Noget andet

Vedaerne

Sanskrit "viden". Hellig viden. De ældste helligskrifter på indisk jord (ca. 1500-800 f.v.t.). De danner basis for udviklingen af religioner som hinduisme, buddhisme og jainreligion. Hinduisme er dog den eneste af de nævnte religioner, der anerkender vedaernes autoritet. De andre har udviklet sig som selvstændige religioner, bl.a. ved at forholde sig kritisk over for vedaerne.

Vedaerne er såkaldte shruti-tekster. Dvs. tekster der menes at være blevet hørt af de første vismænd og fremsagt af guderne. I flere hundrede år blev de mundtligt overleveret, men blev siden nedskrevet på det hellige skriftsprog sanskrit. Det eneste sprog som vedaerne bør læses på, mener man i de ortodokse kredse. Det betyder bl.a., at hindupræster altid citerer fra vedaerne på sanskrit.

Historie: Religionshistorisk set er vedaerne de primære kilder til at forstå livet hos det ariske folk, som omkring 2000 f.v.t. erobrede Nordindien fra de derboende dravidere. 

Vedaerne består af i alt fire samlinger, der hver især er brugt af forskellige præster under den offentlige kulthandling:

Rigveda: Sanskrit "lovprisningens veda", den ældste, mest omfattende og langt den mest betydningsfulde af vedaerne. Den er fra omkring 1500-1200 f.v.t. og består af i alt 1028 hymner fordelt på ti bøger. Den lovpriser primært guderne (33 i alt) og deres bedrifter. Der blev reciteret derfra af råberpræsten (hotar) under offerhandlingen.

Samaveda: Sanskrit "sangenes veda". Hymner der blev sunget under kulthandlingerne - primært under soma ofringen. Beskæftiger sig med stof hentet fra Rigveda. Den består af i alt 1810 eller 1549 vers afhængigt af, om gentagelser medtælles. Samaveda blev fremsunget af den til offerhandlingen tilknyttede sangerpræst (udgatar eller udgatrs).

Yajurveda: Sanskrit "offerformlernes veda". En vejledning i offerhandlinger. Indeholder offerformularer med fortolkninger. Offerbringerpræsten (adhvaryu), der var den højeste i hierarkiet, mumlede formler herfra, når offeret blev båret frem. Den består af to forskellige, dog tæt forbundne, samlinger: Den hvide og den sorte Yajurveda.

Atharvaveda: Sanskrit "viden om de magiske formularer" eller Atharva-præstens veda, hvor Atharva er navnet på en mytisk præst, der grundlagde ildofferet. Består af besværgelsesformler, afværgelsesformler og gudehymner. Denne veda adskiller sig meget i sin form og i sin brug i forhold til de andre tre vedaer og blev først sent anerkendt som hellig viden. Den består i sin oprindelige form af i alt 18 bøger, to er senere blevet tilføjet.

veda

veda, fællesbetegnelse for vedareligionens religiøse tekster, der er affattet på sanskrit. Veda omfatter i snævrere forstand fire samlinger (samhita): Rigveda, Samaveda, Yajurveda og Atharvaveda. Den ældste samling er Rigveda, hvis ældste dele sandsynligvis stammer fra 1500-t.-1200-t. f.Kr.

Ordet veda er sanskrit '(hellig) viden', af samme opr. som dansk viden.

Til hver af de fire vedaer knytter sig en række ritualistiske prosatekster, brahmanaer. En fortsættelse af brahmanaerne er to kategorier af tekster: aranyakaer og upanishader, der indeholder offermystik og religiøse og filosofiske anskuelser af esoterisk art.

Hinduisme: Hvordan hænger samsara, karma, moksha, atman og brahman sammen? Det nytter ikke noget kun at læse om samsara, for da misser man vigtig viden om karma, moksha (som buddhisterne kalder nirvana), atman og brahman. Det hele hænger sammen. Egentlig kan man også gå i dybden med atman og brahman først, og bagefter se på samsara, karma og moksha. Ligegyldigt hvad, må man se på alle begreberne én for én for at danne sig et overblik over dem. Jeg kunne også godt tænke mig at lave podcast. Èt afsnit om samsara, ét om karma, ét om moksha, ét om atman og ét om brahman, man da de hænger så meget sammen, har jeg gjort det sådan her. Måske laver jeg enkelte afsnit engang i fremtiden, hvor jeg går mere i dybden med begreberne én ad gangen. Lad os se! 

