I anden og sidste episode om Norman Schwarzkopf går Adam Holm og militærhistoriker Jakob Sørensen tæt på krigens dramatiske finale. På blot 100 timers landkrig knuste koalitionen Iraks hær og befriede Kuwait, men midt i triumfen blev der truffet et skæbnesvangert valg: at standse fremrykningen og lade Saddam Hussein blive siddende ved magten. Fra "dødens motorvej" til teltet i Safwan, hvor våbenhvilen blev forhandlet, undersøger de, hvorfor koalitionen ikke gik hele vejen til Bagdad, og hvordan netop den beslutning kastede en lang skygge over Mellemøsten, helt frem til Irakkrigen i 2003 og videre endnu.