Historier fra Odense

Denne gang tager vi til et af Odense Fjords mest særprægede og fascinerende samfund – Sortehusene på Stige Ø.

Her, mellem vand, siv og mudder, voksede en lille verden frem. En verden af fiskere, jægere, originaler og familier, der kæmpede for tilværelsen, når tiderne var hårde. Fra de første primitive skure ved kanaludvidelsen i 1904 til et helt lille samfund med sine egne regler, personligheder og historier.

Mød den karismatiske "borgmester" Almin Nielsen, som næsten altid blev set med alpehue, bukser trukket godt op om maven og en øl i hånden. Hør om billedskæreren Jens August Thomsen, der søgte frisk luft og ro ved fjorden under Første Verdenskrig. Og oplev fortællingen om Knud Peter Damsgaard Jensen, der efter sin hjemkomst fra nazisternes koncentrationslejre fandt en ny mulighed for livet ved Sortehusene.

Du kan også høre om de særlige jagtpramme, der gled lydløst over det lave fjordvand, jagten på svaner, der blev betragtet som en delikatesse, og om de karakteristiske tårne på hytterne, hvor beboerne spejdede efter fuglesværme længe før naboerne.

Og så er der alle øgenavnene. For hvem var egentlig Tage Millimeter, og hvordan fik beboerne deres farverige tilnavne?

Sortehusene var et sted præget af nøjsomhed, sammenhold og opfindsomhed – men også af lune, drillerier og stærke personligheder. Det er en historie om mennesker, der levede tæt på naturen og fandt deres egen vej gennem nogle af det 20. århundredes sværeste tider.

Lyt med til en fortælling om fattigdom og frihed, jagt og fællesskab, overlevelse og særlinge – på kanten af Odense Fjord.

Træd ind i pressefotograf Carsten Reenbergs billedrige univers i denne nye podcast fra Historier fra Odense. Her folder Carsten sit liv ud gennem anekdoter, skæve vinkler og øjeblikke fanget i linsen gennem årtier.

Drømmen om at blive pressefotograf begyndte tidligt. Som ung dukkede Carsten ofte op hos fotograferne på Fyens Tidende, hvor frokostens biksemad blev varmet direkte på den maskine, der tørrede billeder efter fremkaldelsen. Da han senere søgte læreplads på avisen, fik han endda besked på at gå til frisøren først – en langhåret unge mand kunne man altså ikke ansætte!

Du hører også historien om, hvordan eleverne på avisen endte med en større bil at køre rundt i, efter at en af redaktørerne kom i klemme i døren på den lille Morris Mascot.

Og så er der turen til England i 1979: En landskamp på Wembley mellem England og Danmark, en akkreditering på vippen til at blive inddraget – og en forklaring, der i dén grad er værd at høre.

Det hele er fortalt med varme, humor og blik for de små detaljer, der gør historien levende. Hør alt dette og meget mere i den nye podcast fra Historier fra Odense.

Historier fra Odense har produceret en podcast sammen med Jødisk Museum, da den jødiske gravplads i Odense er blevet 200 år.

Den jødiske begravelsesplads i Odense blev anlagt i 1825. Den lille menighed i Odense var nu blevet så tilstrækkelig stor, at de nødvendige midler kunne skaffes og menigheden købte et stykke jord uden for byens Vesterport tæt ved den netop anlagte Assistens Kirkegård.

Jorden kostede 170 rigsbankdaler, et meget stort beløb for en grund, hvor der kun var plads til “60 lig”. Gravpladsen blev godkendt af det kongelige danske kancelli den 9. maj 1825. De første begravelser – ulykkeligvis også en børnebegravelse - fandt sted allerede samme år.

De første jøder fik borgerskab i Odense i 1690’erne, men en egentlig bosættelse fandt først sted i 1790’erne. I begyndelsen af 1800-tallet var der lidt over 100 jøder i byen. I 1805 fik byens jøder lov til at indrette en synagoge i Overgade 28 og en egentligt jødisk menighed blev etableret.

Blandt de prominente jøder i Odense er A. D. Cohen (1794-1863), der var kateket for Fyn. Han skrev blandt andet en vigtig bog om jødisk liv i Danmark i 1837. Et andet eksempel er Harry Dessau (1862-1915), der var succesfuld fabrikant og erhvervsleder og menighedens sidste leder i Odense.

