle andre virkeligheder. Det bliver pakket som universalisme, men konsekvensen er en global udviskning af brune, sorte og oprindelige folks perspektiver, både i Danmark og langt ud over rigsfællesskabets grænser.

Når vi genlytter samtalen, slår det os, hvor lidt der faktisk har flyttet sig siden. Vi snakker nemlig også om hvorfor Aka Hansen ikke kom med på den danske flotilla, der skulle sejle nødhjælp til Gaza i år. Den samme koloniale spændetrøje, den samme misrepræsentation, de samme strukturelle kræfter, der bestemmer hvem der får lov at handle, tale og repræsentere.

For selvom intersektionel feminisme er blevet et mere almindeligt ord i 2025, er praksis stadig et helt andet sted. Hvid feminisme fylder stadig i rummene. Koloniale logikker styrer stadig, hvem der bliver hørt. Repræsentation er stadig et spørgsmål om, hvem der har nøglerne til selve bygningen, ikke kun scenen.

Er samtalen stadig relevant? Ja. Måske mere end nogensinde. Men også: samtalen har ændret form. Den kræver flere nuancer, flere stemmer, færre skamfulde sidestykker, mere politisk konsekvens. Og den kræver, at vi taler om feminisme som både relation, økonomi, geopolitik, kolonihistorie og infrastruktur. Ikke kun som følelse.

Tak fordi I stadig lytter med.

Tak til Lasse Lund for klipning og vodcast

Tak til Jakob Ranum for studietid

Tak til Liv Habel for artwork

Tak til Awinbeh for jinglen

Og tak til Maria Svehag for at genoplive vores insta

Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.

I dag åbner vi tidskapslen fra 2021 og vender tilbage til afsnittet “Drømmen om familieskabelsen” hvor vi havde besøg af Moussa Mchangama, og hvor spørgsmålet “Hvem får lov til at kalde noget familie, og på hvilke betingelser?” lå og dirrede mellem os som en ulmende grundtone.

2021 står som et år, der både genåbnede verden og lukkede nogle illusioner ned: Danmark vågnede fra pandemiens dvale, Clubhouse havde fire minutters berømmelse, Inger Støjberg fik sin historiske rigsretssag, og Beyoncé skrev Grammy-rekord. Vi gik fra tre værter til to værter, et følelsesladet, nødvendigt og ret voldsomt gearskifte, der ændrede butikken her for altid.

Når vi lytter tilbage, bliver det tydeligt: 2021 var et brydningspunkt for familie, omsorg og de historier vi tillader at eksistere.

Vi talte om normativitetskvælningen, den der usynlige hånd, der presser folk ind i to-forældre-loftet, hvor juridiske rettigheder stopper ved papiret og ikke ved praksis. Vi talte om manglen på sprog, om den administrative sårbarhed, og om hvordan omsorg ikke kun er bløde følelser, men også tid, penge, netværk og infrastruktur.

Hvordan står vi i dag med de tanker? Hvilke af vores 2021-overbevisninger holder og hvilke andre er krakeleret undervejs?

Noget har rykket sig trods alt. Flerforældreskab er gået fra at være et kantfænomen til at blive konkret politisk debat, barselsfordeling, rettigheder, synlighed. Men Danmark anerkender stadig kun to juridiske forældre. Medforældre er stadig afhængige af fuldmagter, omveje og tillid til systemer, der ikke er bygget til dem. Det er her næste store kamp ligger.

Det her afsnit fra 2021 blev et spejl for os og måske også for jer. Et sted hvor vi ser, hvordan vores tanker om familie, omsorg, rettigheder og praksis har ændret sig. Og hvor drømmen om familieskabelse ikke bare er metaforisk, men politisk, økonomisk, juridisk og heldigvis også levende.

Til jer der bygger familie udenfor manualen: I er ikke undtagelsen. I er standarden, vi er ved at skrive.

Tak fordi I stadig lytter med.

Tak til Lasse Lund og Jakob Ranum for studietid og vodcast

Tak til Liv Habel for artwork

Tak til Awinbeh for jinglen

Og tak til Maria Svehag for at genoplive vores insta

Vi ses i tidskapslen 2022.

Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.

Her vender vi tilbage til 2020 via afsnittet “8 minutter og 47 sekunder” – et af de mest intense, sårbare og historiske øjeblikke i podcastens liv. Det er året, hvor Danmark lukker ned, hvor “sammen – hver for sig” bliver et nationalt mantra, og hvor George Floyds død og Black Lives Matter bevægelsen for alvor flytter sig ind i vores kollektive bevidsthed.

På den ene side genoplever vi stemningen og chokket fra 2020 – corona, hjemmejob, privatfester som coping, skærsildsfølelsen – og på den anden side lytter vi til, hvordan vi talte om nyhedsmedier, døde sorte kroppe på skærmen, aktivisme og udbrændthed, dengang vi stod midt i det. 

Gør jer klar til nedslag i vores politiske og følelsesmæssige udvikling: fra analysen af medierne, over spørgsmålet om hårdførhed og afstumpning, til refleksioner over BLM som bevægelse og et gammelt ønske om “aldrig at snakke om racisme igen”.

Vi taler om, hvorvidt vi selv – og samtalen om racisme, sorthed og solidaritet – har rykket sig fra 2020 til 2025. 

Ved at sætte vores gamle ord op imod vores nuværende perspektiv blev det både et spejl, en kritik, en kærlig roast og en kærlig arkivering af tre sorte kvinder, der prøvede at skabe mening midt i en global undtagelsestilstand.

