
Sign up to save your podcasts
Or


Interview med projektleder i SmartBrønd, Victor Severinsen – 12. maj 2026
Nyere dansk startup giver kommunerne øjne i kloakker og regnvandsreservoirs. Med sensorer og dynamiske ventiler kan kommunen ikke bare holde følge med i – men også i langt højere grad styre, hvordan vandet fordeler sig i de underjordiske systemer.
Det gør både, at man som kommune bedre kan forberede sig til ekstremvejr, med konkrete indsigter i, hvor meget vand der kan modtages og opbevares i forskellige systemer. Samtidig kan overfladevand gøres til en aktiv ressource – og erstatte drikkevand, når der for eksempel skal vandes i parker og anlæg - eller når graffiti og lignende skal vaskes af kommunale bygninger.
I et tæt samarbejde med Frederiksberg Kommune, har SmartBrønd kørt en løbende produktudvikling, som altså understøtter både en klimasikringsdagsorden og sikrer ressourcebesparelser.
I dette afsnit af Den grønne kode, kan du høre mere om, hvordan udviklingen er foregået - og hvor den er på vej hen.
Læs mere om SmartBrønd her: https://www.smartbrønd.dk/
Interview med stifter og CEO i Rejoose, Thomas Mardahl – 29. maj 2026
For TREDJE år i træk, er ICT carbon specialist og datacenterkyndig, Thomas Mardahl, omkring studiet, for at gøre status på datacentrene i et klimaperspektiv.
Vi runder både nationale, europæiske og globale perspektiver på en industri, som er begyndt at kæmpe lidt med knaphed.
Der er nemlig både lange ventetider for datacenteroperatører, som vil kobles på elnettet i Danmark, i Europa og andre steder i verden. Vi har ganske enkelt hverken strømmen eller infrastrukturen til at understøtte den hastigt stigende efterspørgsel.
Samtidig stiger priserne på hardware. Det skyldes selvsagt en eksplosiv vækst i efterspørgslen - men også knaphed i kritiske ædelmetaller og lignende.
Og så skal vi selvfølgelig også omkring regulering, indkøb og digital suverænitet - og den kommunale vinkel: Driftsfællesskaber. Hvordan skal kommunerne forholde sig til klimadagsordenen, når der i skrivende stund etableres regionale driftsfællesskaber.
Håber det er lige så hyggeligt at lytte til, som det var at optage.
Læs mere om Rejoose her: https://rejoose.com/home
Interview med stifter af Upcyclingforum, Rasmus Falkenberg – 16. marts 2026
Vi vender tilbage til byggebranchen og den cirkulære forretningsmodel. Der findes nemlig en aktør på det danske marked, som er godt i gang med at knække den nød, som er cirkulære byggematerialer.
Drevet af lysten til at løse problemer og forløse det store potentialer i at genbruge materialer, har Rasmus stødt og roligt indkredset barrierer og fundet løsninger.
Resultatet er en platform for alle aktører i byggeprocessen, hvor der er materialebanker, projekter og inspirerende cases, som til sammen skaber gode forudsætninger for at lave byggeprojekter med en høj andel af genbrugte materialer.
Vi kommer blandt andet omkring regulering som en central motor for at drive og udvikle brugtmarkedet, om principper som “materiale før blyant”, om en fornyet æstetik og om modet til at gå forrest – og den inspiration de gode genbrugs-cases skaber.
Tak til Digital Lead for at låne lokaler ud til optagelsen.
Læs mere om Upcyclingforum på https://www.upcyclingforum.dk/
Interview with Assistant Professor, Raghavendra Selvan – February 11th 2026
When people from your network start releasing books on Sustainable AI, I feel obligated to invite them into a talk in the studio – even though we must do it in English.
So, for once the podcast is recorded in English, so you get the chance to get a (relatively) brief look into the interesting findings of Raghavendra's impressive and holistic work with AI utilization within planetary boundaries.
On top of communicating his findings, Raghavendra delivers advice on how to mitigate the resource use of AI on both technical and organizational levels.