I begyndelsen af 1900-tallet samlede den jødiske minoritet sig i København, og menigheden i Odense ophørte med at eksistere. De sidste begravelser blandt den oprindelige menighed fandt sted i 1920’erne med den sidste i 1928.

Men i 1960’erne fandt der yderligere tre begravelser sted. Hans Jakob Wolf og ægteparret Paula og Albert Simon var blandt de jøder der i 1930’erne flygtede fra Tyskland og bosatte sig i Danmark. Som andre jøder måtte de i 1943 flygte til Sverige, men efter besættelsen vendte de tilbage til Odense, hvor de også fandt deres sidste hvilested. Albert Simon døde i 1968. Han er den sidste, der er begravet på den jødiske begravelsesplads i Odense. I 2025 er der kun 33 synlige sten tilbage på gravpladsen.

Hør om alt dette og meget mere i podcasten fra Jødisk Museum og Historier fra Odense.

De er alt for længe blevet glemt i den store fortælling om Odense, men det skal der laves om på. Nu skal kvindernes historie frem i lyset. I den nye podcast fra ”Historier fra Odense” har stadsarkivar Johnny Wøllekær sat museumsinspektør Sissel Fossat og forskningschef Lone Kølle Martinsen i stævne til en samtale om nogle af Odenses stærke kvinder.

Julie Heins stiftede en privatskole for piger. De fleste privatlærerinder var frøkener, men Julie Heins var frue. Hun blev gift med en såkaldt ”tandlæge”, men det viste sig at være løgn og latin, så han stak af og lod Julie alene med to børn. For at forsørge sig selv og sine børn, åbnede hun en skole i Overgade. Hun var en pædagogisk pioneer og hun udviklede sit eget undervisningsmateriale, som vandt udbredelse i hele landet.

Forfatteren Sophie Breum var en af meget få kvinder, der i Odense har fået en vej opkaldt efter sig. Den ligger i Skibhuskvarteret. Sophie var odenseanser af fødsel og gik på en af byens fine pigeskoler. Hun drømte om at blive forfatter og udgav ”Opdagelsesrejsen på Odense Aa” i 1896. Hun brugte Odenses historie og lokationer i mange af hendes udgivelser. Hun er særligt kendt for ”Jul i Købmandsgården” fra 1917.

Louise Winteler var privatlærerinde med egen pigeskole. Louise stammede fra Heide i Ditmarsken, var tysk født og blev uddannet i Hamborg på en meget fremsynet skole. Her var lærere og studerende dus! Som færdiguddannet havde hun svært ved at finde arbejde og kontaktede sin tante i Odense. Tanten inviterede straks Louise til Odense, hvor pigeskole for Odenses fineste familier blev grundlagt i tantens stue. Louise Wintelers skole findes faktisk endnu, da den blev købt af staten i 1920 og er i dag Skt. Knuds Gymnasium.

Anna Elisabeth Munch var kunstner og boede sammen med Sophie Breum. Anna blev født ind i en familie med stor kærlighed til kunst og litteratur og var en del af det bedre borgerskab. Hun udsmykkede flere bygninger i Odense, blandt andet Odense Højskoleforening, hvor hendes fresker stadig i dag kan ses i festsalen. Anna var knyttet til Dansk Kvindesamfund og de grundtvigiske kredse i Odense. I dag er hendes mest kendte motiv Dansk Kvindesamfunds banner med bondepige og guldhorn fra 1911.

Hør om alt dette og meget mere i den nye podcast fra Historier fra Odense.

Ny podcast fra Historier fra Odense. Hør stadsarkivar Johnny Wøllekær i samtale med historiker Martin Overby, når de taler om de såkaldte ”tyskerpiger” i Odense under besættelsen.

