“Jeg hører ikke til den skole, der mener, at klienten partout er bagud på point”.

Sådan lyder det bl.a. i denne episode 28 af Forbrydelse og Moral fra den nystartede forsvarsadvokat Danni Richter, da snakken endnu engang faldt på uskyldsformodningen. Det princip som tilsiger, at en sigtet i en straffesag er uskyldig, indtil anklageren har løftet bevisbyrden.

Hvis du imidlertid tidligere har kastet dig over de øvrige Forbrydelse og Moral afsnit, så rynkede du måske også på næsen over, at lige netop det citat skulle stamme fra en forsvarsadvokat. Udtalelsen flugter nemlig ikke med den holdning, som flere af Danni Richters forsvarerkollegaer i denne her podcast har givet udtryk for, herunder at der i praksis snarere hersker en decideret skyldsformodning.

Men det er der måske en god forklaring på. Denne episodes hovedperson er nemlig gennem de seneste 10 år blevet skolet i det offentliges tjeneste, hvor han har gjort en imponerende anklagerfaglig karriere. Han har således som anklager både været ansat i Midt- og Vestsjællands Politi og i PET, været medhjælper hos Statsadvokaten og senest fungeret som senioranklager i henholdsvis Københavns Vestegns Politi og i Københavns Politi – nærmere bestemt advokatur SEØ, hvis opgave er at bekæmpe organiseret, kredsoverskridende kriminalitet, herunder eksempelvis rocker-banderelateret kriminalitet. Da Danni og jeg fredag den 5. februar optog episode 28, var det i virkeligheden kun en måned siden, at han havde smidt arbejdshandskerne som senioranklager og startet op som forsvarsadvokat i Schønnemann Advokatfirma. Med sig i afskedsgave fik Danni fra sine kollegaer i politiet en Darth Vader figur. En afskedsgave hvis symbolik talte sit eget klare sprog. Nu havde han tilsluttet sig ”the dark side”.

Det skal retmæssigt nævnes, at Danni i det her afsnit nuancerer det citat, som jeg indledningsvist valgte at plukke ud fra den sammenhæng, hvori det indgår. Afsnittet er således netop dedikeret til at nuancere og dermed forstå, hvad der ligger til grund for, at nogle – som Danni – så at sige skifter side og derved går fra at skulle anklage den tiltalte, til pludseligt at skulle forsvare og dermed tale for den tiltaltes uskyld. Jeg har tidligere haft den mangeårige anklager og nuværende advokaturchef Kristian Kirk som gæst, og da jeg spurgte, om han kunne finde på at sige sit job op for at tilslutte sig standen af forsvarsadvokater, lød det koldt, at hans synspunkter ikke kunne købes. Men vil det sige, at Dannis synspunkter er blevet købt? Eller er det noget andet og mere end økonomi, der ligger til grund for et sådant skifte? Hvilke overvejelser gjorde han sig forud for sit skifte, og hvordan kan han som nystartet forsvarsadvokat bruge det, at han i årevis har siddet overfor utallige forsvarsadvokater og betragtet deres ageren fra den modsatte side i retssalen?

Det er bl.a. nogle af de ting, som jeg taler med dette afsnitts hovedperson om. En god og efter egen opfattelse lærerrig snak, som jeg håber, at såvel jurainteresserede som alle andre der lytter med, finder brugbar.

Det her er Forbrydelse og Moral episode 28. Mit navn er Jacob Barckmann. God fornøjelse.

“Jeg mener ikke, at begrænsninger i ytringsfriheden er et effektivt redskab til at imødegå racisme og skabe en højere grad af tolerance”. Sådan lyder det bl.a. i denne episode 27 af Forbrydelse og Moral fra Jacob Mchangama, der er direktør i den uafhængige juridiske tænketank Justitia.

Jacob er for ganske nylig blevet nomineret til Fonsmark prisen, og i den forbindelse skrev Berlingske bl.a. følgende om ham;

”[…] Jacob Mchangama har igennem en årrække haft et skarpt blik for de bærende elementer i en demokratisk retsstat og utrætteligt forsvaret ytringsfriheden. Når politikere vil indføre tvivlsom lovgivning, der skal tvinge techgiganter til at fjerne hadefuldt indhold, eller når en censurlysten venstrefløj vil forbyde Muhammedtegninger, står Mchangama klar med indvendinger, der kan få selv den mest indædte stammekriger til at tvivle på egne argumenter.”