Raghavendra’s work became broadly known from a study where AI prompts were compared with a number of phone charges. We also touch upon these studies, how they were recieved and why it’s difficult to give exact numbers when measuring the energy use of AI-models.
You can learn more about Raghavendra Selvan and his book “Sustainable AI” here: https://raghavian.github.io/
Interview med Specialkonsulent, Marianne Knudsen og Funktionsleder, Nikolaj Persson – den 15. december 2025
I tredje og sidste temaudsendelse om Klimadatastyrelsen (for denne gang) har vi hele to gæster i studiet til at fortælle om styrelsens arbejde med en digital tvilling – eller 3D-model – af hele Danmark.
Hvad er en digital tvilling for en størrelse? Hvordan bygger man dan? Hvordan holder man den opdateret? Hvad kan den bruges til? Hvad er ambitionerne i de tidlige versioner? Og hvad skal der ske med den i fremtiden?
Det er bare nogle af de spørgsmål vi når omkring. Emnet er også blevet berørt i de forudgående afsnit med styrelsen – for der er store potentialer i en samlet 3D datamodel for Danmark.
Den digitale tvilling er på mange måder i sig selv et emne for fremtiden, dels fordi den endnu ikke er i produktion, men også fordi den åbner helt nye potentialer for at kommunikere forskellige emner og scenarier i en mere virkelighedstro kontekst.
Du kan se nogle demonstrationer af Danmarks digitale tvilling på Klimadatastyrelsens Youtube-kanal: https://www.youtube.com/@styrelsenfordataforsyningo2859
Interview med Funktionsleder, Andrew Flatman – den 2. december 2025
For anden gang har vi besøg fra Klimadatastyrelsen. Dagens gæst, Andrew Flatman, har været med på styrelsens udviklingsrejse igennem 15 år, og har derfor også en dyb forståelse for, hvordan opgaverne, værdiskabelsen og målgrupperne har udviklet sig for styrelsen over tid.
Vi er så heldige, at Andrew gerne vil tage os med på rejsen, hvor vi kommer vidt omkring i den kerneforretning som har udfoldet sig igennem det sidste halvandet årti.
Selvom vi taler meget fortid og nutid, kommer vi selvfølgelig også omkring fremtiden – og klimadatas rolle i fremtidens Danmark.
I løbet af udsendelse nævner Andrew også nogle data-labs, som du kan besøge lige her: https://dataforsyningen.dk/labs
Interview med direktør, Rikke Hougaard Zeberg – den 17. november 2025
I sommeren 2024 skiftede det daværende Styrelsen for dataforsyning og infrastruktur (SDFI) navn til Klimadatastyrelsen. Både et mere mundret navn, men også en ny og anderledes signalværdi.
Rikke Zeberg tiltrådte som direktør for selvsamme styrelse kort før det nye navn blev meldt ud. Det var derfor også oplagt at få kvinden i spidsen i studiet til en snak om det skifte, der er sket på navnesiden under hendes ledelse – og hvad det betyder på et strategiske niveau.
Sjovt nok foregår der rigtig mange ting i Klimadatastyrelsen, som er spændende stof for vores podcast. Derfor er dette afsnit det første i en række af i alt tre afsnit med Klimadatastyrelsen, hvor vi dykker ind i forskellige vinkler på deres arbejde.
Du kan læse meget mere om Klimadatastyrelsen på deres hjemmeside: https://www.klimadatastyrelsen.dk/
Interview med Mikkel Lemme Jakobsen – den 18. november 2025
Når man som kommune skal arbejde med klimadagsordenen, er der rigtig meget at tage fat på. Kommunen har for det første ansvar for mange områder, som kobler sig tæt til klima, miljø og klimasikring.
Men udover at tage sig af egne udledninger, har kommunerne også påtaget sig opgaven med at arbejde med klimadagsordenen for den kommunale geografi.
Dagsordner som det er svært at arbejde med, hvis ikke man måler og vejer, justerer og tilpasser. I Aarhus kommune har man oppet ambitionerne for, hvordan der skal indhentes og arbejdes med data inden for klima - så man hurtigere kan reagere, tilpasse og optimere indsatsen, og få “mest klima for pengene”.