Ordene "tyskerpige" eller "feltmadras" var skældsord, som føg gennem luften under den tyske besættelse. De blev brugt, når en odenseanske kvinder var kæreste med en tysk soldat. Mindst 200 odenseanske kvinder blev beskyldt for at være ”tyskerpiger”. I løbet af krigen blev et dansk-tyske kæresteri

en del af bybilledet. Det var almindeligt kendt, at de tyske soldater ofte gik tur med deres danske kærester i Munke Mose. I det illegale kommunistiske blad Trods Alt blev kvinderne hængt ud med navn og adresse til spot og spe. Reaktionen udeblev ikke. Under Augustoprøret blev flere af disse kvinder angrebet af den vrede folkemængde, nogle blev overfaldet og klippet, mens andre slap med skrækken og fik ”kun” ødelagt deres hjem.

Hør om kvinden, der blev hevet ned af et halvtag i Albanigade og klippet, mens hun var bevidstløs. Eller hør om kvinden, der blev overfaldet og klippet på sygehuset. Der er også fortællingen om anholdelser af tyskerpigerne i majdagene 1945 og de overraskende mange klipninger af tyskerpiger i juni 1945 – på trods af, at ”hverdagen” var vendt tilbage og politiet igen var blev installeret.

Hør om alt dette og meget mere i den nye podcast fra Historier fra Odense.

Kender du historien om de mange sovjetiske flygtninge, der kom til Odense i løbet af befrielsessommeren 1945? De kom gående over Fyn fra den østlige del af landet, på vejen mod Odense, for at finde det lokale Røde Kors kontor. De blev indkvarteret i Rosenhaven – eller Russerhaven, som den hurtigt blev døbt.

De sovjetiske flygtninge var blevet evakueret til Danmark i de sidste kaotiske dage af krigen. De kom på skibe og forladt rundt om i landet – og på Fyn – efter befrielsen. Mange af dem var krigsinvalider og flere af dem havde mistet arme og ben. Det begyndte med et par hundrede flygtninge, men på sit højeste var der ca. 550 i lejren i Odense.

På dette tidspunkt var Sovjetunionen en allieret og odenseanerne tog godt imod flygtningene. Det var faktisk sådan at mange af byens borgere var nede og lure på flygtningelejren i Rosenhaven. De gik også i byen med byens kommunister og der er også historier om fraternisering med byens kvinder.

Hør også om den mærkelige situation, hvor Sovjetunionen havde besat Bornholm, men samtidig var man allieret og odenseanerne var glade for deres sovjetiske flygtninge. Man kan ikke læse noget i tidens aviser om denne underlige tilstand og dette skyldes nok at vi befinder os i befrielsessommeren.

Flygtningene måtte ikke arbejde og havde derfor ikke ret meget at tage sig til. Derfor donerede odenseanerne materialer og værktøjer til kreativt arbejde og dette benyttedes til krea-arbejde, kunst og teater. De sovjetiske flygtninge lavede et teaterstykke i Rosenhaven som blev bestormet af byens borgere, der ville se deres forestilling. Modstandsbevægelsen rettede faktisk kritik imod de af byens borgere der havde skaffet sig adgang uretmæssigt. Den voldsomme interesse fra odenseanerne gjorde at der blev afholdt fire udsolgte forestillinger på Odense Teater.

Denne periode gav mange forbindelser mellem odenseanerne og de sovjetiske flygtninge. Dette var både venskaber, kærester og et enkelt barn med en ukrainsk soldat. Disse bekendtskaber gik desværre tabt, da flygtningene blev sendt hjem til Sovjetunionen. Dette blev også påvirket af muren til Vesten, hvor det var svært at sende breve til flygtningene og hvor man var bange for hvad det betød for ens ven, hvis de modtog post fra Vesten. Hør stadsarkivar Johnny Wøllekær samtale med Morten Baarvig Thomsen og Rasmus Falsberg om de sovjetrussiske flygtninge i en ny podcast fra Historier fra Odense.

Ny podcast fra Historier fra Odense fortæller historien om den spanske borgerkrig i 1930’erne og de odenseanere, der frivilligt deltog i krigen. Stadsarkivar Johnny Wøllekær har i studiet besøg af historiker Martin Overby, der har skrevet om borgerkrigen i Odensebogen 2024 og nu vil genfortælle historien i Historier fra Odense. Hør om de ni odenseanere, der tog til Spanien for at kæmpe og de tre der døde i en af århundredets mest blodige krige. Du kan også høre om, hvordan den danske regering helst ikke ville blande sig, og dens tiltag for at stoppe danske frivillige. Men myndighederne blev dog snydt af blandt andet en ”druktur” til Paris. Der er også historien om Psykofangen, der stak af fra et dansk fængsel ved at springe over muren og derefter stak af til Spanien. Først nåede han dog at blive interviewet til Arbejderbladet og kom sågar på forsiden. Hør også om Christian Olsen, der blev valgt til partisanstyrkerne og senere blev løjtnant i artilleriet. Alt dette og meget mere i den nye podcast fra Historier fra Odense.

