Lars Skinnebach har egentlig ikke lyst til at læse Yahya Hassans tekster. 
Han er højskolelærer, digter og næsten alle eleverne vil have ham til at læse deres private tekster og give kritik. 
"Hvad læser du selv," spørger Skinnebach den unge Hassan. 
"Jeg er helt vild med denne her i øjeblikket. "
Den unge mand trækker Ivan Malinowskis ’Vinterens hjerte’ op af tasken. 
Nu spidser Skinnebach ører. 
’Vinterens hjerte’ har nemlig et magisk skær for Skinnebach. Den har haft afgørende indflydelse på hans eget liv – ikke mindst, da han efter en opvækst blandt grønlandske slædehunde, jægere og kolonister I Sisimiut og Asiat som 15-årig flytter til en stationsby på Sjælland. Her føler sig uden for. Han trækker sig ind i sig selv og trækker en dag husets eneste digtsamling ned af hylden. ’Vinterens hjerte’. 
Hans hoved eksploderer, han stormer op på værelset og skriver seks digte i en slags trance.
’Vinterens hjerte’ har også en finger med i spillet, da han året efter finder sit hjertes udkårne, som han senere bliver gift med. 
Så når denne unge dansk-palæstinenser trækker ’Vinterens hjerte’ op, har Skinnebach ikke andet valg end at læse mandens tekster. Han sidder hele natten, tager teksten med ind på Gyldendal, resten er litteraturhistorie. 
Skinnebach har ikke fortalt historien før af frygt for at få prædikatet ”ham der opdagede Yahya”.
Men i denne uges udgave af Poesibogen slipper han ’Vinterens hjerte’ fri – fortæller historien og redegør samtidig for jordens undergang og sin rolle som gudfar til økopoesien.

See omnystudio.com/listener for privacy information.