Premier League-sæsonen 20/21 er skudt i gang, og det samme er sæson 2 af PL Tactico. Vi tog forskud på glæderne i sidste uge, men denne gang er vi tilbage med alle de faste elementer - og dog. Rundt om runden er barberet ned, og vi vil fremover tage os af et mindre antal kampe, dog endnu mere kærligt. Nørderiet bliver derfor skruet op, men det vil som altid peake i Ugens Deep Dive. Det er da også tilfældet i dette afsnit, hvor Søren går i dybden med Leeds' første mål i Premier League, siden de forlod ligaen tilbage i 2004. Citattabellen er blevet ryddet, og tre nye pejlemærker introduceres. Derudover har Morten selvfølgelig også medbragt et spritnyt citat til vurdering, som bringer et smil frem på Sørens læber. Men er det galt eller genialt? Én ting er sikkert. Det her er PL Tactico.