… Den beskrivelse er jeg enig i. Det er derfor også særligt ytringsfriheden, som tages under lup i dette afsnit.

Ved udgangen af året 2020 kom Jacob og Justitia med en relativt dyster årsrapport, der satte spot på udviklingen i retssikkerheden på en række områder i det forgange år. Jeg læste den rapport, og var kort efter ikke i tvivl om, at jeg måtte have Jacob med i podcasten. Jeg var blevet bekymret over udviklingen inden for en række retslige områder... For hvis man tager rapportens ord for gode varer – ja så er der god grund til at bekymre sig om den skrantende retssikkerhedsmæssige udvikling – herunder altså også når de corona-relaterede tiltag tages ud af ligningen. Jacob skriver på Justitias hjemmeside følgende om udviklingen, der i øvrigt alene er et ganske kort udsnit:

”Uanset håndteringen af Covid-19 har år 2020 forstærket tidligere års tendenser til indskrænkning af borgernes retssikkerhed og frihed. Det gælder for eksempel implementeringen af regeringens trygheds- og sikkerhedspakke, der har givet udvidet adgang til tv-overvågning af borgerne. Både i Danmark og internationalt ser vi et stigende pres for at pålægge sociale medieplatforme at fjerne hadefuldt og ulovligt indhold inden en kort frist, hvilket udgør en risiko for at også mange lovlige ytringer fjernes og almindelige borgeres ytringsfrihed indskrænkes. Endelig kan nævnes skandalen i Forsvarets Efterretningstjeneste, som tilsyneladende har tilbageholdt væsentlige oplysninger om ulovlig overvågning af borgerne for Tilsynet med Efterretningstjenesterne samt de stadigt stigende sagsbehandlingstider i almindelige civile sager ved domstolene,”

I det her afsnit af Forbrydelse og Moral forsøger jeg sammen med Jacob Mchangama at sætte yderligere spot på nogle af de samme områder. For hvorfor er det problematisk, når stater begynder at kræve af tech-platformene, at de skal slette eller blokere åbenlyst racistisk indhold indenfor 24 timer? Hvorfor er det nye tonepoliti, der som led i den nye politireform fremover skal patruljere kommentarfelterne på de sociale medier, mere end svært at forene med ytringsfriheden? Hvorfor er han principielt modstander af racismeparagraffen? Og hvorfor mener han ikke at paragraffen - som regeringen udtrykte det tilbage i oktober 2020 - tilmed bør beskytte transpersoner?

Retssikkerhed gennemsyrer al lovgivning – herunder også strafferetten. Eller… Det burde det i hvert fald gøre, hvis du spørger mig. Derfor er det også relevant at snakke retssikkerhed i netop denne her podcast.

Jacob og jeg optog afsnittet digitalt, hvilket desværre også har haft den konsekvens, at lydkvaliteten ikke blev ligeså god, som den plejer. Jeg håber imidlertid, at du som lytter med, vil finde Jacob og hans meninger interessante, og bære over med lydkvaliteten i denne omgang.

Det her er Forbrydelse og Moral episode 27 med gæst Jacob Mchangama. Mit navn er Jacob Barckmann. God fornøjelse.

“Jeg lægger ikke skjul på, at jeg ikke er forsvarer for forskellige grupperinger. Uanset om det er politifolk eller andre. Jeg er forsvarer for den enkelte”.

Sådan lyder det bl.a. i denne episode 26 fra min gæst og tidligere arbejdsgiver forsvarsadvokat Henrik Garlik, der bl.a. har været forsvarer i Brønderslev-sagen, Solhaven-sagen, Kundby-sagen (i starten), og sagen mod ekspolitikeren Per Zeidler. Derudover en række større narkosager og meget andet.

Denne episodes hovedperson er efter min opfattelse en af landets mest erfarne forsvarsadvokater, og derfor har jeg også valgt at dedikere lige netop dette afsnit til at finde svar på en række spørgsmål, som jeg anser for at være essentielle i rollen som forsvarer. Spørgsmål der kan forekomme banale for forsvareren selv, men som kan være til stor læring for alle de mennesker, der ligesom jeg ønsker at blive klogere på, hvordan man kan gribe arbejdet an.

