I dette afsnit kommer du med på cykeltur på Hærvejen på etapen fra Aars til Gatten.
Turen følger Himmerlandsstien, hvor der er en stribe 'naturens stillekupéer', som er til glæde og gavn for både vandrere og cyklister på Hærvejen.
Og der er nostalgi at spore i Hornum, hvor formiddagskaffen bliver indtaget ved Bølle Bop-banen.
Etapen fører også forbi Kulturdebathuset i Søttrup, hvor en kopi af billedhugger Jens Galschiøts 'Den Indre Svinehund' står og lægger op til refleksion.
Overnatninge i Gatten byder på både den primitive slags i shelter og den mere luksuriøse på det store nærtliggende resort, Himmerland.
*
Karin på Hærvejen er en serie, der tager dig med ud på den del af Hærvejen, som går gennem Vesthimmerlands Kommune.
Det er strækningen fra Skals til Aalestrup (eller en lille del af den) og videre mod Aars. Derfra deler Hærvejen sig i to, så ved Aars skal man beslutte sig for, om man vil følge Hærvejen mod Hirtshals eller mod Frederikshavn.
Men du kan lytte til episoderne, som det passer dig. Brug dem som inspiration, som guide eller bare som en god lytteoplevelse.
Hvis du vælger at tage afsted på Hærvejstur - hvad enten det er på gåben eller cykel - så husk at downloade app'en 'Hærvejen', som hjælper dig på vejen med praktiske tips og oplevelser.
Du kan også købe et Hærvejs-pas, som du kan stemple på udvalgte steder på ruten. Passet kan købes online hos Eventyrsport eller på Hærvejsherbergerne på ruten.
Se mere her: https://kort.haervej.dk/da/haervejspasset
*
Bag 'Karin i Krattet' står naturvejleder hos Vesthimmerlands Kommune, Karin Winther.
Charlotte Ostertag fra 'Ostertag - Podcast & Kommunikation' medvirker og har produceret podcasten.