Sætlisten

Mørkt, koldt og trist. 

Det er november lige om lidt, urene er blevt stillet tilbage sammen med havemøblerne, og dagen er aftaget med ufatteligt mange timer.

Der er ikke meget sjov ved denne årstid - og november er jo forlængst blevet defineret som årets allerlængste månede. Men er det nu også helt sandt? Er der slet ikke noget fint og godt ved at gå tur i skoven i efterårsfarverne eller ved at krybe sammen under tæpper med stearinlys, bøger, strikketøj og ikke mindst podcasts?

Vi har fundet et par gode sange frem, der handler om årstiden, og som jo kunne give et bud på, hvad efteråret er, og hvordan man selv kan være i det. Thorbjørn kaster sig over Olesen-Olesens bud på, hvordan det er "Nvember mere end nogensinde", mens Kasper går til en anden ord-ekvilibrist, Jørgen Leth, der på "Efterår" - sammen med konstellationen Vi sidder bare her -sætter ord på, hvordan man kan omfavne efteråret. Både metaforisk og konkret.

Der er med andre ord masser at snakke om - og vanvittig god musik at lytte til. Det kan du selv få vished for, hvis du lytter med.

Husk, at du kan finde alle sangene fra Sætlisten på vores playliste på Spotify.

Værter: Kasper Duus og Thorbjørn Hertz Jensen
Redaktion: Kasper Duus og Thorbjørn Hertz Jensen
Redigering og teknik: Thorbjørn Hertz Jensen
Musik: Kasper Duus

Ildkvinder, Elvis og hammondorgel. 

Den, der leger med ilden...

Jord, luft, ild og vand. Mini-serien om elementerne fortsætter i Sætlisten, men luften må vente, for vi fik vist rodet lidt rundt i rækkefølgen.

Efteråret har meldt sig, og det er tid til at tænde op. Temaet er ‘ild’. Kasper lægger ud med “Fire Woman” med The Cult fra Sonic Temple (1989), hvor Bob Rock giver bandet en fyldigere lyd end Rick Rubins rå produktion på Electric. Og så er guitaristen Billy Duffy manden, der introducerede Morrissey for Johnny Marr.

Thorbjørn går med “Fire” i The Pointer Sisters’ udgave fra Energy (1978). Springsteen skrev sangen til Elvis, der døde, før han nåede at høre den. Og det er jo lidt spændende, hvordsan perspektivet ændrer sig, alt efter om det er en mand eller en kvinde, der synger netop den sang. 

Husk, at du kan finde alle sangene fra Sætlisten på vores playliste på Spotify.

Værter: Kasper Duus og Thorbjørn Hertz Jensen
Redaktion: Kasper Duus og Thorbjørn Hertz Jensen
Redigering og teknik: Thorbjørn Hertz Jensen
Musik: Kasper Duus

Stille med cello og rock med fræserguitar. 

Sætlisten stiller denne gang skarpt på danske kvindelige kunstnere og deres debut - og på de forskelligheder, man kan opleve indenfor netop dette område.

Der bliver lavet afsindig meget god musik af kvinder, men det er lidt for sjældent, at vi her i podcasten får fundet det frem. Det får vi rådet bod på i denne episode, hvor Kasper og Thorbjørn har fundet hvert et nummer frem, der på deres egen måde demonstrerer både spændvidde og kvalitet.

Thorbjørn har fudnet et forholdsvis nyt nummer frem fra en spændende dansk sanger, musiker og sangskriver. Carla Olsen debuterede for ganske få år siden med bl.a. et smukt, engelsksproget nummer, der hedder "Only Once in a Blue Moon". Der er både højtsvungen posi, inderlighed og meget fin instrumentering - fx med en smuk, velanbragt cello - der ledsager den fine stemme.

Kasper går lidt længere tilbage i tid, og har fundet Dicte frem. Hun debuterede i 1991 med bandet Her Personal Pain og albummet Songs from Cinema Café, og fra dét album har Kasper taget den tungt rockende album-lukker "This Red Feeling" med i studiet. I modsætning til Thorbjørns nummer er her både funky rytmer og ikke mindst tunngt fræsende guitarer bag Dictes meget udtryksfulde og markante stemme.