For hvornår forbereder han eksempelvis sagerne, når han samtidig går i retten fem dage om ugen? Er der nogle sager, der kan “tages på rutinen”? Er han med årene blevet en mere progressiv forsvarer - og hvad med sandsynligheden for at “vinde” sagen?… Fortæller han nogensinde sine klienter, at domfældelsesprocenten i Danmark reelt er et godt stykke over 90%, hvilket betyder, at sandsynligheden for en frifindelse statistisk set er ganske lille? Og hvad tænker han i øvrigt som forsvarer også for politifolk om, at domfældelsesprocenten i de sager faktisk er markant lavere end i andre sager? Bliver der rejst alt for mange tiltaler mod politifolk? Giver det i øvrigt nogensinde problemer både at være forsvarer for “politi og røvere”?

Og hvorfor vil han desuden helst ikke vide, om hans klient er skyldig? Hvorfor er det aldrig en vigtig oplysning?

Det er nogle af de spørgsmål, som jeg stiller i det her afsnit, og særligt interessant var det for mig at høre om, hvorvidt der findes sager, som den person der sad overfor mig - en af landets førende forsvarsadvokater - ikke tager? Findes der med andre ord mennesker, som han ikke vil forsvare?

Det spørgsmål blev han også stillet, engang han var inviteret ind i DR’s aftenshowet for bl.a. at tale om sagen mod Anders Breivik… Ville Henrik forsvare ham?

Alt i mens Henrik sad der, og svarede på det spørgsmål, som naturligt lå mange mennesker på sinde, sad Henriks partner Niels Christian Strauss på søsterkanalen TV2, og svarede på selv samme spørgsmål. Men svarede de to garvede forsvarer det samme?

Hør også Henrik forklare hvorfor det i dag i lang højere grad er en specialeopgave at forsvarer, end det var tidligere. “Det generelle billede er, at vi er mange forsvarer, som konstant mødes i de samme sager”, udtaler han bl.a.

Det her er Forbrydelse og Moral episode 26. Mit navn er Jacob Barckmann. Rigtig god fornøjelse.

”Jeg kan i mit stille sind godt nogle gange stille mig lidt uforstående overfor, hvorfor at anklagerfuldmægtige kan møde i retten dag ud og dag ind, mens vi andre pænt må tage os til takke med en fristforlængelse i ny og næ”…

Sådan lyder det bl.a. i denne episode 25 af Forbrydelse og Moral fra advokatfuldmægtig Patrick Lorenzen. Allerede som 23-årig blev Patrick ansat som advokatfuldmægtig hos forsvarsadvokat Mette Grith Stage, og allerede som student blev han højst usædvanligt sendt i retten for at varetage en klients interesser i en sag om gruppevoldtægt. Hvordan det imidlertid gik, må du høre om fra Patrick selv i det her afsnit.

I denne episode får du som lytter desuden lov til at møde en advokatfuldmægtig der udelukkende arbejder med straffesager, og jeg har derfor også for afgrænsningens skyld i det følgende valgt den lidt mere kreative betegnelse ”strafferetsfuldmægtig”. Det er en særlig stilling, der efter studiet kan være særdeles svær at få fingre i, idet man som strafferetsfuldmægtig kun ganske sjældent får mulighed for og lov til at møde i retten, hvilket også betyder, at mulighederne for rent faktisk at tjene penge til det kontor som man arbejder for, er særdeles begrænset.

For at forstå hvordan Patrick alligevel fik jobbet som fuldmægtig hos en af landets fremmeste forsvarsadvokater, og ikke mindst for at forstå hvordan deres samarbejde fungerer, valgte jeg at hive ham ind til en snak. Det her afsnit er derfor i sin grundsubstans dedikeret til at forstå den strafferetsfuldmægtiges rolle i retssystemet.

