Andrea Elisabeth Rudolph møder Lærke Bagger foran spejlet, hvor samtalen kredser om, at Lærke Bagger nyder at være blevet 40, men også om de år, der var præget af angst, selvhad og sorg. Om spiseforstyrrelser, skam og følelsen af aldrig at have gjort det godt nok. Lærke Bagger insisterer i dag på det uperfekte, accepterer, at ting tager tid, og at livet ikke altid er lutter lagkage. Hun deler sin sorg over dem, hun har mistet, men også over sig selv og den person, hun har sagt farvel til undervejs.