Luyty med, og husk, at du kan høre alle sangene fra Sætlisten på vores playliste på Spotify. Og så er du som altid meget velkommen til at kommentere vores valg på Sætlistens Facebook-side.

Værter: Kasper Duus og Thorbjørn Hertz Jensen
Redaktion: Kasper Duus og Thorbjørn Hertz Jensen
Redigering og teknik: Thorbjørn Hertz Jensen
Musik: Kasper Duus

Musik fra vores ungdom - og barndom. 

I denne epsiode tager Kasper og Thorbjørn dig med på en tidsrejse og lander i 1982. Kasper var 8, Thorbjørn var 16, og det var måske ikke helt det samme musik, de hørte, men så alligevel....

1982 var året, hvor Michael Jackson udgav Thriller, Roxy Music sendte pop-albummet Avalon på gaden, og vi hoppede alle rundt til mega-hittet "Come On, Eileen". Et godt år for musikken, og et godt år at være nsygerrig på musikken i, og alligevel ender det med, at Kasper og Thorbjørn - ihvertfald geografisk - lander det samme sted; i Århus.

Århus var musik-mekkaet i disse år, og dér kunne de prale af både TV2, Gnags, Mek Pek, Kliché, Anne Linnet, Søs Fenger og mange flere af de musikere og bands, der i disse år satte sig solidt på hitlisterne.

Lyt med og find ud af, om det er nogle af disse, vi skal dykke ned i, eller om vi skal helt andre steder hen. Og husk, at du kan finde al musikken fra Sætlisten på  vores playliste på Spotify, hvor vi jo bygger vores egen sætliste. Den er efterhånden blevet ret lang, og der er musik til næsten  enhver lejllighed. Du er som sædvanlig også velkommen til at give dit besyv med; hvad lyttede du til, dernede i 1980'erne, eller hvad finder du frem fra den årgang, når du skal hygge dig, danse eller synge med?

Værter: Kasper Duus og Thorbjørn Hertz Jensen
Redaktion: Kasper Duus og Thorbjørn Hertz Jensen
Redigering og teknik: Thorbjørn Hertz Jensen
Musik: Kasper Duus

Oprør, tyngde og Aarhus Festuge

Ved jorden at blive...

Jord, luft, ild og vand. Elementerne er der - og det er musikken også. Vi tager i denne omgang hul på noget, der kan blive en mini-serie om elementerne, og forsøger at finde noget musik, der kobler sig til det. I denne omgang er temaet 'jord'.

Thorbjørn går med "Maggie's Farm" i den udgave, som Rage Against the Machine leverede på deres cover-album Renegades. Det er Bob Dylans sang fra dengang, han gik elektrisk på Newport og blev buet ud, og her bliver den til et opgør med systemet. 

Kasper vælger "Down in a Hole" med Alice in Chains fra albummet Dirt (1992), en plade han købte, fordi Rage Against the Machines debut var udsolgt. Det er en tung sang om at være levende begravet, og den bæres af Layne Staley og Jerry Cantrells svævende korharmonier.

Hvad ville DU have valgt? Skriv til os på Sætlistens Facebook-side, og find alle sangene på vores playliste på Spotify.

Værter: Kasper Duus og Thorbjørn Hertz Jensen
Redaktion: Kasper Duus og Thorbjørn Hertz Jensen
Redigering og teknik: Thorbjørn Hertz Jensen
Musik: Kasper Duus

Undergrund, undskyld og old school

Denne gang bevæger Sætlisten sig et godt stykke uden for i hvert fald den ene værts komfortzone: temaet er dansk hiphop. En hurtig tur omkring genrens historie bringer os forbi Sugarhill Gangs "Rapper's Delight" fra 1979, DJ Kim Schumachers tidlige introduktion af genren på P3 – og en varm anbefaling af DR's dokumentarserie Den Nye Stil om dansk hiphops udvikling, for dem der vil dybere ned.