Vi kommer i afsnittet vidt omkring Patricks arbejde, men afslutningsvist blev jeg igen nødt til at tage en af podcastens evergreens op… Et berettiget spørgsmål der ofte ligger mange mennesker på sinde, når de taler med en forsvarsadvokat, da det kan være svært at forstå, hvordan det hele hænger sammen. Spørgsmålet er nemlig hvordan forsvarsadvokaten, i det her afsnit den fuldmægtige, overfor sig selv forsvarer hver dag at gå på arbejde og ganske ofte kæmpe for nogle mennesker uskyld, selvom man måske har et stærk formodning om, at klienten faktisk har gjort sig skyldig i lovovertrædelsen. Spørgsmålet fandt jeg endnu engang aktuelt, da denne episodes hovedperson som ny fuldmægtig i den strafferetlige verden utvivlsomt ofte møder spørgsmålet, og desuden vil blive mødt af spørgsmålet resten af sin karriere... Men hvad svarer han så? Det og meget mere kan du finde ud af lige her i episode 25 af Forbrydelse og Moral. Mit navn er Jacob Barckmann, God fornøjelse.

”Hvis vi pludselig skal til at fratage borgere deres grundrettigheder, fordi “politiet synes det er et effektivt værktøj”… Så er vi med stormskridt er på vej ind i en George Orwellsk verden”…

Sådan lyder det bl.a. i denne episode 24 fra generalsekretær I Advokatsamfundet Andrew Hjuler Crichton, da snakken faldt på retssikkerhed anno 2020.

Jeg spurgte Andrew, om han kunne tænke sig at være gæst her i podcasten, da jeg som bekendt ofte har talt med advokaterne om deres arbejde, men kun ganske sjældent har jeg egentlig drøftet de regler eller retningslinjer, om man vil, som advokaterne skal følge, når de varetager deres hverv. I det her afsnit drøfter Advokatsamfundets generalsekretær og jeg derfor de skrappe interessekonfliktsregler, som skal sikre advokaternes uafhængighed. Regler som i sidste ende er til for sikre borgernes retssikkerhed.

Det bliver derfor i dette afsnit også aktuelt at drøfte, hvorvidt adgangen til advokatmarkedet er for lukket. I dagens Danmark er det kun advokater, der må eje advokatvirksomheder, men hvad ville der ske hvis man "liberaliserede" reglerne, og gav eksempelvis revisionshuse eller forsikringsselskaber mulighed for at eje advokatvirksomheder? I England havde man en tilsvarende regel frem til 2011, hvor man fjernede den, men hvad har det haft af konsekvenser i England, og kan vi forvente lignende herhjemme?

Helt centralt og højaktuelt bliver vores samtale også, da snakken netop falder på retssikkerhed. For hvad er retssikkerhed overhovedet, og har vi efterhånden har levet i et samfund med retssikkerhed så længe, at vi har glemt hvordan et samfund UDEN retssikkerhed ser ud? Eller med andre ord… Er den intuitive fornemmelse for retssikkerhed under pres og hvorfor har vi et problem hvis politikerne og måske endda også advokaterne, i mindre og mindre grad lader sig arbejdsmæssigt motivere af retssikkerheden og kampen for denne? Advokatsamfundet offentliggjorde eksempelvis selv den 1. september i år en ny undersøgelse, som viste, at kun 28% af de adspurgte 356 advokatfuldmægtige finder sit "juridiske brændstof" i retssikkerhedens navn.

Hvorfor er det et retssikkerhedsmæssigt problem, når der eksempelvis sidste år kom et lovforslag om at mennesker, der har været dømt for pædofili, i en lang periode efter at have udstået deres straf ifølge forslaget skulle tåle, at politiet ville få mulighed for uanmeldt at gå ind og beslaglægge deres computere, se indholdet af mails osv. uden dommerkendelse?

Og skal vi virkelig som borgere i en retsstat acceptere politiske argumenter om, at politiet synes, at ”det er et effektivt værktøj”?

De fleste af os kan vel blive enige om, at retssikkerhed er for alle, om så man er lovlydig, kriminel, hjemløs eller med tag over hovedet, statsborger eller ej?

At retssikkerheden er presset i 2020 kommer næppe som en overraskelse for nogen, og det ER en naturlig følge af de indgreb vi har måtte acceptere som følge af en verdensomspændende pandemi. Men ser man bort fra selve pandemien et øjeblik, ja så vil man kunne opdage, at retssikkerheden de seneste år alligevel har været under pres. Andrew forklarer således, at man i en række love de sidste par år, har set et skred, hvor man ligeså stille er inde og begrænse borgernes rettigheder. Hvad der mere konkret ligger heri, taler vi om i afsnittet, hvor Andrew desuden fremhæver nogle eksempler for at understøtte sine pointer.

