I den første måned kom hele israelitternes menighed til Sins ørken, og folket slog sig ned i Kadesh. Dér døde Mirjam, og dér blev hun begravet.

Der var ikke vand til menigheden, så de samlede sig om Moses og Aron.  Folket rettede anklager mod Moses og sagde: »Var vi bare omkommet ligesom vore brødre for Herrens ansigt.  Hvorfor har I ført Herrens forsamling ud i denne ørken, så både vi og vort kvæg skal dø her?  Hvorfor har I ført os op fra Egypten og bragt os til dette frygtelige sted, hvor der hverken er korn eller figner eller druer eller granatæbler, og hvor der ikke er vand at drikke?«  Moses og Aron forlod forsamlingen og gik hen til indgangen til Åbenbaringsteltet; de kastede sig ned, og Herrens herlighed viste sig for dem.  Herren sagde til Moses:  »Tag staven, og kald menigheden sammen. Du og din bror Aron skal tale til klippen for øjnene af dem, så vil den give vand. Du skal få vand ud af klippen til dem og give menigheden og dens kvæg at drikke.«  Så tog Moses staven, der lå for Herrens ansigt, sådan som Herren havde befalet ham.  Moses og Aron kaldte forsamlingen hen foran klippen, og Moses sagde til dem: »Hør nu, I trodsige! Mon vi kan få vand ud til jer af denne klippe?«  Så løftede Moses hånden og slog to gange på klippen med sin stav, og der strømmede rigeligt vand ud, så både menigheden og deres kvæg kunne drikke.  Men Herren sagde til Moses og Aron: »I troede ikke på mig og agtede ikke min hellighed for øjnene af israelitterne; derfor skal I ikke komme til at føre denne forsamling til det land, jeg har givet dem.«