Vi taler om det med grænser. Det med at have modet til at stå i en smerte og opleve, at den opløser sig lige lidt og går over. Eller bliver til noget andet. Der endda kan føles kærligt. Anders ligner en hjemløs for tiden, det er hans egne ord og han afslører også, hvorfor. Det hele er lidt noget andet end sidst og selvom vi ved det kan skifte fra et sekund til et andet nyder vi at mærke en form for ro sænke sig. Lige nu er det sådan.