Det her er et afsnit om retsstatslige principper, grundloven, overvågning, retssikkerhed, advokat etik, hastelovgivning og mere til. På mange måder nogle emner og begreber der i nyere tid næppe har været mere aktuelle, end de er lige nu i disse dage.

Det her er Forbrydelse og Moral episode 24 med gæst Andrew Hjuler Crichton. Mit navn er Jacob Barckmann – Tak for din tid, og tak fordi at du lytter med. God fornøjelse.

”Et af privilegierne ved at være forsvarsadvokat, psykolog, pædagog eller alle mulige andre jobs hvor man kommer helt tæt ind på menneskers liv, det er, at man bliver overrasket over, at selv nogen af dem der har gjort noget af det værste, også er mennesker.”

Sådan lyder det blandt andet i denne særlige episode af Forbrydelse og Moral, hvor jeg inviterede min storebror Christian Barckmann på besøg til en snak om nogle af de områder, hvor vores fag overlapper hinanden. Christian er børne- og ungepsykolog, og arbejder derfor med unge mennesker, som i en eller anden grad tidligt i livet oplever modstand, og hvoraf mange af dem på en eller anden måde allerede har haft kriminalitet tæt inde på livet.

Christian og jeg har ofte nogle gode uformelle snakke, hvor vi oplever, at vi kan lære af hinandens enormt forskelligartede fag. Men hvad sker der, hvis vi faktisk sætter os ned med mikrofoner imellem os, og taler frit fra leveren, og deler erfaring? Hvis jeg med andre ord lader min interesse, nysgerrighed, viden og foreløbige erfaring med retssystemet og ”den kriminelle” møde hans tilsvarende interesser, erfaring og viden om de unge mennesker, som han forsøger at hjælpe gennem et liv der til tider synes meningsløst, kan vi så lære noget af hinanden?

Når jeg vælger at lave det her afsnit, ligesom at jeg valgte at lave et afsnit med Ali Najei, så er det fordi jeg tror på, at den branche jeg forhåbentligt selv skal ud og arbejde i en dag - retssystemet – kan lære af andre mennesker end dem, som allerede er en del af branchen som professionel part.

Når Ali i afsnit 22 åbnede op, og fortalte om sin opvækst og fortid som dybt kriminel, herunder hans tanker om retssystemet, jamen så er det også i erkendelsen af, at jeg ikke selv har tilstrækkelig psykologisk indsigt til at kunne ”analysere” hans fortælling, at jeg hiver min psykolog uddannede storebror ind, og foreholder ham dele af Alis fortælling.

Vi satte os ned en onsdag aften hjemme hos mig. Christian iført en t-shirt med Prince afbilledet. Jeg har altid været misundelig på den t-shirt. Hver især forberedte vi os lidt, og så blev enige om, at vi talte ud fra den præmis, at hvis det blev godt, så kunne jeg udgive det, og ellers skulle det ligge mig frit for ikke at udgive det.

Jeg synes imidlertid, at Christian i det her afsnit kommer med et række tanker og overvejelser, som jeg endnu ikke selv havde gjort mig, og som jeg også er overbevist om, at andre – jurister eller ej – vil finde interessante. Desuden deler jeg i det her afsnit også lidt mere ud end sædvanligt af egen erfaring.

En af de tanker som jeg i særlig grad tog med mig efter vores snak, var Christians overvejelser om hvordan vi i dag ser på kriminalitet. At kriminalitet per automatik fordrer tanker om skyld, straf og ansvar. Men tænk… tænk hvis vi i højere grad så kriminalitet som et socialt fænomen der mest af alt vidner om mistrivsel. Hvad kunne man så gøre? Og hvad tænker Christian om det faktum, at for personer der er diagnosticeret med ADHD, er risikoen for at blive dømt for noget kriminelt eller for at komme i fængsel tre gange højere end for den øvrige befolkning? Er man så kriminel eller er man bare uheldig? Eller… hvis vi skal forsætte i den strafferetlige terminologi, så er ingen vel ”skyldige” i, at de lider af eksempelvis ADHD?