I denne udgave af Sætlisten har Kasper og Thorbjørn hver fundet et dansk hiphopnummer – og selvom Thorbjørn indledningsvis må indrømme, at genren aldrig rigtig har grebet ham, ender snakken alligevel med at æde lidt mere end den planlagte halve time.

Kasper vælger "Dyb Undergrund" med DJ Static feat. Jøden, Skyggesiden og Al Agami, fra Statics helt nye album Stadig Rolig (2026). Nummeret er altså spritnyt, men bygget fuldstændig old school med to pladespillere, scratch og sampling. Snakken kommer omkring denne håndlavede tilgang og meget af den nyere hiphop, der i højere grad bliver konstrueret solo foran en computer.

Thorbjørn vælger L.O.C.'s "Undskyld" fra albummet Inkarneret (2003) en central sang i den såkaldte "stodderrap"-bølge sammen med Jokeren og Niarn. Snakken kommer omkring nummerets fortælletekniske greb, hvor en undskyldning gradvist afslører fortællerens egen utilstrækkelighed, det usædvanligt melodiske omkvæd, som L.O.C. – i modsætning til mange kolleger – rent faktisk synger, og den vanskelige balance mellem sprogligt håndværk og genrens misogyne kvindesyn.

Undervejs bliver der også plads til en bredere snak om, hvordan hiphop er gået fra undergrund til at dominere den globale hitliste, Malk de Koijns opdigtede vrøvlesprog og en fælles erkendelse af, at de begge føler sig for gamle til den allernyeste generation af rappere.

Som altid er du meget velkommen til at fortælle os, hvad DU ville have valgt. Hvilket dansk hiphopnummer synes du, vi overså? Skriv til os på Sætlistens Facebook-side – og husk, at du kan finde alle sangene fra Sætlisten på vores playliste på Spotify.

Værter: Kasper Duus og Thorbjørn Hertz Jensen
Redaktion: Kasper Duus og Thorbjørn Hertz Jensen
Redigering og teknik: Thorbjørn Hertz Jensen
Musik: Kasper Duus

Anarkisme, loops og Bond-vibes

Som lovet sidste gang kaster Sætlisten sig denne omgang over det instrumentale – numre uden vokalindsats, om end reglen bøjes en anelse undervejs, for hvad gør man egentlig med et prædikende samplet gadeudråb?

I denne udgave af Sætlisten har Thorbjørn og Kasper hver fundet et instrumentalt nummer – og selvom de kort leger med tanken om kendte bands' enkeltstående instrumentalindslag (Metallica, Pink Floyd, Mike Oldfield), ender de begge med at gå efter to forskellige bands; et, der har gjort det instrumentale til deres identitet, og et, der bryder lidt med deres standard-udtryk.

Thorbjørn vælger "East Hastings" fra det canadiske kollektiv Godspeed You! Black Emperors debutalbum F♯ A♯ ∞(1997) – et 20 minutter langt, tredelt værk opkaldt efter et hårdt belastet kvarter i Montreal. Nummeret er kendt fra Danny Boyles 28 Days Later, hvor det ledsager Cillian Murphys karakter gennem et goldt, tomt London. Snakken kommer også forbi bandets anarkistiske, lederløse kollektiv-ethos, deres rituelle koncerter, hvor 9-10 musikere sætter sig ned og spiller sig gennem et helt album, og deres beslutning om at trække musikken fra Spotify, efter at det kom frem, at stifteren havde investeret i våbensystemer. 

Kasper vælger "bob hunds 115:e dröm" – åbningsnummeret på bob hunds album Jag rear ut min själ! Allt skall bort!!! (1998), hvis titel er en kærlig reference til Bob Dylans "Bob Dylan's 115th Dream". Snakken kommer omkring nummerets næsten James Bond-agtige, filmiske guitarmelodi, spillet af bandets to guitarister, der konstant spiller med og mod hinanden, en keyboardist med en tydelig Kraftwerk-forkærlighed, og bandets interne uenighed om, hvorvidt de egentlig er et elektronisk, et punk- eller et avantgardeband - og bob hunds allersidste koncert i Stockholm sidste år – som Kasper naturligvsi selv var til.