Mange husker, hvor de opholdt sig den 11. september, da et terrorangreb fik World Trade Center til at styrte i grus. I denne udgave af Historier fra Odense er vi taget med Odensefødte Henrik Rehr til New York på denne skæbnesvangre dag. Tegneserietegneren Henrik Rehr, der er født og opvokset i Odense, sad hjemme på femte etage med sin yngste søn og arbejdede, da det første fly ramte tårnene. På TV fulgte han nøje med og hørte de første teorier om uheld, men så ramte det andet fly og så var alle klar over, at der var tale om terror. Hans ejendom blev evakueret. Frivillige hjalp med både for at sejle de flygtende over Hudson Floden og til New Jersey. Henrik prøvede at finde sin kone. Hun og deres store barn var begge tilbage på Manhattan. Det var nervepirrende timer i uvished. Hør om hvordan familien fandt hinanden igen og den lange vej tilbage til ejendommen ved Ground Zero, der betød mange ophold ved venner og familie indtil jul og nytår 2001.

Denne gang kan du høre en særlig podcast om tegneserietegneren Henrik Rehr. Sommeren 2024 er der udstilling om Henrik Rehr i Historiens Hus. Her kan du se illustrationer fra hans mange tegneserier. Her er der både historiske tegneserier om Knud den Hellige m.fl. og mange af tegneseriehistoriens store navne som Ferdinand, Rasmus Klump og Basserne, der alle er blevet tegnet af Henrik Rehr. Han mener selv at have tegnet ca. 40.000 striber i sin karriere. På 50 års dagen for besættelsen var han med til at udgive en tegneserie om besættelsen, der løb over fem år i avisen BT. Du kan også høre om arbejdet når man skal lave en ny tegneserie og processen indtil udgivelsen. Hør om alt dette og meget mere i den nye podcast fra Historier fra Odense og besøg udstillingen i Historiens Hus indtil den 10.09.2024.

Historiker og arkivar Rikke Edlefsen er denne gang inviteret med i studiet, hvor hun fortæller om modstandskvindernes rolle under besættelsen, og ikke mindst den fynske modstandskvinde Petra Petersens. Under dæknavnet Lars vildledte Petra Petersen selv de mest garvede modstandsfolk og den tyske besættelsesmagt under hele besættelsen.

Når man taler om modstandsbevægelsens modstandskamp tænker man oftest på sabotageaktionerne, jernbanesprængningerne og likvideringerne. Det er fortællingen om krudt og kugler. Samtidig er det fortællingen om mændenes rolle. Hvor mændenes rolle oftest fandt sted udenfor hjemmets mure, foregik modstandskvindernes indsats ofte i hjemmet. Kvinderne fandt skjul til modstandsfolk, der skulle gå under jorden, bragte ulovlige blade ud gemt i barnevogne, producerede falske legitimationspapirer og meget mere. Det var en uundværlig indsats, som oftest er blevet overset. Det er også historier, som er svære at fortælle, da der er få kilder overleveret om modstandskvindernes indsats. Ofte fordi kvinderne selv syntes, at deres indsats ikke var betydningsfuld nok - derfor blev de ikke interviewet i tide!

Rikke Edlefsen har været med til at grave denne hidtil ufortalte historie op, som nu bliver fortalt i podcasten. I podcasten bringes også unikke lydklip fra tidligere odenseanske modstandsfolk, som alle udtaler sig om deres indsats og ikke mindst Petra Petersens og Astrid Blumensaadts bidrag til modstandskampen i Odense og på Fyn. Blandt andet kan man høre fortællingen om Petra Petersens rolle, da kommunistiske modstandsfolk i februar 1945 lykkedes med at få befriet 20 politiske fanger fra Nyborg Statsfængsel.