Det her er Forbrydelse og Moral episode 23. Et afsnit hvor jeg sammen med min bror, har optaget en uformel samtale, hvor vi udveksler viden og erfaring fra henholdsvis psykologien og den strafferetlige del af juraen, alt sammen i et håb om, at også andre end os selv, vil finde dele af samtalen lærerrig og interessant.

Du skal have stort tak, fordi du lytter med. Mit navn er Jacob Barckmann, God fornøjelse.

”Da jeg sad i retten så jeg ikke dommere... Jeg så ikke en anklager. Jeg så bare systemets repræsentanter”...

Sådan lyder det bl.a. i denne episode 22 af Forbrydelse og Moral fra min gæst Ali Najei, da jeg forsøger at forstå, hvordan det – set med hans øjne i lyset af en fortid som benhård kriminel – var at sidde der i retssalen. I centrum af retssystemet. Omringet af professionelle aktører. Alle med forskellige roller men alle med det samme fokus. Den tiltalte. Ali Najei. Alle var de der, på grund af de handlinger, som han havde foretaget sig i det kriminelle bandemiljø i København.

Indtil nu har jeg gennem podcasten lært af fagfolkene. Forsvarsadvokaterne, anklagerne, dommerne og professorerne. Mennesker som næsten alle har deres daglige gang i de danske retssale. Men hvorfor ikke forsøge at lære fra en af dem der i bund og grund er årsagen til, at alle de andre aktører er der? Hvorfor ikke tale med den kriminelle. Den der har prøvet at være tiltalt i en straffesag. Hvorfor ikke tale med Ali Najei?

Det spørgsmål stillede jeg mig selv forud for, at jeg kontaktede Ali, og jeg kunne ikke finde ÉN god grund til ikke at gøre det.... ”Husk nu hvem din målgruppe er” var der imidlertid flere som bemærkede, når jeg fortalte, at jeg skulle tale med Ali. Formentlig med tanke på, at min målgruppe – ifølge dem – primært er fagfolkene og de jurastuderende. Jeg studsede over det. For… hvis vi antager, at det ER min målgruppe… Ja så giver det i min verden blot endnu større mening at udgive et afsnit med en person, der hele sit liv er blevet kastet rundt i det system, som min påståede målgruppe selv arbejder i. Eller… sagt på en anden måde…: Om man arbejder i retssystemet eller ej, så tror jeg, at man kan lære en hel del om netop systemet, hvis man sætter sig ned, og faktisk taler med den kriminelle, fremfor at tale OM den kriminelle. Eller i Alis tilfælde tidligere kriminelle. Ikke som var hans fortælling underholdning – kriminalitet er ikke underholdning – men for bedre at kunne reflektere bredt over begreber som straf, skyld og meget andet, der hører retssystemet til. En læring som man - set med mine øjne - kun får, hvis man spørger, og kun hvis man lytter. Det har jeg valgt at gøre i det her afsnit.

For hvad var årsagen til, at Ali’s kriminelle løbebane startede? Hvad mener han med, at hans opvækst var præget af hård kærlighed? Hvornår kom han ind i bandemiljøet? Hvordan er det at sidde i retten som tiltalt? Tænkte han mon over at ofre og pårørende til hans kriminalitet sad nede på bagerste række, når han afgav forklaring i retten? Hvordan betragter han anklagerens rolle? Hvordan vælger han forsvarsadvokat, og hvad med den gæld til staten som man får, når man bliver dømt for kriminalitet? --- giver den ikke blot et nyt og større incitament til at begå ny kriminalitet? Og måske vigtigst af alt… Hvad var det som gjorde, at alting ændrede sig? At Ali vendte sit kriminelle liv ryggen, forlod bandemiljøet, og tog de - med hans egne ord - ”sunde valg”. Og sidst men ikke mindst… Hvordan forsøger han, at give tilbage til samfundet den dag i dag?

