
Sign up to save your podcasts
Or


Det seneste år har vi hørt meget om truslerne ved AI. Men udviklingen af AI er også fuld af håb. Det mener i hvert fald dagens gæst, der i en ny bog, AI - Mellem fornuft og følelser, argumenterer for, at mulighederne er langt, langt større end problemerne.
Jan Damsgaard, der til daglig er professor ved Department of Digitalization på CBS, havde egentlig affundet sig med, at internettet og smartphones ville blive de store teknologiske gennembrud i hans livstid. »Men ChatGPT overgik mine vildeste forventninger‚« fortæller han i dette sidste afsnit af podcastserien Maskinstorm.
Så nemt at bruge, så imponerende, så ufatteligt overbevisende.
»Jeg tænkte bare ‘wow, det her er en kæmpe ting’. Verden bliver ikke altså ikke den samme igen. Det her er epokegørende«.
Desværre frygter Jan Damsgaard, at Europa igen er ved at gøre, som vi gjorde under 00'ernes tech-revolution: regulere os selv helt ud af ligningen.
Du kan lytte til hele afsnittet her eller på www.information.dk/podcast
Din vært er journalist Mathias Sindberg.
Serien er støttet af Novo Nordisk Fonden.
Har soldaten en fjende i sigtekornet, eller et uskyldigt menneske? Skal han eller hun trykke på aftrækkeren, eller ikke?
En af soldatens mest vanskelige opgaver har altid været potentielt at skulle beslutte, hvem der skal leve og hvem der skal dø i en krig.
Men noget er ved at ændre sig. De seneste år er våbensystemer, der er delvist styret af kunstig intelligens, blevet mere og mere udbredt.
Dette afsnit af Informations podcastserie Maskinstorm handler om, hvilken rolle kunstig intelligens spiller på slagmarken. Og ikke mindst de etiske dilemmaer forbundet med det.
Journalist Natalie Barrington Rosendahl får besøg af Lars Bo Larsen, der er direktør for det nye Nationalt Forsvarsteknologisk Center, som er dannet blandt andet af de danske universiteter og sat i verden for at samarbejde med Forsvaret, industrien og det politiske niveau om at udvikle forsvarsteknologi.
Han tror, at kunstig intelligens inden for de felter, han arbejder med, vil betyde, at vi ser færre krige. Med færre dødsfald.
Du kan lytte til hele afsnittet her.
Serien er støttet af Novo Nordisk Fonden.
Netop dét spørgsmål undersøger Informations fotoredaktør Sigrid Nygaard i dette afsnit af Maskinstorm, hvor hun får besøg af professor i Computer Vision ved Aalborg Universitet Thomas B. Moeslund, der forsker i, hvordan man får computere til at genkende og forstå digitale billeder.
Du kan lytte til hele afsnittet her.
Serien er støttet af Novo Nordisk Fonden.
En video af Joe Biden, der genindfører den militære værnepligt i USA er blot et af mange eksempler på, hvordan falske videoer, billeder og lydklip, også kendt som ’deepfakes’, har gjort det vanskeligere at skelne mellem sandt og falsk på nettet.
Omfanget af manipuleret indhold på internettet er blevet et hastigt stigende problem, mener datalog og adjunkt på IT-Universitetet i København Aske Mottelson, der forsker i interaktionen mellem mennesker og maskiner og står i spidsen for et forskningsprojekt om netop ’deep fakes’.
»Jeg synes, man må erkende, at der er grund til bekymring. Det er imponerende, hvor realistiske de her deep fakes er blevet på meget kort tid,« siger han i dagens afsnit af Informations podcastserie Maskinstorm.
Ifølge Aske Mottelson har det altid været muligt at bedrage folk på nettet. Men hvor man tidligere skulle have gode evner inden for billedredigering, være en dygtig animator eller have penge nok til at hyre et professionelt filmhold, kan man i dag sprede effektiv misinformation med relativt få midler og beskeden erfaring. Men teknologien kan også bruges i det godes tjeneste. Det kan du høre meget mere om i dagens afsnit af Maskinstorm.
Din vært er lydredaktør Rasmus Bo Sørensen.
Serien er støttet af Novo Nordisk Fonden.
På internettet kan man besøge sjove AI-generatorer som DALL-E, der kan skabe billeder af lige det, man ønsker sig. Skulle det være The Beatles på en tandemcykel malet i Van Gogh-stil? Det kan du sagtens få. Og dermed har man implicit besvaret spørgsmålet om, om en AI kan lave kunst: Ja. Selvfølgelig kan den det.
Men ifølge post.doc. og AIAS-SHAPE Fellow ved Aarhus Universitet Janet Frances Rafner er det faktisk et lidt upræcist spørgsmål at stille. For nok kan AI generere billeder, som vi mennesker kan beslutte os for er kunst. Men er algoritmen også kreativ i sig selv?
Hvad vil kreativitet overhovedet sige? Det undersøger Janet Frances Rafner i en nyudgivet artikel om kreativt samarbejde mellem mennesker og algoritmer i tidsskriftet Nature, og det kommer hun i studiet i dette afsnit af Informations nye podcastserie Maskinstorm og fortæller mere om.
Din vært er kunstkritiker Bodil Skovgaard Nielsen.
Serien er støttet af Novo Nordisk Fonden.
Dette afsnit af Informations podcastserie 'Maskinstorm' handler om kunstig intelligens som videnskab. Historisk set har videnskab handlet om at forstå verden og beskrive dens enkeltdele, men inden for kunstig intelligens sker der ofte det modsatte: Vi skaber noget, vi ikke forstår, og får nogle resultater, vi ikke kan forklare.
Dagens gæst, overlæge på Rigshospitalet og klinisk lektor på København Universitet Carsten Niemann, arbejder både med traditionelle videnskabelige metoder inden for medicin og med kunstig intelligens, og for ham at se er det ikke et problem. Det er bare sådan, videnskab er.
Din vært i dag er journalist Otto Lerche.
Serien er støttet af Novo Nordisk Fonden.
Toke Thomas Høye er professor i biodiversitet på Aarhus Universitet og bruger kunstig intelligens til at forske i, hvordan klimaændringerne påvirker planterne og de insekter, der bestøver deres blomster.
Sammen med dagens vært, klimajournalist Marie Sæhl, gør han os klogere på, hvordan kunstig intelligens kan hjælpe klima- og biodiversitetsforskningen.
Lyt til hele afsnittet her – eller dér hvor du normalt lytter til dine podcasts.
Serien er støttet af Novo Nordisk Fonden.
From the publisher's feed