Et radiotalkshow med både sjov og alvor, hvor værterne Julie Bundgaard og Dennis Johannesson kommer længere ind og tættere på deres gæster. Programmet tager revolverjournalistikken til nye højder med spørgsmål hentet i 'Den Russiske Roulette'. Alle holder vejret - undtagen når de synger. Denne lørdag er der besøg af: Britt Bendixen - danselærernes ukronede dronning. Landskendt for sin rolle som dommer i 'Vild med Dans', men har såmænd også givet den som skuespiller i den nye Erik Clausen-film. Og så er hun aktuel med en helt ny bog - Mads Christensen - Foredragsholder og fast 'Mads og Monopolet'-deltager, men også manden bag fem 'Blærerøvs'-bøger og en enkelt om sex. Nu lægger han stemme til en karakter i den nye Paddington-film - samt Carsten Bang - komikeren der blev født på et alderdomshjem. Siden er det kun gået fremad. Masser af radio og TV - masser af teater - og masser af one-man shows har han på samvittigheden. Det nyeste hedder 'Alter Ego'.