Når du om lidt får lov til at høre min samtale med Ali Najei, håber jeg, at du vil forundres over hans evne til at reflektere over sit eget liv. Den han var, og den han er blevet til. Hans selvindsigt. Hans evne til at reflektere over retssystemets forskellige instanser og ikke mindst de forskellige aktørers roller. Hans evne til at lade sig rive med af en tankestrøm ud af en tangent, for kort efter kunne vende tilbage til sit udgangspunkt og det spørgsmål, jeg kort forinden havde stillet. Jeg håber, at du vil forundre dig over, at en mand for hvem det har været ligeså let at begå kriminalitet som at trække vejret, i dag sidder forklarer sine pointer ved at inddrage Marslows behovspyramide.

Og når du så forundrer dig over det. Så husk på at det først var i 2018, at Ali forlod det kriminelle miljø og besluttede sig for aldrig at...

”Jeg vil vove at påstå, at ENHVER der kommer ind og indgiver en anmeldelse om voldtægt, er FYLDT med selvbebrejdelse, fortrydelse, skyld og skam”

Sådan lyder det bl.a. i denne episode 21 af Forbrydelse og Moral fra min gæst - advokat og partner i Sirius advokater Helle Hald. Udtalelsen kom, da snakken faldt på voldtægtssager. Sager hvor Helle Hald i årevis har påtaget sig rollen som bistandsadvokat - eksempelvis i sagen mod Amagermanden - og derved hjulpet et utal af ofre og forurettede gennem det retssystem, som skal sikre, at retfærdigheden sker fyldest.

Men… Hvordan rådgiver man et menneske, typisk en kvinde, der påstår sig voldtaget, når man samtidig er vidende om, at sandsynligheden for at gerningsmanden bliver dømt, i hvert fald frem til i dag i 2020 hvor en samtykkelov netop er blevet vedtaget, har været tæt på 0? Når man med andre ord ved, at retfærdigheden set med ofrenes øjne sjældent i disse sager faktisk sker fyldest?

Når man ved, at et møde med retssystemet med stor sandsynlighed vil fylde det menneske, der i forvejen er forurettet med endnu mere… ja… selvbebrejdelse, fortrydelse, skyld og skam. For hvad er det for nogle spørgsmål, man som forurettet i en sag om voldtægt kan forvente at møde fra politiet under afhøringerne, og hvad er det for nogle spørgsmål, man kan forvente i retten fra den forsvarsadvokat, som med næb og klør forsøger at så tvivl om den mands skyld, som man har anmeldt for voldtægt?

Der påhviler i sagens natur alle advokater et stort ansvar, når de går i retten og taler deres klienters sag. Men forud for min snak med dagens hovedperson slog det mig, at opgaven med at rådgive, vejlede, og vise vejen for de mennesker, som har været udsat for en traumatiserende forbrydelse, ikke er en opgave for hvem som helst. Det er et kæmpe ansvar, som skal varetages med omhyggelighed og jeg har derfor også stor respekt for Helle Hald og alle de bistandsadvokater, der populært sagt er ”på ofrenes side”.

Det her er Forbrydelse og Moral episode 21 om bistandsadvokatens rolle i straffesager. Mit navn, er Jacob Barckmann. God fornøjelse.

Retsstaten og Covid-19.
Sådan lyder titlen på en undersøgelse der tilbage i slutningen af juni måned blev offentliggjort af den uafhængige juridiske tænketank Justitia, og som blev udarbejdet af tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder, Dr.jur. og advokat Jonas Christoffersen.

”rapporten afdækker et coronaforløb, som viser, at Folketinget og regeringen kan være villige til på meget kort tid at sætte helt grundlæggende frihedsrettigheder og demokratiske retsstatsprincipper på vågeblus, når Danmark står i en ekstraordinær situation, hvor frygten for en forestående krise presser på. Dette er i sig selv problematisk”… Sådan lyder det bl.a. når man læser rapportens sammenfatninger og anbefalinger, og i det her afsnit kan du høre Jonas Christoffersen sætte ord på, hvad han mener med, at grundlæggende frihedsrettigheder og demokratiske retsstatsprincipper har været sat på vågeblus, og ikke mindst hvad det problematiske ved det er.

hvorfor er det overhovedet problematisk, når de fleste af os er klar over, at der var tale om en ekstraordinær situation, som krævede ekstraordinære tiltag?

Hvad er problemet ved, at beføjelser som er hastevedtaget i en krise, ikke fjernes ligeså hurtigt som de blev vedtaget, når man indser, at de ikke er nødvendige?

