En diskusprolaps satte for godt fire år siden en stopper for Heidi Bejlegaard Petersens hidtidige arbejdsliv. Hun anede ikke, hvad kun kunne, og hvad hun ville, men da hun blev opmærksom på muligheden for at blive industritekniker, virkede det helt rigtigt. I dag arbejder nu 52-årige Heidi på Everllence, det tidligere MAN Diesel & Turbo, i Frederikshavn.
– Det passer godt til mig, fordi det kræver finesse, og tolerancerne er meget små, når jeg laver et emne til for eksempel en skibsmotor. Så skal den bare passe, for ellers bliver skibet utæt, siger hun.
Men det har ikke været let som kvinde at vælge et typisk mandefag, hverken på uddannelsen eller på arbejdspladserne. Også fordi mange industriarbejdspladser slet ikke er gearet til kvinder. Heidi søgte 30 lærepladser og blev kun kaldt til én jobsamtale.
– Da vi skulle søge læreplads, var der virksomheder der sagde til os piger på holdet, at vi ikke skulle søge ved dem, for de ville ikke have kvinder ind. Det var virkelig diskriminerende, og det gjorde mig gal.