Poesien er fuld af subjekter, stærke og skrøbelige subjekter, der – måske – drømmer om at nå ud til andre subjekter, og sådan transformeres ud i en social sammenhæng. Når subjektet på forhånd har taget en social, en “vi-formet” karakter på sig, balancerer sproget, blafrer sproget som et gardin i et åbent vindue, det er ude og inde, det rækker ud og ind, sproget både omslutter og udsætter, hvis ikke udstiller, subjektet i den hårde kollektive realitet. Med andre ord: Når sociale subjekter digter, bliver det kompliceret.

Tekst og oplæsning: Lene Henningsen

Sten på sten