Som altid er du meget velkommen til at fortælle os, hvad DU ville have valgt. Hvilket instrumentalnummer synes du, vi overså? Skriv til os på Sætlistens Facebook-side – og husk, at du kan finde alle sangene fra Sætlisten på vores playliste på Spotify.

Værter: Kasper Duus og Thorbjørn Hertz Jensen
Redaktion: Kasper Duus og Thorbjørn Hertz Jensen
Redigering og teknik: Thorbjørn Hertz Jensen
Musik: Kasper Duus

Rodebunke, genialiteter og et klassisk album

Sætlisten runder 20 afsnit, og det fejres med et af rock- og pophistoriens ikoniske værker: The Beatles' dobbeltalbum The Beatles, bedre kendt som The White Album (1968).

Kasper og Thorbjørn har hver fundet et nummer fra netop det album. Kasper går med George Harrisons "Long, Long, Long" – en stille, meditativ vals gemt af vejen lige efter det larmende "Helter Skelter", med æteriske vokaler, en indisk-inspireret guitarfigur og nogle af Ringo Starrs mest karakteristiske trommefills. Nummeret har en særlig plads i Kaspers musikalske barndom: han faldt bogstaveligt talt i søvn til det som barn på sine forældres kassettebånd, og sangens børneagtige, næsten drømmeagtige stemning har fulgt ham lige siden.Thorbjørn vælger John Lennons "Happiness Is a Warm Gun" – en titel hentet fra overskriften i et amerikansk våbenmagasin, som Lennon fandt komplet absurd. Snakken kommer omkring nummerets vanvittige opbygning: tre vidt forskellige musikalske temaer og skiftende taktarter presset sammen på under tre minutter, som en hel symfonisk suite komprimeret til et popnummer.

Undervejs bliver der også plads til en afstikker til studiestemningen bag albummet, kendt fra Peter Jacksons Get Back-dokumentar, om hvordan Eric Clapton brød Beatles' uskrevne regel om, at kun bandet selv spillede på deres plader, da han gæstespillede guitarsolo på "While My Guitar Gently Weeps", og om albummets vekslen mellem genistreger og næsten pjatterier. Er det en gevaldig musikalsk rodebunke eller er der mening i at skabe et værk, der stritter i alle retninger? Thorbjørn hælder mest til det første, mens Kasper forsvarer kaosset med næb og kløer. Der bliver også plads til en lille tour gennem musikhistoriens andre selvbetitlede "farvealbums", fra Metallicas sorte til Weezers regnbuer

Som altid er du meget velkommen til at fortælle os, hvad DU ville have valgt. Hvilket nummer fra The White Album ville have været dit bud? Skriv til os på Sætlistens Facebook-side – og husk, at du kan finde alle sangene fra Sætlisten på vores playliste på Spotify.

Værter: Kasper Duus og Thorbjørn Hertz Jensen
Redaktion: Kasper Duus og Thorbjørn Hertz Jensen
Redigering og teknik: Thorbjørn Hertz Jensen
Musik: Kasper Duus

Trance, metal og filmmusik

Denne gang forlader Sætlisten pladehylderne til fordel for det store lærred. Temaet er "needle drop" – musik, der ikke er skrevet til en film, men som alligevel finder sin plads i den og kommer til at understrege en scene, en følelse eller en hel stemning.

I denne udgave af Sætlisten har Thorbjørn og Kasper hver fundet et needle drop, der har brændt sig fast – og de to valg tager lytterne fra en skotsk narko-flugt til en ørkenvej i David Lynch-univers.Thorbjørn vælger Underworlds "Born Slippy .NUXX" fra slutscenen i Trainspotting (1996) – nummeret var oprindeligt en B-side uden den nu så genkendelige tekst, før filmversionen fik sit eget liv. Snakken kommer omkring, hvordan scenen spejler filmens åbningsmonolog og vender den på hovedet, det ikoniske soundtrack med blandt andre Iggy Pop, Lou Reed og New Order, og den elektroniske Bristol-scene, som Underworld var en del af i midt-halvfemserne – krydret med minder om bandet live på Roskilde.

