Kandidaterne fra kommunalvalget i Ringsted Kommune debatterer i Kandidatfesten folkeskolen, parkeringspladser i Ringsted, og hvor kommunens solceller skal placeres.
I Ringsted Kommune er skolerne en varm kartoffel. For selvom trivslen er på vej op, så halter det med dumpeprocenten. I 2024 dumpede hver femte elev dansk eller matematik. Og selvom spidskandidaterne ikke er helt enige om, hvorvidt håbet er lysegrønt, så tager de i hvert fald diskussionen i dette afsnit.
Parkeringspladser er der nok af i Ringsted centrum. Det er spidskandidaterne enige om. Hvor længe man skulle kunne holde der, det er en anden sag. Butiksejer Merete Dreisig kalder det uholdbart, at de handlende kun har en time til at shoppe og må løbe ud fra damefrisøren med papillotter i håret for at rykke bilen. Står det til nogle af politikerne, så skal der være fri parkering i byen.
Vi skal alle bidrage til den grønne omstilling, men hvor skal solcellerne placeres og vindmøllerne stå? For eksempel på byens store parkeringspladser, foreslår P4-lytteren Jannie Jensen. Hør hvad spidskandidaterne synes om det forslag.
Medvirkende: Claus Bedemann (Nye Borgerlige), Marie Kruse (Det Radikale Venstre), Finn Andersen (Kristendemokraterne), Mette Ahm-Petersen (Socialdemokratiet), Klaus Hansen (Venstre), Andreas Karlsen (Det Konservative Folkeparti), Michael Rosenmark (Danmarksdemokraterne), Per Flor (Dansk Folkeparti), Britta Nielsen (Socialistisk Folkeparti), Henrik Thomsen (Liberal Alliance).
Optagedato: 17. september 2025.
Vært: Maria Hollænder.
Producer: Malene Klysner Møller.
Afvikler: Claus Würtzen.
Klipper: Anna Bøtter.
Musik: Anders Øhrstrøm.