Morten Søndergaard bor på et bjerg. På bjerget er der oliventræer. Morten taler oliventræernes sprog. De hvisker, hvordan de vil klippes. Hvilken gren der skal studses. På bjerget uden for Pietrasanta i Italien er der også bier. Morten passer bistaderne. Og samtaler med de summende bestøvere. Bierne, bjerget og oliventræerne sniger sig ind i hans poesi. Fordi det stedlige altid har sneget sig ind i hans sprog. Som opvæksten i en forstad til Odense listede sig ind i hans digtsamling og undervisningsprojekt Ordapotektet. Fordi ord og medicin hang uløseligt sammen i barndomshjemmet. Hans far var eneste sprogforsker i forstaden. Og pilleglas, tomme flasker og ordbøger flød sammen på en måde, drengen Morten Søndergaard troede at Adverbium og Valium betød det samme. I denne uges udgave af Poesibogen fortæller han om ingefær som metafor for sit kunstneriske virke - og om at række armen ud, gribe en tilfældig bog, og lade den ændre livets bane

See omnystudio.com/listener for privacy information.