Ledelse indefra - m. Ulrik Toft

Valg af ståsteder for hospitalerne og dets mange aktører. 

Herunder sundheds- og hospitalsdirektøren. Det er hovedtemaet i samtalen med Brian Brøndum Møller.

Ståsted 1: Ikke lade frygten for ansvar og konsekvenser tage bolig. I stedet lade maksimal energi rette sig mod alle de positive forbedringer og effektfulde initiativer, der sættes i spil.

Ståsted 2: Kend og stå ved de dyder, der er fundamentet for dig som menneske og dermed som leder. Herunder kærligheden til det sande og positiv forventning til morgendagen. 

Ståsted 3: Man dannes i høj grad af sine ord, beslutninger og handlinger. Når man prioriterer, tænker og handler på bestemte måder tusindvis af gange, så bliver man i høj grad til produkt af dette. Derfor desto mere afgørende at vide, hvad der former én, hvad der er vigtigt – og tilvælge klogt.

Ståsted 4: Skriv en nytårstale og lav aftaler med dit spejlbillede. Har du noget på hjerte for det nye år? Hvad skal især prioriteres og have mere plads? Hvad skal du gøre klart mindre af i det nye år? Brian har gjort det i en årrække, og det har en forbavsende god effekt.

Ståsted 5: Brug dine bilture, hundeture og løbeture. ”Fantastiske muligheder for under åben himmel at spole dagen igennem. Og at spole egen indsats igennem. Ikke at slå mig selv i hovedet, men at lære. Og se om der er noget, jeg skal have justeret ind. Der er mange mennesker, der er afhængige af, at jeg er den bedste udgave af mig selv”.

Hvad ser barnet sin far elske at gøre?
Barnet elsker netop dét. Det smitter. 
Når der er en begejstring at lade sig smitte af.

Adam taler med begejstring om lykken i køkken.
Om kærlighed til at skabe noget, mad eller dramatik, der meningsfuldt og emotionelt griber sit publikum.
 
I øvrigt: Skal ledelse kunne bevæge et publikum?
Podcasten har ikke en officiel holdning, men hepper på de ledelsespraksisser, som formår det. 😉

Dialogen med Adam berører det kreative rum, som i scenekunsten må acceptere præmissen om absolut frihed. Uskrevne regler om, at dét dér kan du ikke sige, eller at nogen har abonnement på det rigtige og det forkerte, det dur simpelthen ikke.  Det gør det vel egentlig heller ikke i organisatoriske sammenhænge, selvom det sker alt for ofte.

Du er nødt til at kunne være i det åbne og overraskende terræn. Også som leder. Fjerne skyklapper, forsigtighed og fintfølende fornemmelser. Det handler om at sætte noget fri, som ikke er endnu. Også dit eget behov for styring. Ellers er der for fladpandet energi at arbejde med. Og det flytter ingenting. 

En sidste ting fra Price-dialogen til ledere (med inspiration fra serien The West Wing): “Når du er en gennemsnitligt begavet leder, så sørg for at omgive dig med medarbejdere, der er mere begavede. Er du en højt begavet leder, så omgiv dig med lige så begavede medarbejdere – som er uenige med dig."

Til medarbejdere: Tryktest din manuskriptforfatter (læs: leder); hvad er egentlig det særlige, hun har på hjerte? Bevæger det dig, er der ånd og autenticitet, eller kan du mærke, at du får mere lyst til at komme hjem i eget køkken og mærke den begejstring, der er der?

Vi kender hende fra succesfulde film og tv-produktioner: 
Borgen, Game of Thrones, Marie Krøyer. 

 Birgitte har fyldt mange store filmroller ud og har lyst til:
“…at det nu skal handle om noget andet end mig.”

Når man vil ændre noget, forandrer det sjældent noget at råbe fra sidelinjen. 
Man er nødt til at investere sig selv og vove at gøre sin stemme og rolle gældende. Det forstod Birgitte som elevrådsforperson og er kommet i tanke om, hvor skønt det er at arbejde formålsdrevet. 

 Vi taler med hende om inspiration, besvær og personudvikling fra kunstens verden, og hvordan de erfaringer på forskellig vis kan overføres på organisatorisk liv og ledelse. Blandt andet om betydningen af visuelt appellerende storyboards, klar retning og frihed for aktører til at skabe mest mulig værdi. 

Og prisen, alle betaler, når grundideen vakler, når fri udfoldelse overdrives og strukturerende rammer glimrer ved deres fravær.

Coach Al Pacino siger i Any Given Sunday, før den store Football final: 

"The inches we need are everywhere around us. 

They're in every break of the game, every minute, every second”.

 Frank Meier minder lidt om Pacino. Særligt ift. sin forståelse af ledelse, som noget der udspiller sig overalt i både genkendelige konturer og overraskende formater. Med overdrevent fokus på klassiske humane ledelsesfigurer og alt for ringe forståelse af de mange nonhumane faktorers indflydelse på mere end det, som det gennemsnitlige øje ser.

