Et radio-talkshow med både sjov og alvor, hvor værterne Sara Otte og Dennis Johannesson kommer længere ind, og endnu tættere på deres gæster. Programmet tager revolverjournalistikken til nye højder med spørgsmål hentet i 'Den Russiske Roulette', ladt med spørgsmål fra tidligere gæster. Denne lørdag er der besøg af:
Anne Louise Hassing - Skuespilleren som rigtigt mange lærte at kende i Tv-serien 'Krøniken'. Nu er hun med i Tv-programmet '12 uger i helvede' på Kanal 5 og Discovery+. Sammen med fem andre kendte, kæmper hun for drømmekroppen.
Morten Bruun - Tidligere professionel fodboldspiller og cheftræner for Silkeborg og Sønderjyske. Kommentator og ekspert, også under årets EM-slutrunde. Har udgivet en bog om engelsk fodbold, og den 6. september kom den danske pendant: 'Kampdag'.
Jeanette Varberg - Museumsinspektør ved Nationalmuseet, arkæolog og prisbelønnet forfatter, blandt andet til bogen 'Viking'. Nu er hun klar med børne- og ungdomsromanen 'Swarta - blodskyggernes forbandelse', om jernalderens store krige.