Skuespiller Jacob Madsen Kvols har siden 2007 været en del af Aarhus Teaters ensemble, og i løbet af årene har han flere gange spillet den samme rolle i den samme forestilling to gange. I de kommende sæsoner kan publikum glæde sig til flere genopsætninger med Jacob Madsen Kvols på rollelisten, fx "Jeppe på bjerget" og "Teaterkoncert Thomas Helmig".
I denne episode af Aarhus Teaters podcast Kulissen taler vært Louise Sejr Højmark derfor med Jacob Madsen Kvols om netop det at genopsætte en forestilling. Episoden er optaget under prøverne til "Skolekomedien", der modtog en Reumert som ’Årets forestilling’ for urpremieren i 2024 og som spiller igen på Store Scene fra 12. februar 2026. Dén opsætning kan du selvfølgelig blive klogere på, ligesom du kan rejse med tilbage i tiden, når Jacob Madsen Kvols fortæller om arbejdet med genopsætninger som "Brødrene Løvehjerte", "Teaterkoncert Mozart", "Et Juleeventyr", "The Supreme Gentleman" og "Erasmus Montanus".
Episodens fokus er på de forestillinger, hvor Jacob Madsen Kvols har medvirket flere gange, men han kommer også ind på det at overtage en rolle fra en anden.
For hvordan adskiller skuespillerens arbejde med en genopsætning sig fra den oprindelige opsætning? Kan man som skuespiller opdage nye sider af en karakter, man spiller for anden gang? Og hvilke roller fra Jacob Madsen Kvols store bagkatalog som skuespiller synes han, det kunne være fedt at genbesøge?
Tilrettelæggelse og redigering: Louise Sejr Højmark
Kulissens jingle er fra Marie Koldkjær Højlund og Klaus Q Hedegaards musik til forestillingen "Dancer in the dark" (2018)