Flokdynamik

Flokdynamik

By Desirae Rasmussen og Helle KnudsenScienceNature
Download on the App Store

Flokdynamik episodes

  • 32. Paco, Jazz og de svære beslutninger – en ærlig snak om flokintegration

    I dette afsnit fortsætter Helle og Des historien om Paco og hans integration i flokken på Djurs Horse Park.

    I første afsnit fortalte vi om Pacos baggrund, vores overvejelser og den første sammenlukning. Denne gang tager vi jer med ind i de efterfølgende uger, hvor situationen bliver mere kompliceret, end vi først havde forventet.

    Vi snakker om de små signaler i flokken, Pacos interesse for hoppen Selina, dynamikken mellem Paco og den ældre vallak Jazz, og hvordan ændringer i relationerne begynder at påvirke hele flokken.

    Men afsnittet handler også om os som mennesker. Om hvor svært det kan være at forholde sig objektivt, når følelserne spiller ind, og hvordan en velment beslutning kan få konsekvenser, man ikke havde forudset.

    Det er en ærlig snak om flokadfærd, observation, management og de udfordringer, der følger med, når teori skal omsættes til praksis.

    På Flokdynamik-platformen deler vi desuden videoer fra forløbet, hvor vi gennemgår observationer og adfærd undervejs.

    56 min
  • 31. Sammen om hestene – en snak med Frija Kristiansen fra Bornholm

    I dette afsnit er Helle og Des på Bornholm, hvor de har besøg i podcasten af Frija Kristiansen, som arbejder som hovbeskærer og er forperson for den nystiftede forening Sammen om hestene.

    Vi snakker om, hvordan det er at have hest på Bornholm, både de praktiske udfordringer ved at bo på en ø og de mange muligheder, naturen giver. Vi kommer også ind på den store interesse for Mountain Trail på Bornholm og ikke mindst, hvordan en lille gruppe engagerede hestefolk på kort tid har skabt en ny forening med fokus på fællesskab, vidensdeling og trivsel for både heste og mennesker.

    Det bliver en snak om samarbejde på tværs af discipliner, om at turde skabe noget nyt og om vigtigheden af en kultur, hvor vi hjælper hinanden frem for at konkurrere med eller kritisere hinanden.

    46 min
  • 30. At bruge sit netværk: når vi ikke skal stå alene med vurderingen

    I dette afsnit snakker Helle og Des om det at bruge sit faglige netværk – og hvorfor det kan være så vigtigt at få ekstra øjne på, også når man selv arbejder professionelt med heste. Samtalen tager udgangspunkt i Jazz, som er blevet 22 år, og hvor Helle havde brug for et “500.000 km eftersyn” hos dyrlægen for at sikre sig, at hun ikke stirrede sig blind på ham.

    Vi taler om sundhedstjek, smerte, seniorheste, livskvalitet og det svære i at vurdere en hest, man kender rigtig godt. For hvornår er noget alder? Hvornår er det smerte? Hvornår er det stress? Og hvornår har vi brug for, at en dyrlæge, tandlæge, foderkonsulent eller anden fagperson hjælper os med at se det, vi måske selv overser? Afsnittet er en opfordring til at bruge de dygtige mennesker omkring os – ikke kun når noget er akut, men også når vi har brug for rådgivning, refleksion og et mere klart blik.

    40 min
  • 29. Når heste flytter kultur: flok, opvækst og sociale erfaringer

    I dette afsnit snakker Helle og Des om kultur hos heste – både i helårsgræsning, i vores tamhesteflokke og i de miljøer, hestene vokser op i. Samtalen tager udgangspunkt i Helles og Dess seneste tur til Spanien med naturforvaltere, hvor spørgsmålet om hestenes kultur fyldte meget: Hvilke erfaringer tager heste med sig, og hvordan påvirker det deres måde at være hest på?

    Vi taler om, hvordan føl og ungheste lærer fra de voksne heste omkring dem, og hvorfor opvækst, flokstruktur, miljø og de første møder med andre heste kan få stor betydning senere i livet. Afsnittet handler også om voksne hopper, vallakker, hingsteadfærd, importheste, “gå væk”-kultur, smerte, mavesår og hvorfor vi skal passe på med at gøre hestens adfærd til noget, der bare handler om personlighed eller træning. Kultur er ikke hele forklaringen – men det er en vigtig brik, vi ofte overser.

    1 hr 1 min
  • 28. Fodring er mere end foderplaner – en snak med Susan Helany

    I dette afsnit har Des besøg af Susan Helany fra Helany Equine (https://helanyequine.dk/), som arbejder som uvildig foderkonsulent med en holistisk tilgang til fodring. Samtalen tager udgangspunkt i Susans besøg hos flokken på Djurs Horse Park, hvor de gennemgår hestene, laver huldvurderinger og taler om fodring i relation til årstid, foldforhold, flokdynamik og den enkelte hests behov.