Med ambitionerne på plads, er der stiftet en lille enhed, bestående af tre dataknusere, som skal få skabt fundamentet for en ny og agil model for at arbejde med klimadata. En af de folk, der skal få ambitionen til at blive til virkelighed, er data- og analysekonsulent, Mikkel Lemme Jakobsen.
Jeg besøgte ham til en hurtig snak om deres spændende kurs i Aarhus, da jeg alligevel lagde vejen forbi smilets by til kommunalvalg.
Interview med Bodil Ankjær Nielsen – den 28. november 2025
Ud over at Esbjerg kommune kæmper med vand fra kysten, vand fra neden og vand fra nabokommunerne – er kommunen også adskillige gange blevet ramt af ekstreme regnskyl, som udfordrer infrastruktur, grundejere og som er på kanten af at udfordre borgernes sikkerhed.
Du husker måske en Grøn Koncert, som måtte evakueres i sommeren 2025 eller en oversvømmet motorvej i efteråret 2023. Sagen er nemlig den, at det, der statistisk set kaldes 100-års hændelser, har ramt Esbjerg flere gange inden for de sidste bare 10 år.
Bodil Ankjær Nielsen har som klimatilpasningskoordinator fulgt udfordringerne fra første parket igennem de sidste mange år. Og de senere år, er digitalisering kommet til at spille en ny og mere central rolle i forhold til Esbjerg kommunes arbejde med dagsordenen.
Vi drøfter udfordringerne og den applikation, som Esbjerg har udviklet (på baggrund af et projekt fra Odense). Hvad kan den, hvilket datagrundlag står den på - og hvorfor er der ikke flere borgere der bruger den – end tilfældet er?
Og så ser vi selvfølgelig på perspektiver - både i forhold til Esbjergs App og mere generelt fra vores fælles oplevelser ved ATV’s mission labs – hvor vi stiftede bekendtskab.
Interview med Astrid Haug – den 31. oktober 2025
Hvad får man, hvis man samler en lang række ildsjæle og eksperter inden for teknologi, data og klimasikring til en række “mission labs” om digitalisering og klimasikring?
Det finder du ud af, hvis du lytter med her. Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) har netop gennemført en serie mission labs igennem 2025 med tema om digitalisering i forhold til klima / klimasikring. Som tovholder igennem sessionerne stod Astrid Haug, der også sidder med i ATV’s digitale vismandsråd.
Sammen taler vi os ind i, hvad digitale teknologier kan bidrage med i relation til klimasikring samt hvilke forudsætninger der skal til, for at vi kommer fra et meget fragmenteret udbud af knopskydende digitale hjælpemidler – til en samlet og helhedsorienteret tilgang – ligesom vi selvfølgelig også berør, hvorfor en samlet tilgang er essentiel for netop klimasikring.
Hvis du er nysgerrig på den guide, som samler pointerne fra ATV’s mission lab, kan du læse mere om den og arbejdet bag – her: https://atv.dk/nyheder/nyhed/digitalisering-viser-vej-til-fremtidssikret-klimatilpasning
Vil du vide mere om Astrid Haug, kan du finde hende og hendes virke her: https://astridhaug.dk/
From the publisher's feed
En podcast for klimanørder og digitaliseringsentusiaster.
Lyt med når de danske eksperter i koblingen mellem grøn omstilling og digitalisering (også kendt som ’Twin Transition’)…
Danmark halter nemlig bagefter vores europæiske naboer, når det handler om at opbygge og pleje netop denne kobling. Målet med denne podcast er derfor at gøre det lettere at gennemskue, hvorfor og hvordan man kan arbejde med twin transition i virksomheder, i kommuner og selvfølgelig også i it-branchen.
Kommunernes it-fællesskab, KOMBIT, står bag produktionen.
Læs mere om KOMBITs arbejde med grøn omstilling her: https://kombit.dk/fokusomraader/groen-omstilling