Kære lyttere, hvad er status på antiracisme, sociale bevægelser og hverdagsmodstand i 2025, hvis I selv skulle sige det? Og vigtigst: DIT IT AGE WELL? 

Vi inviterer jer både til at genhøre det oprindelige afsnit og selv mærke efter, hvordan I selv har flyttet sig siden. For os blev 2020 ikke bare et tilbageblik, men det blev også en påmindelse om, at vi stadig lever med efterdønningerne af 2020 – og at skærsilden nogle gange også er et sted, hvor man opdager, hvad man ikke vil gå tilbage til.

Tusind tak fordi I lytter med.

Tak til Lasse Lund for vodcast og Jakob Ranum for studietid

Tak til Maria Svehag for SoMe.

Tak til Awinbeh for jinglen og tak til Liv Habel for vores smukke coverbillede

Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.

Vibe check for jubilæumsrejsen: Er I stadig med os? Så giv et like og en kommentar i bedste 2019-stil.

Vi er tilbage i tiden, hvor “diversitet” blev et brand, og sorte kvinder pludselig dukkede op i kampagner, paneler og powerpoints, men stadig sjældent i beslutningsrummene. Sammen med kæreste og klogeste Lucia Odoom gik vi ind tokenisme-æraen og pillede det fra hinanden.

Og i dette afsnit pakker vi 2019-tidskapsel med politisk kaos, diversitetshykleri og de første ‘representation collabs’ – og spørger, hvad det egentlig kostede at være synlig, og hvorfor repræsentation uden reel indflydelse føles som en kulisse. Undervejs vender vi også black girl magic-fatigue, allyship, selvværd og følelsen af at være “the first Black of anything” – og hvorfor den fortælling aldrig har været nok.

Hvad synes I egentlig selv? Har vi bevæget os tilstrækkeligt langt nok i dag ift. til at være inviteret til møderne, men ikke til magten?

Det her afsnit er i hvert fald til dig, der nogensinde har været den eneste. Og til alle, der stadig tror, at at have os med på billedet er det samme som forandring.

Spoiler alert: IT’S NOT

Tusind TAK fordi I lytter med.

Tak til Lasse Lund for vodcast og Jakob Ranum for studietid

Tak til Maria Svehag for SoMe.

Tak til Awinbeh for jinglen og tak til Liv Habel for vores smukke coverbillede

Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.

I dette bonusafsnit sidder Ingrid alene i studiet for at tage videre fat på forrige afsnit – og et af de mest oversete temaer i psykiatrien: flygtninge og efterkommere med ubehandlede traumer. Med udgangspunkt i min egen historie fra borgerkrig i Rwanda til en sen PTSD-diagnose spørger jeg, hvorfor traumer behandles som integrationsproblem i stedet for som det, de er: et sundhedsproblem.

Sammen med Thomas Rohden, næstformand i Region Hovedstaden og kritiker af tolkegebyret, fokuserer afsnittet bl.a. på disse konkrete knudepunkter: adgang til gratis og professionel tolkning, kultur- og traumeforståelse som en faglig kerneopgave, og øremærkede midler til traumebehandling i samarbejde med de aktører på området, der bærer hele traumebehandlingen, bl.a. DIGNITY, OASIS og RCT.

Det her er ikke en nichefortælling, men et spørgsmål om folkesundhed og lighed i psykiatrien.

Afsnittet er til dig, der bærer krigen i kroppen, til dig der arbejder i systemet – og til dig, der skal stemme ved kommunal- og regionalvalget i 2025 og fremadrettet vil holde politikerne op på mere end flotte ord.

Tusind tak fordi I lytter med.

Tak til Lasse Lund for vodcast og Jakob Ranum for studietid

Tak til Maria Svehag for SoMe.

Tak til Awinbeh for jinglen og tak til Liv Habel for vores smukke coverbillede

Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.

I dette afsnit åbner vi endnu et kapitel i vores tidskapsel: sikke et år, sikke et afsnit, sikke et gensyn. Vi spoler tilbage til 2018 og til afsnittet “Traumer”, hvor vi dengang havde vores elskede ven Céleste Nshimiyimana med i snakken – et af vores mest sårbare historieafsnit om egne og nedarvede traumer.

Afsnittet er til dig, der har fulgt os siden dengang, og til dig, der først lige er kommet med til ombord. Det er et sårbart reality check på, hvem vi var, hvem vi er nu – og hvorfor traumer stadig ikke bare er noget, man “kommer sig over”, men noget, vi lever, arver og insisterer på at tale højt om.

Tusind tak fordi I lytter med.

Tak til Lasse Lund for vodcast og Jakob Ranum for studietid

Tak til Maria Svehag for SoMe.

Tak til Awinbeh for jinglen og tak til Liv Habel for vores smukke coverbillede

Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.

I begyndelsen var ordet, og ordet var hos …

NEJ! I begyndelsen var der en zoom-optager på et spisebord, der gik på omgang mellem Stephanie Asi Brix, Betty Kandindima, Naima Yasin og Ingrid Baraka.

Det var ikke glamourøst eller planlagt — det var bare os, der tænkte: “nu gør vi sg’ noget, i stedet for bare at snakke om det, så BYE FELICIAAAA”.

Når vi ser tilbage på det hele i dette afsnit, må vi også grine – og græde lidt, fordi … “DID IT AGE WELL?" You tell us! 

Velkommen til Tidskapsel kapitel 1: 2017. 

Rigtig god lyttelyst <3 <3 <3 <3

Tak til Lasse Lund for vodcast og Jakob Ranum for studietid

Tak til Maria Svehag for SoMe

Tak til Awinbeh for jinglen og tak til Liv Habel for vores smukke coverbillede

Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.