    Vi snakker om, hvorfor fodring er meget mere end krybbefoder og stråfoder – og hvorfor hestepærer, fordøjelse, stress, uro i flokken, variation i planter og adgang til valgmuligheder også er vigtige brikker i det samlede billede. Susan deler også sine refleksioner fra turen til Spanien hos Lucy Rees og de fritlevende heste, hvor især roen, den langsomme bevægelse, fødesøgningsadfærden og de mange små valg gjorde stort indtryk.

    49 min
  • 27. PakHest: når turen bliver et partnerskab

    I dette afsnit har Helle og Des besøg af Frederikke fra PakHest, som er på vandretur med sin hest Beauty. De er gået fra Horsens og op gennem Østjylland – med oppakning, overnatninger og masser af tid til, at Beauty kan undersøge verden undervejs.

    Samtalen handler om, hvad det vil sige at tage på tur med sin hest på en måde, hvor hesten ikke bare skal transportere os fra A til B, men får lov at være en aktiv del af oplevelsen. Vi taler om lugtesans, nysgerrighed, pauser, oppakning, at gå ved siden af hesten, mental træthed, tryghed, og hvordan man bygger et partnerskab, hvor begge parter får noget ud af turen.

    1 hr 9 min
  • Kan vi lave sport med hesten først? En snak om Mountain Trail

    I dette afsnit snakker Helle og Des om hestesport – og om det overhovedet er muligt at lave sport med heste, hvor hestens velfærd stadig kommer først. Samtalen tager udgangspunkt i Helles refleksioner efter en tur til Spanien, hvor spørgsmålet om sport, kritik og forandring fyldte meget.

    Vi dykker ned i Mountain Trail som sport: hvorfor den blev startet i Danmark, hvad der gør den anderledes, og hvilke svære beslutninger der følger med, når man forsøger at holde sporten hestevenlig. Afsnittet handler om alt fra sponsorgaver, klasser, opvarmning, selskabsheste og regelændringer – til det store spørgsmål: Hvornår gør vi noget for hesten, og hvornår gør vi det mest for os selv?

    1 hr 12 min
  • 25. Empatisk etologi: at se hesten med nye øjne med gæst Ute Lehmann

    I dette afsnit sidder Helle i Spanien sammen med Ute Lehmann, som er med på en af turene ned til Lucy Rees og de fritlevende Pottokas. Ute fortæller om sin baggrund med Horse in Harmony, arbejdet med dialog og forhandling med heste – og hvorfor mødet med Lucy Rees og hendes arbejde har gjort så stort indtryk.

    Samtalen handler om at se heste i deres naturlige sammenhæng: i bjergene, i roen, i relationerne og i det langsomme tempo. Helle og Ute taler om empatisk etologi, hingstens omsorgsfulde rolle, fravænning, mental balance og den helt særlige oplevelse af at sidde stille og lade hestenes adfærd folde sig ud foran én. Afsnittet er en refleksion over, hvad vi kan tage med hjem til vores egne heste – også når vi ikke har 850 hektar bjerglandskab til rådighed.

    29 min
  • 24. Når faglighed kræver sårbarhed

    I dette afsnit er Helle og Des tilbage efter sommerferien og fortæller om årets faglige sommercamp – en uge, hvor trænere, behandlere, dommere og andre fagfolk fra hestebranchen mødes på tværs af metoder og specialer.

    Vi taler om, hvorfor et stærkt fagligt fællesskab ikke kræver, at man er enige, men at man tør være nysgerrig, ærlig og sårbar. I år opdagede gruppen, at flere var mødt op med deres mest fejlfri og beskyttede version af sig selv – påvirket af et stigende pres fra sociale medier og en hesteverden, hvor man let føler sig vurderet. Afsnittet handler derfor også om kollegaskab, ansvar, forskellighed og værdien af at skabe rum, hvor man kan sige: “Det her synes jeg faktisk er svært.”

    35 min
  • 23. Mindre stress gennem bedre kommunikation

    I dette særlige sommerferie-afsnit deler Des en lydfil fra sin videoserie Mental styrke på Flokdynamik. Modulet handler om, hvordan vi kan mindske stress mellem hest og menneske gennem bedre kommunikation.

    Vi kommer ind på de mange roller, vi mennesker spiller i hestens liv – fra hestepasser og sygeplejerske til træner, ven og teammedlem – og hvorfor det kan skabe forvirring, hvis vi ikke er tydelige i vores intentioner og grænser. Afsnittet handler også om code of conduct, retfærdighed, forudsigelighed og hvorfor det er vores ansvar at lære at “tale hest”, før vi forventer, at hesten skal forstå os.

    16 min

About Flokdynamik

From the publisher's feed

Velkommen til Flokdynamik – en podcast om heste, mennesker og alt det, der sker imellem os i hverdagen.