 Han langer stilfærdigt ud efter egen forskningsstand og forstår ikke, hvorfor så megen forskning og ledelsesrådgivning fortsat rider de samme heste som for 30, 40 og 50 år siden. Blandt ift. personlighed, anvendelse af afdækkende personlighedstests, harmonisering af lederfiguren, manglende nysgerrighed, udfordring af dark leadership og forbundethed og repræsentation i agency.

Spiller jeg en tilstrækkelig rolle i livet? Falder rampelyset på mig i den ønskelige lyssætning?

Det spørger Poul Joachim Stender om. Og svarer selv med udgangspunkt i eget liv og egne erfaringer.

Hvis virkeligheden driller, så skift briller. Tænk mindre på din egen plads på scenen. Interessér dig i stedet for de andre omkring dig, og mærk en uforklarlig skøn glæde sprede gode ringe i livet. Så ulogisk det end måtte lyde i vores tid; Spil en understøttende birolle i fremhævelse af og hjælp til andre. Så mærker du pludselig, at det er større at tjene, end at lade sig tjene.

Stender er i god holdningsform med adgang til eksistentielle og mellemmenneskelige perspektiver. Og er selv nået frem til at fællesskaber omkring måltidet kombineret med perioder af unyttighed suppleret med selvforglemmelse – er regenerative stier for mennesket at vandre ad.

Selv en af landets hurtigsttalende og vidtløftige tænkere kan beslutte sig for at lade sin ytringsvillighed og synlighed gå i hi.

Det gjorde Vincent i sin gymnasietid, hvor han oplevede sig som the odd one out, der ikke kunne lure de sociale koder og følgelig valgte at fokusere eksklusivt på undervisning og forpligelser fremfor festligt gymnasieliv.

Verden åbner sig efterfølgende anderledes med ophold i New York med stærk oplevelse af, hvad et spejlende venskab formår at forløse.

Menneskelig interaktion, rationalitet og moralfilosofiske perspektiver handler denne podcast om. 

Om logikken i nulsumsspillet og tillid som forudsætning for at skabe mere interessante plussumsspil. Herunder Rousseau´s teori om fælles Hjortejagt fremfor individuel kaninjagt.

Mest handler den dog opmuntrende om, hvad der er helt nødvendigt for det at være menneske. Og at det vi tror er nødvendigt for at leve et godt liv ofte ikke er det.

Bevidst udviklende organisationer anerkender præmissen om, at det menneskelige potentiale er uudgrundeligt og grænseløst. Der er masser af grænser og selvvalgte punktummer, der kan overskrides. Udfoldelser og forståelser der kan kvalificeres til glæde og berigelse for noget og nogen.

Hvordan tackler man bedst ledere (og mødre😊) der tilsyneladende viser omsorg og interesse, men i virkeligheden forklæder sin skjulte magtudøvelse og behov for at kontrollere?

Vi kigger også på, hvilke stadier af professionel modenhed ledere og medarbejdere navigerer ud fra og hvilke muligheder og begrænsninger, det tilbyder den organisatoriske muskel.

Episoden tager afsæt i Carolines bogudgivelse; Udvikling med Mening, og nogle af dens interessante betoninger af, hvad der skaber tørskoede trædesten til sunde bevægelser for den enkelte og fællesskabet. Og hvad der er klogt at svømme udenom.

Grønne koncerter er guld værd. For de der er med, de der får andel i det beløb, som otte koncerter kaster af sig – og de som har brug for at vide, hvordan man mobiliserer enorme mængder af frivillige. Frivillige som bare får det hele til at spille uden at spilde. Det sidste er som at se en myretue i fuld vigør og ditto kontrol.

Kan andre dele af civilsamfundet eller offentlige organisationer lære nye tips og tricks af den velsmurte og high-performing festivalmaskine? Hvilken rolle spiller det, at Theis kommer fra en teaterbaggrund, er udpræget tillidsfuld og godt kan li´ at få tingene til at spille? 

Sidst i podcasten afspilles der skøn musik, som tegner en besnærende skitse af et af Theis´ grundtræk, som han undrer sig over, men ikke påtænker at lave om på. 

Sommerfuglens vinger er som bekendt noget af det skrøbeligste, fineste og stormvækkende naturen sætter i scene. Lea er ikke nogen sommerfugl. Eller er hun?

Man kommer lidt i tvivl undervejs. Farverne, de flaksende bevægelser og et magnetisk indtryk på baggrund af begejstring, synspunkternes klarhed og evnen til at dvæle ved det forunderlige. Herunder bedstefaderens naturvandringer, søgen efter poesi, evighed og Gud. Derigennem sig selv. 

Ellers de tidsubegrænsede feedback-sessions med begejstrede Zetlanders, som har så meget på hjerte, at de ikke frygter, men griber andres blik og opfattelse af dem.