Sanskrit "genfødslernes kredsløb". Et begreb inden for hinduisme, buddhisme, sikh- og jainreligion der henviser til den vedvarende cyklus af fødsel, død og genfødsel, som man skal forsøge at frigøre sig fra. Livet anskues her som en tilstand, der indbefatter smerte, ulykke, længsel osv. og dermed står i modsætning til det, man forbinder med lykke.

Samsara er tæt forbundet med karma, da det enkelte individs handlinger har betydning for, hvad det genfødes som. Gode handliger, der følger de moralske leveregler dharma, skaber en bedre genfødsel fx som munk; dårlige handlinger, hvor man trodser dharma, skaber en dårligere genfødsel, fx som det urene dyr grisen. Jo bedre genfødsel, jo nærmere er man en frigørelse fra samsara.

moksha

Inden for hinduisme det altigennemtrængende princip, som er en del af alt, og som betinger alt. Det er uden begyndelse og uden ende. I ét ord også kaldt verdensaltet.

I upanishaderne skal man, for at frigøre sig fra genfødslernes kredsløb, forsøge at erkende, at ens personlige selv, atman, er identisk med verdensaltet brahman. Man bliver således ét med verdensaltet.

Brahman er den skabende og bærende kraft i tilværelsen, det er både alt det, der kan erkendes og fattes, og det, der ligger uden for erkendelsens grænser.

Brahman er det upersonlige modstykke til skaberen Prajapati fra brahmanaerne, men bliver igen personliggjort i skaberguden Brahma.

Livets essens/princip og begreb inden for buddhisme og hinduisme. Atman er det, der bliver tilbage, når et menneske, dyr eller en organisme dør, og det, der genfødes i en ny skikkelse. Det er således det eneste, der består og genfødes.

Atman bliver ofte forkert oversat som sjæl eller selv, en oversættelse som kan bruges til en forståeliggørelse af begrebet som det personlighedsprincip, der er bundet af samsara, genfødslernes kredsløb. Det er vigtigt at skelne imellem det empiriske selv, jiva, og atman, det metafysiske selv. Hvor jiva empirisk kan måles som summen af fornuftsevner, ligger atman uden for enhver form for empirisk bevisførelse.

I hinduisme er frelse eller frigørelse (moksha) det samme som, at atman bliver ét med verdensaltet, brahman. Det sker ved, at man erkender, at mennesket dybest set er identisk med det altigennemtrængende livsprincip, brahman.

Kilder:

Den personificerede skabergud i hinduisme der sammen med Vishnu og Shiva udgør en treenighed (trimurti), hvorfra alt udspringer.

Modsat Shiva og Vishnu findes der ingen særskilt retning, der dyrker  Brahma, og der findes kun få templer, som er tilegnet ham. Han afbildes  oftest med fire hoveder, der skuer imod hvert sit verdenshjørne, så han  kan holde øje med hele sit skaberværk. I en af puranaernes  skabelseslegender ligger Vishnu på urhavet på slangen Sesha. Op af  Vishnus navle vokser en lotusblomst. I lotusblomsten sidder Brahma, der  herfra begynder sit virke som skaberen. I Mahabharatas skabelseslegende  derimod opstår han af verdensægget, og han forbindes med Prajapati. Hans  ægtefælle er visdommens gudinde Saraswati, og hans ridedyr er en gås,  der symboliserer viden. Brahma, der ikke optræder i vedaerne, er  sandsynligvis en personificering af det upersonlige begreb brahman fra  upanishaderne, hvor man ved grammatisk at ændre et intetkønsord til et  hankønsord forandrer det upersonlige til en mere håndterbar  gudeskikkelse, der kan anråbes i kulten.

