I “Boblemanden og vinterbadnings magiske indvirkning på skam” hører vi, hvordan den navnløse fortæller mærker barndommens fortrængte traumatiske oplevelser komme til live, da han falder i vandet i Vedbæk havn på den koldeste dag i februar.

Det er ikke en lineær fortælling. Historien hopper frem og tilbage i tid. Imens fortælleren ligger på bunden af Vedbæk havn nær druknedøden, hører vi om alt det, der hændte for længe siden, og vi hører om, hvordan fortælleren har gået i en usynlig boble for at kunne holde ud at gå rundt mellem mennesker.

I modsætning til mange af de andre noveller trækker denne novelle personligt stof uden, at det dog bliver gjort klart, hvad der er virkelighed og, hvad der er fantasi. Husk fortællingens hovedperson er en fiktiv karakter, og fortælleren har det godt.