
Sign up to save your podcasts
Or


Dette podcastafsnit i Organisationers Verdens undersøger samspillet mellem strategi og organisatorisk identitet – mellem hvor organisationen vil hen, og hvem den er. Et centralt spørgsmål er, hvordan strategier kan skabe fremtidig retning og samtidig opleves som meningsfulde i lyset af organisationens historie og selvforståelse.
Her spiller tid en afgørende rolle, fordi strategi og identitet forbinder fortid, nutid og fremtid på forskellige måder.
Professor Majken Schultz fra Institut for Organisation udfolder dette perspektiv med afsæt i forskning udviklet sammen med Professor Tor Hernes. Afsnittet viser, hvordan forskellige temporale orienteringer kan forme samspillet mellem strategi og organisatorisk identitet. Marianne Kellman er vært på dette podcastafsnit.
I denne episode af Organisationers Verden skal det handle om Equity Theory, som blev udviklet af den amerikanske organisationspsykolog John Stacey Adams i 1960’erne. Teorien kredser om en grundlæggende idé, nemlig at motivation ikke kun handler om, hvad vi selv får ud af vores arbejde, men også om hvordan det står i forhold til det, andre får. Equity Theory har siden fået stor betydning inden for forskning i motivation, arbejdsrelationer og organisatorisk adfærd, og teorien bruges stadig i dag til at forstå spørgsmål om blandt andet løn, anerkendelse, trivsel og fairness på arbejdspladsen. Postdoc ved Institut for Organisation, Unnar Theódórsson, er inviteret ind i studiet for at fortælle om Equity Theory. Marianne Kellmann er vært for podcasten.
I denne episode af Organisationers Verden skal vi tale om noget, der påvirker os alle, men som vi sjældent sætter ord på i hverdagen, nemlig ulighed. Ikke kun ulighed i samfundet generelt, men ulighed i de organisationer, vi befinder os i. Til det formål skal vi dykke ned i den såkaldte ”Relational Inequality Theory” – eller relationel ulighedsteori – som er blevet udviklet af sociologerne Donald Tomaskovic-Devey og Dustin Avent-Holt. Lektor ved Institut for Organisation, Lasse Folke Henriksen, er inviteret ind i studiet for at fortælle om relationel ulighedsteori. Marianne Kellmann er vært for podcasten.
I denne episode af Organisationers Verden skal vi tale om netværksteori – og især om en berømt teori af den amerikanske sociolog Mark Granovetter. Teorien har fået navnet ”the strength of weak ties” og blev første gang publiceret på artikelform i 1973. Siden da har teorien fundamentalt ændret måden, vi forstår relationer, samarbejde og muligheder i organisationer og i samfundet mere bredt. Lektor ved Institut for Organisation, Lasse Folke Henriksen er inviteret ind i studiet til at fortælle om Granovetters teori. Marianne Kellmann er vært på podcasten.
Hvordan påvirker metaforer den måde, vi forstår, designer og leder organisationer på? I dette afsnit af Organisationers Verden ser vi nærmere på den canadiske organisationsteoretiker Gareth Morgans banebrydende bog Images of Organization. Her introducerer Morgan otte grundlæggende metaforer – som fx organisationen som maskine, organisme eller kultur – der har præget vores forståelse af organisationer. Lektor Johan Simonsen Abildgaard fra Institut for Organisation, Copenhagen Business School, guider os igennem de centrale pointer i bogen og diskuterer, hvordan metaforperspektivet stadig kan kaste nyt lys over nutidens organisatoriske praksisser. Marianne Kellmann er vært på podcasten.
Forestil dig, at du til et møde får en idé til at løse et problem – men du tøver, fordi den er utraditionel, og du frygter kritik. Sådan tvivl handler om psykologisk tryghed, et begreb gjort kendt af Harvard-professor Amy Edmondson. I denne episode af Organisationers Verden uddyber lektor Christian Dyrlund Wåhlin-Jacobsen, Institut for Organisation, på Copenhagen Business School, begrebets kerne, historie og betydning for nutidens organisationer. Marianne Kellmann er vært for podcasten.
I denne episode af Organisationers Verden skal vi tale om, hvornår en sag kræver særlig opmærksomhed, og hvornår en hurtig afgørelse er passende. Det drejer sig om handlemønstre, der bygger på erfaring og på træning i at have håndteret lignende sager tidligere. Vi skal dykke ned i den filosofiske tradition ”pragmatismen”, og især i tænkningen hos den amerikanske filosof John Dewey, der har fået ny aktualitet i organisationsteori – særligt når det handler om at forstå rutiner, læring og forandring i organisatorisk praksis. Til at give os en introduktion til Dewey og pragmatismens relevans for organisationsteori vil lektor ved Institut for Organisation, Kirstine Zinck Pedersen fortælle om Deweys historiske og intellektuelle kontekst, dernæst komme ind på nogle af hans mest betydningsfulde begreber og til sidst sige lidt om begrebernes relevans i dag. Marianne Kellmann er vært på podcasten.
I dette podcast-afsnit om organisationsteori skal vi høre om tankevækkende ideer og begreber om beslutningstagning udviklet af politologen James G. March, en af de mest betydningsfulde forskere inden for moderne ledelse- og organisationsteori. James Marchs forskning har haft enorm indflydelse på, hvordan vi forstår fænomener som organisation, ledelse, organisatorisk læring og beslutningstagning. Kristian Kreiner, tidligere professor ved Institut for Organisation på Copenhagen Business School vil i dette afsnit hjælpe os med at forstå Marchs perspektiv på beslutningstagning i teori og praksis. Marianne Kellmann er vært på podcasten.
I denne episode dykker vi ned i tankerne hos den tyske sociolog Hartmut Rosa, der er en central skikkelse inden for den kritiske teori. Rosa undersøger, hvordan det moderne livs konstant stigende tempo påvirker os som mennesker, vores relationer og vores organisationer – og han stiller spørgsmål ved, om vi stadig kan finde mening og forbindelse i en accelereret verden. Lektor ved Institut for Organisation, Erik Mygind du Plessis, introducerer de mest centrale begreber hos Rosa, nemlig social accelleration og resonans. Podcastvært er Marianne Kellmann.
I dette podcast-afsnit om organisationsteori vil vi tale om en vigtig skikkelse i moderne organisationsteori, nemlig den anerkendte politolog Martha Feldman. Siden starten af 1980’erne har Feldman studeret en lang række organisatoriske fænomener relateret til f.eks. beslutningstagning, innovation, inklusion og ikke mindst rutiner. Og det er netop hendes forståelse af rutiner, der vil optage os i dette afsnit. Professor ved Institut for Organisation, Anne Reff Pedersen, uddyber Martha Feldmans perspektiv på organisatoriske rutiner og forandring. I den forbindelse vil hun kort gennemgå et par af Feldmans mest kendte publikationer og relatere dem til sin egen forskning i offentlig innovation. Podcastvært er Marianne Kellmann ved Institut for Organisation.
From the publisher's feed
Vi lever i en verden af organisationer. Igennem hele livet er vi omgivet af organisationer, som hjælper os, uddanner os, giver os arbejde, sælger os varer og lægger os i graven. Men hvad ved vi…