Og hvad mener Jonas Christoffersen og Justitia egentlig, når man i rapporten kan læse, at ”situationen kun er blevet mere retssikkerhedsmæssigt betænkelig, når regeringen i så høj grad, som det er sket, har bevæget sig væk fra både sundhedsmyndighedernes anbefalinger og normale høringsprocesser og truffet en lang række hurtige politiske beslutninger uden de sædvanlige sundhedsfaglige eller parlamentariske mandater"?

Hør også i det her afsnit, hvorfor de danske domstole og dommere ifølge Jonas Christoffersen ikke bevarede deres grundlovsmæssige uafhængighed, da Danmark blev lukket ned, og sager skulle prioriteres.

Det her er Forbrydelse og Moral episode 20 - en corona-special med Jonas Christoffersen. Mit navn er Jacob Barckmann. God fornøjelse.

“det er svært at forstå, hvorfor der ikke er plads til et gran af humanise, barmhjertighed, overbærenhed og omsorg for de vildfarne sjæle, som jo sådan set også er produkter af det danske samfund”…

Udtalelsen kom ganske umiddelbart - dog samtidig så fuldstændigt velovervejet, fra denne episodes hovedperson – professor i Strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard – da snakken et stykke inde i optagelserne af denne episode 19 faldt på den danske terrorlovgivning.

Siden 2015 er en række mennesker blevet dømt ved de danske domstole for at have tilsluttet sig, eller forsøgt at tilslutte sig, grupper som Islamisk Stat i Syrien og Al-Shabaab i Somalia.
Dommene er hårde, typisk tre til fem års fængsel, og flere af de dømte har mistet deres statsborgerskab.

Én enkelt kvinde er eksempelvis blevet idømt tre års fængsel alene for at have planlagt en rejse til Syrien, da hun var 17 år gammel. Og hun nåede endda aldrig ud af landet, fordi hendes forældre inddrog hendes pas.

Hør i det her afsnit hvorfor, at Jørn Vestergaard finder den politiske og offentlige debat omkring hvad man skal stille op med de såkaldte fremmedkrigere, gennemgående hård og kategorisk, og hvorfor han mener, at både debatten og de konkrete straffesagers udfald sådan set er lidt i strid med grundlæggende principper om barmhjertighed.

Denne her episode starter imidlertid et helt andet sted, end ved terrorlovgivningen.

Den starter ved noget, som er endnu mere højaktuelt, nemlig ved straffelovens voldtægtsbestemmelse. I går, nærmere bestemt den 1 september 2020 blev det nemlig vedtaget, at Danmark skal have en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse. Det er regeringen og de tre støttepartier Radikale, SF og Enhedslisten, som er enige om at indføre en ny voldtægtslov baseret på samtykke, og det er godt, at der endelig kommer ligestilling på det punkt. Mange politikere, debattører og organisationer har da også allerede været ude og kalde samtykkeloven for retshistorie. Det kan imidlertid give anledning til en del undren, at regeringen og støttepartierne vælger at gå imod 10 ud af 11 medlemmer af straffelovrådets anbefaling om at bruge en frivillighedsterminologi fremfor en samtykketerminologi, og den politiske opbakning til samtykketerminologien, var da også noget jeg foreholdte dagens gæst, da vi mødtes. Hvad er det folketingets medlemmer ved, som eksperterne i straffelovrådet ikke ved....?

Jørn Vestergaard har for nylig skrevet en artikel under overskriften ”voldtægtsparagraffen – en salomonisk løsning på valget mellem frivillighed og samtykke” – og da jeg i sidste episode fik professor i strafferet Trine Baumbachs holdning til valget af terminologi, var det helt oplagt nu også at få Jørn Vestergaards holdning. Det er den, du som lytter får lov til at høre i det her afsnit.

Det var en stor oplevelse at tale med Jørn. Han har i årtier formået at formidle juridiske emner, herunder med særligt fokus på strafferetten og dens mange forgreninger, til den brede offentlighed, og det kan man ikke andet end at udvise stor taknemmelighed og respekt for.

Det her er Forbrydelse og Moral episode 19. Mit navn er Jacob Barckmann. God fornøjelse.