Fra https://da.wikipedia.org/wiki/Brahma:

Brahma er i hinduismen Universets skaber og visdommens gud. Sammen med Shivaog Vishnu udgør han en del af hinduismens Trimurti. Brahma er fader til Manu fra hvem menneskeheden nedstammer. Brahma har fire ansigter, men man kan kun se tre af dem på en gang. De fire ansigter viser de fire himmelretninger, som Brahma er hersker over. Brahma bliver også vist med fire arme. Hans guddommelige kræfter kaldes Brahman, der betyder "verdenssjælen".

Brahma er ifølge traditionen født ud af Vishnus navle.

Selvom bønner til Brahma indgår i mange hinduistiske ritualer, er der blot få templer viet til Brahma. Et af de største templer for Brahma ligger i Pushkar i Rajasthan.

Han er gift med Sarasvati, gudinden for kunst, musik og litteratur. Hun bliver ofte fremstillet med en bog i den ene hånd og et strengeinstrument i den anden.

Hinduismen holdes sammen af en række helligskrifter, ritualer og  livsformer. Af helligskrifterne skelner man mellem de tekster, som er  blevet åbenbarede, og som derfor ikke er skabt af mennesker, og de  menneskeskabte tekster

Åbenbarede tekster (shruti - dvs. "hvad der er hørt"):

Skrifter skabt af mennesker (smriti - dvs. "hvad der er husket"):

Kronologisk opstilling af hinduismens vigtigste hellige skrifter

1) Vedaerne (1500-800 f.v.t.)

Hinduismens udvikling er kendetegnet ved, at den oprindelige  brahminske traditionen til stadighed har evnet at tilpasset sig de  skiftende udfordringer. Først fra Bhagavadgitas lære om at gøre sin  pligt, leve som aktiv samfundsborger og samtidig hengive sig til guden i  bøn og med daglige ofre. Dernæst kom tilpasningen den tantriske  bevægelse, hvorved det kvindelige element fik en større plads. Endelig  blev mødet med Europa i de sidste par århundreder en udfordring, som  betød indoptagelse af tolerancetanken, social aktivitet og et positivt  syn på den materielle verden.

Hinduismen kalder sig selv sanatana dharma, dvs. den evige  religion. Hinduismens styrke er pluraliteten og en stadig evne til  optage nye elementer i sig.

1. Veda

Veda betyder hellig viden og er betegnelsen for den rette viden om ritualer og ofrenes udførelse. Men veda er også betegnelsen for den religion, der udgør grundlaget for hinduismen. Veda-religionen kom med de ariske stammer ind på den indiske halvø i det andet årtusinde f.Kr.

Veda-tidens skrifter udgør stadig grundstammen i Hinduismen. Og bruges stadig i templerne

Veda-skifterne stammer helt tilbage fra mellem 1500 og 1000 f. Kr. Vedaerne indeholder samlinger af offerhymner, vejledninger i offerets udførsel, offerformler og melodier til de ord, der skal fremsiges ved offeret.

 2. Brahma

Brahma er både en skabergud og betegnelsen for den højeste og altgennemtrængende ånd det upersonlige alt. Som en personlig skabergud udgør Brahma en "treenighed" med guderne Vishnu og Shiva. I menneskets sjæl er Brahma tilstede som atman, det evige princip, der gør sjælen udødelig.

3. Samsara

Genfødslernes ring eller sjælevandringen har sin baggrund i uvidenhed. Sjælen er bundet til en stadig række af genfødsler så længe mennesket ikke har viden om vejen til forløsning At føle sig bundet til verden er at være bundet til sin krop og dermed til stadig nye genfødsler.

 4. Karma

Loven om karma er den livslov, der bestemmer, hvilken eksistens sjælen får i en ny genfødsel. "som man sår, sådan høster man". Altså bestemmer menneskets handlinger og livsstil den næste genfødsel. Menneskets skæbne er selvforskyldt. Karma betyder "gerningerne der binder".

5. Kastesystemet

Tilværelsen er gennemtrængt af en guddommelig orden. Denne orden kommer til udtryk i kastesystemet, hvor hinduerne er placeret ind i et system af klasser.

1. præsteklassen (brahmana)

Til hver af disse klasser er der knyttet moralske regler og pligter. Uden for, eller mere korrekt under, disse kaster findes de kasteløse, som er uden retttigheder, men ikke uden pligter.

