I syvende afsnit snakker vi om hvordan virkeligheden for vores helte pludselig ikke har nogen rammer eller struktur, men til gengæld har masser af ensomhed. Særligt Diana har fokus på de mørke scener, mens Sigurd er lidt gladere for de lyse og positive scener. Til gengæld kan Sigurd ikke finde ud af at sige Hermione og han kommer også til at sige alfabetisk i stedet for kronologisk. 

God lytning:)