Jorden brænder nu for alvor under prins Andrew, efter det i fredags kom frem, at han ikke længere vil bruge sine royale titler, som følge af den seneste ballade om hans forhold til sexforbryderen Jeffrey Epstein.
Men hvad er op og ned i balladen om prins Andrew? Hvorfor kommer hans fald netop nu? Og hvad står der egentlig i den længe ventede bog, som Virginia Giuffre har skrevet, og som netop er udkommet?
Det forsøger vi at nå til bunds i i denne udgave af Kongeland.
Vi runder også det norske kongehus, hvor der igen er ballade i Marius-sagen. Denne gang er kronprinsesse Mette-Marit dog hovedperson, idet hun angiveligt blev rasende på politiet, fordi hun ikke blev varslet i forbindelse med den anden anholdelse af Marius sidste år.
Slutteligt taler taler vi om de måske lidt for polerede billeder af kronprins Christian, som har fået en del modvind.
Vært: Silla Bakalus, journalist og kongehusekspert
Gæst: Lone Theils, Forfatter, journalist og tidligere korrespondent i Storbritannien
Gæst: Jakob Steen Olsen, kongehuskommentator hos Berlingske
Producer: Mille Algreen-Petersen
Musik: Christian Schødts-Sørensen
Programmet er produceret af Rakkerpak Productions