Kastesystemet blev ophævet ved lov, da Indien blev selvstændighed efter Anden Verdenskrig, men fungerer stadig i praksis.

6. Bhagavadgita

Den mest populære bog blandt hinduismens hellige skrifter. Bogen fortæller om en slægtsfejde, men hovedsagen i bogen er samtalen mellem hærføreren Arjuna og hans vognstyrer, guden Krishna. Krishna belærer ham om hengivelsens vej til frelse, nemlig at man kan gøre sin pligt som kriger og samtidig have al sin tanke koncentreret om guden.

7. Krishna

Denne gud opfattes både som en guddom og en helt (Rama). Krishnas kærlighed til sin mage, Radha, ses om et billede på gudens kærlighed til sjælen. Krishna er nok den mest dyrkede gud i hinduismen og er centrum for den moderne nyreligiøse bevægelse, Hare Krishna.

8. Moksha (forløsning)

Hinduismen indeholder en række frelsesveje: indsigtens vej, hengivelses vej, ofrets vej, yoga. Frelsen er forløsning fra genfødslernes ring til en forening med det absolutte guddommelige bag denne tilværelse.

9. Yoga

Yoga betyder "anspændelse" og består i to trin: en kropslig yoga og sindets yoga. I den kropslige yoga når man frem til at kunne se bort fra sin krop og dens funktioner. I sindets yoga opløser man sin bevidsthed, hvorved forløsningen indtræder.

10. Mahatma Gandhi (1869-1948)

Indiens store filosof og politiker, Mahatma Gandhi.

Om Immanuel Kant og det kategoriske imperativ.

Epikur var en græsk filosof. Her læser jeg hans brev til Menoikeus op. Brevet opsummerer Epikurs filosofi på en god, direkte måde. 

Epikur: Etik og nydelse (4 min)

Hans svar er nydelse, eller velvære. Epikur antager, at der findes en naturlig tilstand for mennesket, og at man kan registrere, om man befinder sig i den, ved at mærke efter, hvordan man har det. Hvis man føler velvære, er man på rette vej.  Velvære, dvs. fravær af smerte, er tegn på, at man lever rigtigt; smerte er tegn på det modsatte. Man bør ikke stræbe efter vekslende nydelser, men efter en stabil tilstand af velvære; det vil da være let at tilfredsstille ens (ganske små) naturlige behov. I denne tilstand opnår man ataraxia.

Mennesket kan skabe et liv i indre frihed, uafhængig af den ydre verden. Den frie vilje gør os i stand til at forme vores egen verden ved rationelt at undersøge vores begreber. Målet med det er at komme i forbindelse med menneskets egen natur og at leve uforstyrret med mindst mulig ubehag og smerte. Epikurs filosofi har derfor et praktisk sigte som en livskunst, og i de epikuræiske haver har eleverne formentlig arbejdet med sig selv og ikke kun med teorierne.[4]

Det er derimod den perversion, menneskets opvækst, dets miljø, bringer. De herskende værdier i samfundet finder Epikur simpelthen syge. Begær efter magt og rigdom er misforstået jagt på velvære, mener Epikur; man opnår jo ikke fred af det, bare evig jagt på yderligere magt og rigdom. Epikur tager afstand fra det traditionelle græske værdisystem. Han mener, at disse værdier i sidste ende er afledt af frygt, dels for døden, dels for guderne. Men da mennesket er en stoflig ting, og alt, hvad det er og kan, kommer af dets evne til at sanse som levende væsen, vil det ikke kunne føle eller tænke efter døden. Dén skal man altså ikke frygte. Og verden er jo opstået ved et tilfælde; guderne har ikke noget med den at gøre. Guderne blander sig ikke i menneskenes forhold, og er derfor ingen trussel. Guderne griber ikke ind i menneskets liv, så der er ingen grund til at frygte dem. Epikur betragtede religionen som en sygdom i sjælen forårsaget af menneskets frygt for døden og guderne.

Immanuel Kant og det kategoriske imperativ.

"Hvis du har lyst til at læse filosofi, så forbered dig straks på at blive leet ud og at blive gjort til grin af mange. ”Pludselig er han dukket op imellem os som filosof!” ”Hvor har han mon fået den overlegne mine fra?”