Kasper vælger Powermads "Slaughterhouse" fra David Lynchs Wild at Heart (1990) – et nummer, der næsten bliver brugt som 'leitmotif' gennem filmen, bl.a. til dansescenen i ørkenen med Nicolas Cage og Laura Dern. Snakken kommer omkring bandets glam-thrash-hybrid og deres status som et slags one-hit wonder gjort udødeligt af filmen, samt en afstikker til Lynchs generelle sans for musik, fra Roy Orbison i Blue Velvet til Chris Isaaks "Wicked Game".

Undervejs bliver der også plads til et par ekstra name-drops: Tarantinos brug af "Stuck in the Middle with You" i Reservoir Dogs og generel brug af musik i sine film, bl.a. Pulp Fiction og Jackie Brown, samt en dansk afstikker til Scarlet Pleasures "What a life" i Druk.

Som altid er du meget velkommen til at fortælle os, hvad DU ville have valgt. Hvilket needle drop har brændt sig fast i din hukommelse? Skriv til os på Sætlistens Facebook-side – og husk, at du kan finde alle sangene fra Sætlisten på vores playliste på Spotify, der nu tæller 38 numre.

Værter: Kasper Duus og Thorbjørn Hertz Jensen
Redaktion: Kasper Duus og Thorbjørn Hertz Jensen
Redigering og teknik: Thorbjørn Hertz Jensen
Musik: Kasper Duus

Autobahn, glimmer og fødselsdag

Efter at have besøgt Thorbjørns fødeår i episode 2 er turen nu kommet til Kaspers – vi er tilbage til 1974, og spørgsmålet, værterne stiller sig selv, er, om det egentlig var et skelsættende år for musikken, mens verden ellers var optaget af Watergate, Vesttysklands VM-triumf og Muhammed Alis "Rumble in the Jungle".

I denne udgave af Sætlisten har Kasper og Thorbjørn hver fundet et nummer fra netop 1974 – og selvom ingen af dem vil kalde året for et af musikkens allerstørste, viser deres to valg, at der trods alt foregik noget vigtigt.

Kasper går med Kraftwerks "Autobahn", titelnummeret fra det tyske pionerbands album af samme navn – 22 minutter langt og med et fundament, der siden harværet inspiration for meget af den elektroniske musik. Snakken kommer omkring krautrock-genren, hvordan albummet dengang blev slagtet af britisk musikpresse som noget af det mest kedelige, de nogensinde havde hørt, og hvordan Kraftwerk den dag i dag stadig optræder live bag deres pulte. Ikke ligefrem en ørehænger, men ifølge Kasper et nummer, der pegede lige ind i årtiers elektronisk musik.

Thorbjørn vælger David Bowies "Rebel Rebel" fra Diamond Dogs – en glamrock-klassiker bygget op om et af musikhistoriens mest genkendelige riffs, som Bowie efter sigende selv indspillede, efter at han havde skilt sig af med sit faste band. Snakken kommer omkring albummets oprindelse som en aflyst 1984-musical, Bowies leg med kønsidentitet og androgynitet, og hvordan nummeret markerer overgangen fra glamperioden til den soul-inspirerede Young Americans-æra, der fulgte.

Undervejs bliver der også plads til honourable mentions af andre klassikere fra dengang, som Carl Douglas' "Kung Fu Fighting", Billy Joels "Piano Man" og Lynyrd Skynyrds "Sweet Home Alabama" – samt en lille teaser om, at Kasper og Thorbjørn næste gang bevæger sig ind i filmens verden med et "needle drop": musik, der ikke er skrevet til en film, men som alligevel finder vej ind i den. Som altid er du meget velkommen til at fortælle os, hvad DU ville have valgt. Hvad er dit bud på det bedste fra 1974? Skriv til os på Sætlistens Facebook-side – og husk, at du kan finde alle sangene fra Sætlisten på vores playliste på Spotify.

Værter: Kasper Duus og Thorbjørn Hertz Jensen
Redaktion: Kasper Duus og Thorbjørn Hertz Jensen
Redigering og teknik: Thorbjørn Hertz Jensen
Musik: Kasper Duus